04 juni 2014

Om de nye Vandkarrer.

I en afhandling om brandvæsenet i København, indrykket i Bibliothek for Physik osv. andet hæfte, 98, påstås om de nye uhyre vandkarrer, at de for deres sværheds og umageligheds skyld var så godt som ubrugelige. Udgiveren af Bibliotheket derimod, hr. assessor C. G. Rafn, underrettede forfatteren i en note om at disse karrer ved et i Kastellet anstillet forsøg var fundet tjenlige. 

Uden at indlade mig i det farlige foretagende at dømme hvor man forudser det slemme getasto, enten at anses som smigrer ved at stemme for opfinderen, der har hele publikum mod sig, eller i modsat fald af dennes klienter at udskriges som vranten dansk der af misundelse vrager enhver på tysk eller tyskelskende bund fremvokset opfindelse (for så hedder det jo unter uns) - uden at opholde mig ved bysnakken om den vandkarre der ved overfarten over en bro vippede agter over og legede himmelspjæt med hest og kusk; uden at regne på den omstændighed at man endnu i deres lange eksistens ikke har set nogen nytte af dem, eller på den beregning at det sluffetønde vand som kan pumpes fuld i et minut, kan komme 6 minutter før til ildens sted, end karren der bruger, som jeg selv har været vidne til, 7 minutter til at fyldes, og at ildens tilvækst i denne mellemtid er i underforhold mod den større tilbragte vandmængde, vil jeg blot pege på to forbedringer ved denne nye indretning som synes højst nødvendige:

1) At anbringerne gøres tættere end nu, da alle tilskuerne med latter ser på det tantaliske arbejde at fylde igennem dem

2) At der på hver af de nye så høje brandposter haves en stige for derpå at binde anbringeren om tuden. 

(Politivennen nr. 8, 1798, Side 125-127. [Estimeret dato: 15. juni 1798])

Ingen kommentarer:

Send en kommentar