11 juni 2014

Om fæl Skidenfærdighed paa Gaderne i Kallundborg

Det er yderst frappant når man kommer fra søen til Kalundborg at se den underlige mængde gadeskarn som man er nødt til at gennemælte for at komme fra havnen og ud af byen. På hele jordens kreds findes der næppe en by hvis gader så rigeligt er forsynet med det man kalder møg, som Kalundborgs. Det er overalt bekendt at der er færgeløb mellem Århus og Kalundborg og at der fra Jylland overføres en stor del heste og hornkvæg som ved at passere sidste sted naturligvis formerer urenligheden i denne by. Men enhver indser at dette møgoplag kunne og burde såvel der som andre steder føres af vejen og at det lader smukt at holde rent for sin dør. 

Man formoder at politimesteren i Kalundborg kender de anordninger som pålægger orden og renlighed. Han kunne altså i medhold af disse påminde indbyggerne engang, to gange, ja vel tre gange (for gentagelser gøres fornøden) om at tage gadeskarnet bort. Og blev det endda efter disse påmindelser liggende, kunne han jo lade feje for de overhørige. Denne høflighed modtog de vist ikke over engang, såsom den rimeligvis blev forbundet med en udgift der oversteg fordelen. 

Sidste gang jeg var i Kalundborg - det er ikke så kort siden, men det står til med renlighed nu som da - var hovedgaden ordentlig rengjort på nær det at de sammenhobede skarndynger lå og endnu ikke var kørt væk. På min forespørgsel hvorfor alle disse dynger lå og udbredte stank mens de tørrede på gaden, svarede en litzenbroer: "Herren skal vide at vores stiftamtmand har været her i disse dage, og før hans ankomst fejer man altid skarnet sammen i dynger til respekt for ham. I morgen ventes to smakker med stude fra Århus, og når disse er drevet gennem byen, skal der ingen sige at stiftamtmanden havde været der". Jeg erfarede af flere end ham at skarnet sjældent eller aldrig blev kørt væk, men blot sammenskuffet i store møddinger og siden trådt ud af ovennævnte firbenede rejsende. 

Hvis nogen kalundborger som kender vores københavnske renlighed, nogensinde får fat på dette nummer af Politivennen, vil han vist udbryde: du ser splinten i din broders øje, men bjælken i det eget øje ser du ikke. - Jo, desværre: den slags bjælker bliver endog den blinde var. For når vores finttrippende gadepladder går gennem både huller og helt skind på fodtøjet, så føler fødderne gadernes svinagtige tilstand lige så livagtigt som politiet ser dem. - Men når her er fejet ordentlig og til rette tid, har indbyggerne gjort deres pligt og kan ikke gøre for at de ansvarlige af mangel på tilsyn med bortkørslen lader vores gader se kalundborgske ud. I Kalundborg er det derimod en anden sag. Der - og så vidt jeg ved i alle andre købstæder, skal indbyggerne lade deres gadestykke feje og tillige da lade skarnet tage bort. Hvilket er dem så meget des lettere som enhver der for det meste har gårdsrum og altså kan have det på den plet som er bestemt til mødding for deres kreaturer.

Det er spot og skam for enhver by i almindelighed hvis gader er så urenlige at fremmede såvel som indelandske, må ækle sved at passere dem til fods. Men for en by som Kalundborg hvorigennem så mange folk, år ud og år ind, er nødt til at rejse, er det især skam, allerhelst da renlighed kan tilvejebringes ved at lade godt feje engang om ugen. 

Skarnskye

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 19, s. 289-292. [Estimeret dato: 1. september 1798])


J.F. Clemens (1748 - 1831): Titelblad til "Beskrivelse over Staden Kalundborg", (1788 -udsnit). Statens Museum for Kunst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar