(Indsendt)
Sålænge denne have har været offentlig, har den været mit åndehul efter dagens sorger og bekymringer. En time nydt her om formiddagen eller om aftenen, har nu så mange år aldrig manglet at give de slappede åndskræfter den tabte fjederkraft. Den har forliget mig med utallige, som jeg anså for fjender. Gjort mig stærk nok til at bære meget, som jeg ellers skulle have troet utålelig byrde, og skabt hos mig mangfoldige herlige forsætter, der vel ikke alle, men dog for en betydelig del, har nået opfyldelse.
Jeg vædder ti mod en at moralen i en stor by som ingen offentlig have har, er mere fordærvet end i den der har en sådan naturens talerstol inden for sine volde.
Derfor er det også helt naturligt, at de mange rygter, der hele tiden bliver spredt, nu at haven skulle sælges, nu at skulle bebygges, nu at en bredde af 100 alen langs indgangsalleen skulle fratages til en gade, har været til stor bekymring for havens elskere, der ønsker at beholde den bestandigt. Et glimrende Vauxhall, hvor indgangen købes for penge, hvor man vandrer om imellem tusinde lamper, i stedet for mellem solbeskinnede træer. Hvor man i stedet for fuglekvidder hører raslen af tallerkener, klinken af glas og svirebrødres forvirrede glædesudbrud. Hvor lugten så langt fra at kvæges ved den rene atmosfære, genkender overalt den samme damp af spiritus og punch, den os af steg, saucer og overhovedet den samme ækle madlugt, der får os til at ile fra spisestuen når vi er mæt. Et Vauxhall hvor loger lejes til skøger. En sådan købehave kan være den støjende ungdom kærere. Men den sindigere yngling, husfaderen, oldingen, den syge foretrækker den ufødte, ubelampede, traktørløse Rosenborg Have.
Nu de mange gode vakre medborgere, der ikke kunne løbe sig ind i en have uden at udgifterne skorte i husholdningen!
I henseende til havegrundens anvendelse til bygninger og gader, da er denne vel næppe nødvendig. Vel afskærer haven en stor del af den gennemfart en by bør have. Men i tilfælde hvor dette var meget nødvendig, fx ved ildebrand, ville vel haven åbnes. Til flere beboelseshuse trænger byen på denne tid ikke, da folkemængden i sidste år ikke mærkbart tiltager.
Overalt hvis haven skulle mistes, så måtte denne by rimeligvis godtgøres indbyggerne, ved at åbne andre åndehuller, og da sådanne nødvendigvis måtte blive uden for byen, hvorved vejen blev længere, så turde især de gamle og svage gøre krav på en offentlig have uden for hver port.
Så kær derfor som Rosenborg Have er mig, så meget smerter det mig at bemærke dens mangler.
Måske ligger disse mangler mere i uvidenhed end i forsætlig forsømmelse, måske kan det bidrage til dens afhjælpelse at nævne dem her, sammen med den måde jeg tror de kunne afhjælpes på. Og hvis de ikke følges, dog måske kan lede til bedre midler:
1) Den militære støj fra eksercerpladsen. Det tab haven har lidt i sit flademål, ved disse eksercersteder, kunne nemmere blive ignoreret, hvis ikke man med dels vedvarende højt, væmmeligt og øredøvende trommebulder, dels ved vederstyggelig brøl fra de kommanderende officerer og eksertanter, hele tiden blev forstyrret på den mest ubehagelige måde. Det er modbydeligt at få sine tanker afbrudt af denne støj med magt, fra nyttige og værdige betragtninger, fra opløftende beskuelse, eller blide hjertevarme følelser, hen på krigsstanden og de dermed forbundne begreb, dens pedanteri, indbildte ære og vigtighed, de gemenes grusomme behandling, det dagdriveri en regering sanktionerer ved at holde, ved at lønne med hæder, og med undtagelse fra almindelig sædelighed, en - mængde af flere tusinde mænd i deres arbejdsdygtigste år, de byrder den arbejdende del må bære for at føde disse, den fordærvelse et vildt levned i de yngre år medfører for den følgende alder og for utallige kommende slægter. Det er hårdt for den, der måske arbejder på at finde middel til at forliges med sin uven, imod sin vilje med disse skrydende brøl at blive ført mod forestilling om krig, denne skændsel for menneskeheden, der gør den største ødelæggelse til den største og berømmeligste helt.
Jeg har imod denne ulejlighed intet andet middel, end dette, at trommerne i det mindste kunne tie. Jeg tror ikke at det er på mindste måde nødvendigt, for at høres på en plads af den størrelse som eksercerpladsen eller huset har, at ulejlige alle øren i en 2.000 skridts omfang med det hæsligste af alle buldre.
II) Mangel på ly i regnvejr. Når man forestiller sig at mange folk fra den modsatte side af byen, endog fra Christianshavn søger mod den forfriskning, som haven tilbyder, at disse er yderst forlegne når en pludselig regn overrumpler dem, og at de ved hver gråning, hvoraf mangen endog
(side 298-299 mangler)
(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 19, s. 293-299. [Estimeret dato: 1. september 1798])
Sålænge denne have har været offentlig, har den været mit åndehul efter dagens sorger og bekymringer. En time nydt her om formiddagen eller om aftenen, har nu så mange år aldrig manglet at give de slappede åndskræfter den tabte fjederkraft. Den har forliget mig med utallige, som jeg anså for fjender. Gjort mig stærk nok til at bære meget, som jeg ellers skulle have troet utålelig byrde, og skabt hos mig mangfoldige herlige forsætter, der vel ikke alle, men dog for en betydelig del, har nået opfyldelse.
Jeg vædder ti mod en at moralen i en stor by som ingen offentlig have har, er mere fordærvet end i den der har en sådan naturens talerstol inden for sine volde.
Derfor er det også helt naturligt, at de mange rygter, der hele tiden bliver spredt, nu at haven skulle sælges, nu at skulle bebygges, nu at en bredde af 100 alen langs indgangsalleen skulle fratages til en gade, har været til stor bekymring for havens elskere, der ønsker at beholde den bestandigt. Et glimrende Vauxhall, hvor indgangen købes for penge, hvor man vandrer om imellem tusinde lamper, i stedet for mellem solbeskinnede træer. Hvor man i stedet for fuglekvidder hører raslen af tallerkener, klinken af glas og svirebrødres forvirrede glædesudbrud. Hvor lugten så langt fra at kvæges ved den rene atmosfære, genkender overalt den samme damp af spiritus og punch, den os af steg, saucer og overhovedet den samme ækle madlugt, der får os til at ile fra spisestuen når vi er mæt. Et Vauxhall hvor loger lejes til skøger. En sådan købehave kan være den støjende ungdom kærere. Men den sindigere yngling, husfaderen, oldingen, den syge foretrækker den ufødte, ubelampede, traktørløse Rosenborg Have.
Nu de mange gode vakre medborgere, der ikke kunne løbe sig ind i en have uden at udgifterne skorte i husholdningen!
I henseende til havegrundens anvendelse til bygninger og gader, da er denne vel næppe nødvendig. Vel afskærer haven en stor del af den gennemfart en by bør have. Men i tilfælde hvor dette var meget nødvendig, fx ved ildebrand, ville vel haven åbnes. Til flere beboelseshuse trænger byen på denne tid ikke, da folkemængden i sidste år ikke mærkbart tiltager.
Overalt hvis haven skulle mistes, så måtte denne by rimeligvis godtgøres indbyggerne, ved at åbne andre åndehuller, og da sådanne nødvendigvis måtte blive uden for byen, hvorved vejen blev længere, så turde især de gamle og svage gøre krav på en offentlig have uden for hver port.
Så kær derfor som Rosenborg Have er mig, så meget smerter det mig at bemærke dens mangler.
Måske ligger disse mangler mere i uvidenhed end i forsætlig forsømmelse, måske kan det bidrage til dens afhjælpelse at nævne dem her, sammen med den måde jeg tror de kunne afhjælpes på. Og hvis de ikke følges, dog måske kan lede til bedre midler:
1) Den militære støj fra eksercerpladsen. Det tab haven har lidt i sit flademål, ved disse eksercersteder, kunne nemmere blive ignoreret, hvis ikke man med dels vedvarende højt, væmmeligt og øredøvende trommebulder, dels ved vederstyggelig brøl fra de kommanderende officerer og eksertanter, hele tiden blev forstyrret på den mest ubehagelige måde. Det er modbydeligt at få sine tanker afbrudt af denne støj med magt, fra nyttige og værdige betragtninger, fra opløftende beskuelse, eller blide hjertevarme følelser, hen på krigsstanden og de dermed forbundne begreb, dens pedanteri, indbildte ære og vigtighed, de gemenes grusomme behandling, det dagdriveri en regering sanktionerer ved at holde, ved at lønne med hæder, og med undtagelse fra almindelig sædelighed, en - mængde af flere tusinde mænd i deres arbejdsdygtigste år, de byrder den arbejdende del må bære for at føde disse, den fordærvelse et vildt levned i de yngre år medfører for den følgende alder og for utallige kommende slægter. Det er hårdt for den, der måske arbejder på at finde middel til at forliges med sin uven, imod sin vilje med disse skrydende brøl at blive ført mod forestilling om krig, denne skændsel for menneskeheden, der gør den største ødelæggelse til den største og berømmeligste helt.
Jeg har imod denne ulejlighed intet andet middel, end dette, at trommerne i det mindste kunne tie. Jeg tror ikke at det er på mindste måde nødvendigt, for at høres på en plads af den størrelse som eksercerpladsen eller huset har, at ulejlige alle øren i en 2.000 skridts omfang med det hæsligste af alle buldre.
II) Mangel på ly i regnvejr. Når man forestiller sig at mange folk fra den modsatte side af byen, endog fra Christianshavn søger mod den forfriskning, som haven tilbyder, at disse er yderst forlegne når en pludselig regn overrumpler dem, og at de ved hver gråning, hvoraf mangen endog
(side 298-299 mangler)
(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 19, s. 293-299. [Estimeret dato: 1. september 1798])
Ingen kommentarer:
Send en kommentar