I dag den 7. maj mødtes en soldat og en borger på Knippelsbro, på den måde at soldaten stødte denne følelig på armen. Borgeren betalte grovheden med et lille puf. Soldaten trak straks sablen og huggede ham over håndleddet så at blodet strømmede frem. Men i det samme lå han selv på nakken ved en af borgeren godt anbragt næsestyver, der tillige skaffede hans martialske blod en tjenelig åbning gennem næsen.
Øjeblikkeligt stimlede folk sammen. Man forlangte karlen arresteret. (Han var, sagde man, af Kronprinsens Regiment). Men uagtet der også i mængden var en officer af samme regiment som karlen, lykkedes det ham at slippe bort. For officeren sagde, at sagen hørte under politiet. Officererne havde godt nok ordre til aldrig at blive stående ved noget opløb.
Anmelderen, der selv overværede det, men hverken kunne få rabaterne at se eller kendte officeren, spørger: Hvorledes får borgeren ret over en soldat eller officer, når denne, der egentlig er borgerens lejede tjener, vover at bruge det hverv, som borgeren gennem regeringen har betroet ham, mod sin herre.
Det er sandt, at disse helte generelt ikke er meget farlige. Soldaten især er som oftest således ved støvletter og upassende klædestykker svinebunden, at han ikke engang kan anvende de kræfter hans finale traktement kan yde; men just for at gå rolig på sin gade holder man dem, og altså må der vel være politi imod dem? Om der er sådan et, og hvor det er, og hvem dets udøvelse tilhører, ønsker man kyndigt besvaret.
(Politivennen nr. 4, 1798, side 45-46 [Estimeret dato: 18. maj 1798])
Vold hvor soldater og officerer var involveret, er ofte beskrevet. Her en illustration til en episode i 1823, hvor sekondløjtnant Schulenburg har stukket en ekstraskriver i Justitskontoret ned med en stilet efter ordkløveri. Retssagen omgærdedes som vanligt var med indbyrdes beskyldninger om hvem der startede. Illustration fra Davidsen: Fra vore fædres tid.
Øjeblikkeligt stimlede folk sammen. Man forlangte karlen arresteret. (Han var, sagde man, af Kronprinsens Regiment). Men uagtet der også i mængden var en officer af samme regiment som karlen, lykkedes det ham at slippe bort. For officeren sagde, at sagen hørte under politiet. Officererne havde godt nok ordre til aldrig at blive stående ved noget opløb.
Anmelderen, der selv overværede det, men hverken kunne få rabaterne at se eller kendte officeren, spørger: Hvorledes får borgeren ret over en soldat eller officer, når denne, der egentlig er borgerens lejede tjener, vover at bruge det hverv, som borgeren gennem regeringen har betroet ham, mod sin herre.
Det er sandt, at disse helte generelt ikke er meget farlige. Soldaten især er som oftest således ved støvletter og upassende klædestykker svinebunden, at han ikke engang kan anvende de kræfter hans finale traktement kan yde; men just for at gå rolig på sin gade holder man dem, og altså må der vel være politi imod dem? Om der er sådan et, og hvor det er, og hvem dets udøvelse tilhører, ønsker man kyndigt besvaret.
(Politivennen nr. 4, 1798, side 45-46 [Estimeret dato: 18. maj 1798])
Ingen kommentarer:
Send en kommentar