02 juni 2014

Der kommer Politiet!

Et par ord til nærmere eftertanke.

Skrevet Store bededag 1798.

Der kommer politiet! hørte jeg nogle børn som gik og legede på gaden, skrige uden for mine vinduer i dag (en dag på hvilken mange beder, uden at vide hvorfor; mange gør bod uden at have syndet; mange synder uden at gøre bod). Jeg studsede. Skal da politiet, tænkte jeg, også være en skræk for børn? Skal disse skyldfri skabninger også fordømmes til bod og pønitense? Det kom. Spillet var ophørt, glæden tav, og det var som om der aldrig havde været spillet. Men næppe havde disse frygtelige væsner vendt ryggen, før frygten fosvandt, munterheden kom tilbage, og spillet gik for sig som før. - Oh, afmægtige almagt! - Oh love af spindelvæv! tænkte jeg, tog min pen og satte mig ved mit chatol.

Fra alle kanter hørtes dette råb - der kommer politiet! hører jeg den flittige håndværker råbe; og straks forlader han sit arbejde. Straks åbner Pandora sin æske, og lediggang, udsvævelse og allehånde laster træder i flittighedens sted. Oh falske politik! som dræber dyden på sit værksted. 

Der er politiet! råber urtekræmmeren, og lukker (eller lader som han lukker) sin bod- og spækhøkeren sin kælder, for at kede sig hjemme, eller fordrive tiden i et værtshus eller på en vinkælder. For der gives altid bagdøre hvor lovens overtræder (især når den har den offentlige mening imod sig) kan smutte igennem. Er næringsdrift da en last siden den er under politiets forfølgelse? består gudsfrygt 8den sande) da i at gå flittig i kirken? Bed og I skal få, siger den andægtige sværmer - arbejd, og jeres flid skal belønnes, siger den fornuftige tænker.

Der er politiet! hører man allevegne. Og dog skal man ikke kunne lovtale en politiindretning som denne.

Disse var mine ideer som oven nævnte scene vakte i min sjæl. Jeg betroede dem til papiret. De fremsættes her til nøjere eftertanke. De fremsættes med frimodighed og anstændighed, som det egner tænkende mennesker og borger, og - uden frygt for at mistydes. Her tankens ytring er som selve tanken fri.

Måtte regeringen ved disse linjer blive gjort opmærksom på en lovgivning der synes at gøre unødvendigt indgreb i borgerfriheden, der kvæler vindskibeligheden uden at befordre dyden, der skader mere end den gavner (så meget end dens hensigt kan have været at gavne), der så let kan skuffes (illuderes) - måtte regeringen, siger jeg, blive gjort opmærksom på en lovgivning der da den har så betydelige fejl, umuligt kan være bygget på rigtige grundsætninger så havde forfatteren til disse par ord nået sit ønske, for han har da det håb at de her påankede fejl i politiindretningen hvis de måtte findes at være begrundet i sandhed, bliver ophævet. - Her var ikke stedet at indlade sin i nogen videre undersøgelse over dette punkt. Her ville han blot i overensstemmelse med dette blads hensigt, give vink, og ikke - skrive en afhandling.

(Politivennen nr. 4, 1798, side 59-62. [Estimeret dato: 18. maj 1798])

Ingen kommentarer:

Send en kommentar