Mandag aften den 4. juni var jeg med min kone og nogle få andre fra min familie, heriblandt et par børn, gået ud for ikke bare i familievenskabets, men også i naturens skød at hvile ud efter dagens hede, og samle friske kræfter til følgende dage. Klokken kunne være omtrent 8 da vi var ankommet i de elysiske marker hvis behagelighed og den munterhed som for nærværende tid hersker der, på grund af den art af lejr de der opstillede telte forestiller, indlod os til at tage sæde i græsset hvor så mange små og større selskaber allerede før os havde lejret sig.
Efter at have hvilet noget, stod vi op, men lod en person fra vores selskab blive tilbage ved noget efterladt tøj mens vi øvrige spadserede omkring mellem træerne og udenfor teltene. Imidlertid blev han som vi havde ladt blive tilbage, foruroliget af et menneske i lysegrå trøje, lange bukser af omtrent samme farve, med rund hat på hovedet og pampusser på fødderne der forresten så ud til at være en militærbetjent, som befalede ham at stå op og gå bort. Han adlød det første, men kunne ikke det sidste, da han ikke kunne forlade tøjet og ved sin fravær ville sætte os i forlegenhed når vi kom tilbage og ikke fandt ham der. Idet han truede med at patruljen snart skulle komme og jage ham af vejen og at han ville gå til vagten og anklage ham, gik omtalte person bort og kom noget efter tilbage og bortjog med sine trusler mange mennesker fra deres sæde.
Vi var i mellemtiden kommet tilbage og lod os det fortælle. Vi så hvorledes denne person stadig var beskæftiget med at jage folk af vejen, meget forundret over at man så tåligt lod sig jage. Jeg trådte til og spurgte fredsforstyrreren hvad ordre han havde, således at forvise folk? Svar var: At det var nok han sagde dem de skulle pakke sig. Ville ellers nogen følge med ham, da kunne de få underretning om hans ordrer. Og hvem der havde lyst til at vente, skulle patruljen snart afhente. På mit spørgsmål om hvem han var, fulgte svaret at kommandanten i Kastellet var hans herre som havde beordret ham at holde orden her. Og følgelig havde han ret til at jage enhver af vejen som indfandt sig på det sted hvor han var beordret at holde vagt.
Efter nogen strid under hvilken karlens mod sank betydeligt, så at han til sidst slet intet havde, sneg han sig bort i stilhed. En officer trådte til den forsamlede mængde og spurgte høfligt om hvad der var passeret. Underrettet om det sagde han at han selv vel som vagthavende havde ordrer til at våge over at børn ikke skulle beskadige træerne, men at hans ordrer ikke strakte sig videre. Den persons magt derimod til at bortvise folk, var uden tvivl selvpåtaget, og til at give sådanne personer magt i hænderne var Kastellets kommandant vist en alt for fornuftig mand.
Jeg tager mig derfor den frihed at spørge Dem, hr. kommandant, om omtalte person som forstyrrede vores og så mange andre folks fornøjelse, var beordret til det af Dem eller ikke? Om dersom det sidste som jeg har gode tanker nok om Dem til at tro er tilfældet, De da ville lade anstille undersøgelse om han var det han udgav sig for, Deres betjent, eller om ikke det, hvem han da var. At oplyse publikum og mig heri er noget som De vist er Dem selv skyldig. For hvor må Deres agtelse ikke tabe om endog kun et enkelt lem af publikum skulle blive i den tro at De var den mand der ved en af Deres betjente lod nogen medborger forstyrre i den mest tilladte og uskyldigste fornøjelse.
Skulle hr. kommandant - det jeg anser for en umulighed - nævnte person virkelig være Deres betjent og udsendt af Dem i omtalte ærinde, da vil jeg foreslå Dem en plads, hvor De kunne bruge ham med større nytte, i fald De kunne undvære ham som opvarter i Deres hus. På broen som ved Østervagt går over til de elysiske marker, er et hul hvor de der ikke ser til fødderne, let kan brække et ben eller to. Her hensætter De da Deres betjent for på en høflig måde i Deres navn at advare dem som vil går over broen. De ville derved vist gøre Dem mange taknemmelige, og er det nødvendigt at jage borgere bort fra de elysiske marker, da lader De det ske ved hensatte skildvagter eller omvandrende patruljer som respekteres mere end betjente.
(Politivennen nr. 7, 1798, side 97-101. [Estimeret dato: 8. juni 1798])
Udsigten fra "de elysiske marker" til Kastelsmøllen i vore dage. Som dengang ganske pragtfulde, og især for indbyggerne i den overbefolkede og indesluttede by må det have været næsten som at komme på landet.
Efter at have hvilet noget, stod vi op, men lod en person fra vores selskab blive tilbage ved noget efterladt tøj mens vi øvrige spadserede omkring mellem træerne og udenfor teltene. Imidlertid blev han som vi havde ladt blive tilbage, foruroliget af et menneske i lysegrå trøje, lange bukser af omtrent samme farve, med rund hat på hovedet og pampusser på fødderne der forresten så ud til at være en militærbetjent, som befalede ham at stå op og gå bort. Han adlød det første, men kunne ikke det sidste, da han ikke kunne forlade tøjet og ved sin fravær ville sætte os i forlegenhed når vi kom tilbage og ikke fandt ham der. Idet han truede med at patruljen snart skulle komme og jage ham af vejen og at han ville gå til vagten og anklage ham, gik omtalte person bort og kom noget efter tilbage og bortjog med sine trusler mange mennesker fra deres sæde.
Vi var i mellemtiden kommet tilbage og lod os det fortælle. Vi så hvorledes denne person stadig var beskæftiget med at jage folk af vejen, meget forundret over at man så tåligt lod sig jage. Jeg trådte til og spurgte fredsforstyrreren hvad ordre han havde, således at forvise folk? Svar var: At det var nok han sagde dem de skulle pakke sig. Ville ellers nogen følge med ham, da kunne de få underretning om hans ordrer. Og hvem der havde lyst til at vente, skulle patruljen snart afhente. På mit spørgsmål om hvem han var, fulgte svaret at kommandanten i Kastellet var hans herre som havde beordret ham at holde orden her. Og følgelig havde han ret til at jage enhver af vejen som indfandt sig på det sted hvor han var beordret at holde vagt.
Efter nogen strid under hvilken karlens mod sank betydeligt, så at han til sidst slet intet havde, sneg han sig bort i stilhed. En officer trådte til den forsamlede mængde og spurgte høfligt om hvad der var passeret. Underrettet om det sagde han at han selv vel som vagthavende havde ordrer til at våge over at børn ikke skulle beskadige træerne, men at hans ordrer ikke strakte sig videre. Den persons magt derimod til at bortvise folk, var uden tvivl selvpåtaget, og til at give sådanne personer magt i hænderne var Kastellets kommandant vist en alt for fornuftig mand.
Jeg tager mig derfor den frihed at spørge Dem, hr. kommandant, om omtalte person som forstyrrede vores og så mange andre folks fornøjelse, var beordret til det af Dem eller ikke? Om dersom det sidste som jeg har gode tanker nok om Dem til at tro er tilfældet, De da ville lade anstille undersøgelse om han var det han udgav sig for, Deres betjent, eller om ikke det, hvem han da var. At oplyse publikum og mig heri er noget som De vist er Dem selv skyldig. For hvor må Deres agtelse ikke tabe om endog kun et enkelt lem af publikum skulle blive i den tro at De var den mand der ved en af Deres betjente lod nogen medborger forstyrre i den mest tilladte og uskyldigste fornøjelse.
Skulle hr. kommandant - det jeg anser for en umulighed - nævnte person virkelig være Deres betjent og udsendt af Dem i omtalte ærinde, da vil jeg foreslå Dem en plads, hvor De kunne bruge ham med større nytte, i fald De kunne undvære ham som opvarter i Deres hus. På broen som ved Østervagt går over til de elysiske marker, er et hul hvor de der ikke ser til fødderne, let kan brække et ben eller to. Her hensætter De da Deres betjent for på en høflig måde i Deres navn at advare dem som vil går over broen. De ville derved vist gøre Dem mange taknemmelige, og er det nødvendigt at jage borgere bort fra de elysiske marker, da lader De det ske ved hensatte skildvagter eller omvandrende patruljer som respekteres mere end betjente.
(Politivennen nr. 7, 1798, side 97-101. [Estimeret dato: 8. juni 1798])
Ingen kommentarer:
Send en kommentar