Om Vandhusskarnet.

Indsendt.

Politivennen havde i nr. 3 under den rubrik om svineri på slotspladsen talt et par ord om den mængde pestfabrikker København har, som hverken magistrat, politimester, stadsfysikus eller kollegium medicum på noget kendelig vis virker imod. Jeg gik for en dags tid siden over slotspladsen for at se om denne offentlige påanke havde virket noget, men fandt til min ærgrelse de samme pøle og møddinger i samme skammelige tilstand, og rendeløbene fra Christiansgade og nogle flere steder der går glat i kanalen, truer rigtig nok endnu med den nødvendighed at anskaffe en muddermaskine alene for deres skyld. Denne skødesløshed hos vedkommende, for vedkommende må dog enhver uorden have i en velordnet stat, gjorde mig så modløs at jeg nær havde tilbageholdt det par ord jeg her sender Dem.

Dog, tænkte jeg, mod søvn er skrig det bedste råd. Selv den mest dybtsovende hornørede sælhund kan man jo råbe vågen. Og hvis der blot straks ved enhver uorden og forsømmelse blev gjort mandigt anskrig fra de lidende, så ville de næppe så hyppigt møde. Og hvis alle mine naboer havde gjort det, så havde jeg ikke behøvet at skrive det.

Jeg bor udenfor Amagerport, til min ulykke i nærheden af det sted hvor at Københavns vandhusskarn henkastes. Jeg behøver ikke at afmale den plage det er med hver nordenvind at befinde sig i den mest afskyelige, giftigste dunstkreds, og hver aften og morgen at måtte vade til og fra byen i højt menneskeskarn. Jeg nævner ikke at jeg tydelig kan kende indflydelsen på mit og mine husfolks helbred, og at denne væmmelighed forringer enhver i nabolaget og på vejen liggende ejendom. Ikke heller vil jeg omtale hvor tit den der først fandt på dette vittige indfald velsignes fastende af os, eller hvad vi tænker om stadens læger og fysikus, der tåler sådant. Men jeg vil opfordre enhver i kemien kyndig til at svare offentligt om ikke skarnet ved en sammenblanding med ulæsket kalk kunne betages sin stank, og således bekvemt føres væk. Det er fortalt mig at dette endog sker andre steder. Og vores jurister giver jeg at betænke om ikke enhver ejendom som ved en for hele stadens tarv gjort indretning lider skade, er berettiget til at af staden at kræve en passende erstatning?

(Politivennen nr. 6, 1798, side 94-96. [Estimeret dato: 1. juni 1798])