12 juni 2014

Til Colegium Medicum.

Ligesom en professor i Tyskland, det mine herrer er til fulde bevist, i vore dage har bestræbt sig på at formere en koalition af læger i Europa for aldeles at få kopperne udryddede, således må enhver der har menneskesamfundet kært, attrår dets vel, og alvorligt ønsker at formindske dets kedelser og plager, bestræbe sig for at se en lige så stor, morderisk og langsom dræbende fjende af det menneskelige selskab, om ikke udryddet, så dog dens magt og kontagiøse smitte svækket og for en stor del standset og forebygget.

Denne lumske fjende der i begyndelsen kryber om i mørket og som især i flere kultiverede stæder har sin residens, er den veneriske syge. Forgæves skulle jeg fortælle dem, mine herrer, alle de ulykker den har anrettet og dagligt anretter i hovedstaden, sådant er dem nok så meget vitterligt. Men om jeg ved en foreslået indretning kunne føre på spor til at standse den, for en del i dens første udbrud, tror jeg sikkert at få oplyst og for det menneskelige vels skyld så ivrige mænd, som de hvoraf colegium medicum består, ikke alene alvorlig overvejer sådant forslag, men endog - om uforudsete forhindringer ikke skulle gøre det ugennemførligt - gøre alt deres for at sætte det i værk.

Den krig jeg agter at erklære denne fjende, er kun fra fruentimmersiden. En mandsperson der er kommet til skade ved den, er ikke så meget at beklage, hans situation er nu sådan at han kan tisiidesætte al undseelse og straks hente råd hvor han ved de kan findes. Men det stakkels fruentimmer som i en uheldig stund under alle slags tillokkelser og sleskheder sank afmægtig ned for forføreren der bibragte hende denne smitte, hun er værd vores medynk, og kræver en efter hendes forfatning udtænkt hjælp.

Sådant uheldigt fruentimmer, hvad gør hun i almindelighed? Hun tier stille så længe hun kan, og da hun i begyndelsen ikke anser den for så farlig som den er, ringeagter hun den og gør ikke mindste skridt for at standse den. Er hun af dem som ikke blot har opofret sig for en, udbreder hun straks smitten til flere. Er den smittede i den forfatning at hun er tjenestepige, barnepige, amme, goldamme, hvad så? Her behøver jeg ikke at sige mere, for at forny familiers hjertesorg, sådan uheldig skabning udbreder da daglig, i begyndelsen umærkelig ødelæggelse rundt om sig, og bliver selv til sidst måske en af dens ynkværdigste ofre der næppe står til at redde.

For nu for en del at forekomme denne smitte i dens første udbrud, ønskede jeg at der under Collegi Medicis tilladelse og opsyn måtte være nogle satte og virkelig kloge midaldrende koner, iblandt andre jordemødre, der ikke havde megen fortjeneste, og som forud ordentlig havde på behørig sted lært kurmetoden, tilladt at hjælpe fruentimmer til rette med denne sygdom og kurere dem. De bør have skilt ude, bo adspredte i byen og under straf ikke befatte sig med flere kure end denne fruentimmerkir og det for voksne fruentimmer alene. Når denne indretning blev iværksat og almindelig kendt, da vil ethvert klogt fruentimmer under denne tilstand på grund af letheden af at meddele en anden af sit eget køn sit mødte uheld, straks ty i tide hen til sådan en kone og snart blive karsk og sund igen.

Jeg mindes ikke at have læse om sådan indretning eller noget den lignende i andre Europas store stæder. Indfaldet er for så vidt mit, og jeg ville på mit fædrelands vegne være stolt af ifald en sådan indretning, først af collegio medico anbragt i København, siden blev efterlignet udenlands, ligesom vi gør os til pligt at anbringe og optage enhver god indretning vi finder hos andre nationer. 

At der ved anlægget heraf kan mulig møde en og anden vanskelighed jeg ikke kan se, er naturligt. Men når man ivrig og for alvor har menneskelighedens sande vel for øje, overvindes vel disse, og at de mænd jeg har adresseret disse linjer til, ikke ligegyldig læser de forslag der kan gøres dem til formindskelse af de menneskelige plager og lidelser, og i denne hensigt iværksætte så meget det står i deres magt, det er medborgerne ved andre foregående lejligheder overbeviste om.

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 20, s. 305-309. [Estimeret dato: 8. september 1798])

Ingen kommentarer:

Send en kommentar