25 juli 2014

Bortforpagtning af Stadens Belysning.

Uagtet ingen kan nægte at København er nogenlunde belyst, så er det dog lige så uimodsigeligt at den ikke kan påstås at være det ypperligt eller blot tilstrækkeligt, bort set fra de der enten af uvidenhed eller af en indbildt patriotisme tror at København er den skønneste, reneste, ordentligste stad i verden.

Københavns gadelygter er små, forsynet med dårligt glas, har kun en væge, bliver aldrig gjort rene som de burde.

De nye lygter i Kronprinsensgade som man har placeret således at deres trandryp falder lige på dem der bevandrer fortovets fliserække, er en undtagelse for så vidt de har bedre glas.

Til endnu lygternes usselhed kommer deres dårligt valgte stade. Mens andre store stæder har valgt den langt bedre indretning af hængende lygter, vedbliver man i København at kline dem så at sige på husene som de tillige vansirer. Men en fra en bygning udstående lygte øder en stor del af sit lys til unytte på den ene side, mens den lader den anden mørk. Skulle den lyse fordelagtigt, så burde armen nå ud over midten af gaden. Så sandt er det at de i midten hængende lygter har fortrinet.

De hængende lygter har desuden den fordel at det ikke er så let for en uredelig vægter at stjæle tranen fra flammen. Et tyveri der i det små er det samme som når en nedrig fyrinspektør af vindesyge slukker sit fyr.

Hængelygternes store nytte i ethvert kryds af hinanden overskærende gader er uden modsigelse.

Københavns lygter står ikke sjælden åbne, flammen svæver da uophørlig, oplyser ikke godt og blæses endog ofte ud. Vægterne har den undskyldning klar når man viser dem en åben lygte at den har skade og ikke kan lukkes. Bare dog den skade ikke indtraf så ofte!

Endelig kommer den største mangel ved Københavns belysning: at der ofte er - slet ingen belysning. Man har af almanakken set at måneskinnet i så og så mange dage kan gøre lygternes tjeneste, og man har tiltroet det så megen velvilje at det også altid ville. Hvor ubehageligt er det imidlertid ikke, på en overskyet, regnfuld nat mellem første og sidste kvarter at træde i rendestenen, at snuble over grusbanker eller deslige, for de mange på gaderne skadesatte vogne kan man i sådanne nætter dog skimte, eller at løbe knæet mod en af de mange narriske afvisere det vrimler med. Vægteren vil i al fald svare den som klager at han må holde sig til månen.

At vores lygter tændes af vægtere er en større mangel ved vores belysning end man i starten forestiller sig. Disse mænd har en anden, forskellige og langt vigtigere pligt end at belyse. Man møder her den samme ulejlighed som allevegne hvor et individ har flere embeder. Man bruger hans duelighed til det ene som undskyldning for hans forsømmelse af det andet, og vil finde det hårdt at afsætte ham fra det forsømte især hvis det velrøgtede embede er det vigtigste. Men denne forestilling er falsk, for selvom den vægter der forebygger uorden og tyveri i sin gade, men ikke besørger belysningen vel, er nyttigere end den der holder sine lygter klare og lyse, men lader tyve og lignende frit råderum, så er det dog mest rigtigt at belysningen fratages ham og den egentlige vægterpost den anden, og at begge blot forretter hvad de kan forrette.

Dette leder mig til mit forslag: Man bortforpagter ved licitation stadens belysning! Herved tror jeg ville alle fordele opnås: Staden ville blive bedre belyst, for hver utændt eller d¨årligt brændende lygte måtte entreprenørerne lade sig fradrage en fastsat mulkt. En dårlig lysetænder kan afskediges uden tab. Og bekostningen ville ikke blive meget større, for entreprenørerne tog den tranleverandøren nu tilfaldende profit. Vægterne blev desuden en god kontrol mod lysetænderne.

Lidt efter lidt ville forpagterne indføre hængelygter med 4 flammer i stedet for de nu brugte, da de derved sparede i lysetænderløn og sikkert også i tran. De ville vælge de bedste stader for at kunne formindske lygternes tal.

En lygte som er tæt og forsynet med god væge, behøver kun at tilgydes sin afmålte del af tran for hele natten. Lysetænderne kunne derfor når de som tillige er rigtigst og andetsteds brugeligt, tænde straks i mørkningen, og ikke som her når alt er bælgmørkt, være meget få og dog befulde gerningen.

Forpagteren kunne spare lygterne i et fuldkomment måneskin og i skyfuldt vejr kunne de halve være uantændte, men så snart månen ikke mere lyste, måtte der uopholdeligt tændes om det end kun var en time før dag.

For at skaffe sig bydere ved sådan licitation og for ikke at lade sig foreskrive betingelser, ville Magistraten gøre vel i således som før i disse blade er rådet ved renovationslicitationen at anstille det eksperiment hvor meget en flamme på en nat (og altså i alle årets nætter) fortærer. Dette attesterede eksperiment, sammen med lygternes antal, forelagt ved licitationen, ville både skaffe bydere nok og tillige antageligt bud.

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 82, den 16 November 1799, s 1305-1310)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar