Når man i Danmark kaster et øje på landevejene og på de vogne hvormed de befares, skulle man næsten tro at folket bestod af lutter kæmper, af lutter hårdføre eller i det mindste friske personer, så lidt er der sørget for at de der er syge eller gamle, magelig kan komme fra sted til sted. Udsat for regn og storm, kulde og solhede rejser man afsted, forskumplede, ømme i sædet, med forrevne klæder og forgnavet fodtøj, stiger man ned og takker Gud for fuldendt rejse.
Følgerne er at den gamle, den svage slet ikke rejser og hvor ubehagelig en følge er ikke denne, hvor mangt et kært familiemøde er ikke derved tilintetgjort, hvor mangt et vigtigt anliggende, ofte af største indflydelse på hele familiers vel, bliver ikke herved forsinket, opsat og til sidst uoprettelig forsømt!
Men nu den syge! Ja han må kønt blive hjemme. Selv om han kunne for at forflytte sig nogle mil sikre sig en duelig læges daglige hjælp, en elsket hustrus hulde pleje, det hjælper ikke! Han må dog hellere langsomt dø hvor han er, end radbrækkes på en kongelig agende post! Han må vide at han ikke som i England eller Frankrig kan køre i magelige, affjedrede, vel udførte kareter, at han ikke er i Holland hvor han i en pilsnar trækfløjte befinder sig under tag og lige så uskrumplet som i sin gang, han må vide han er i det gode gamle nøjsomme Danmark hvor man endnu som helst med hellig ærefrygt, vandrer i de træsko man arvede efter salig kong Dans hustrælle, hvor mange ville råbe mirakel hvis man kunne komme så vidt at køre fra den ene af vores forfaldne møddingsrige flækker til den anden i sådanne hønsehuse som man beundrer hos vore sydlige naboer, at sige: wo sich das Postwesen besonders gebessert hat, og hvor de gyldne ord festina lente det er udlagt: gå frem med sneglefart er løsenet i tusinde munde hver gang det stygge ord grundforbedring lader sig høre *)
Hidtil har jeg kun talt om rejser fra stad til stad, men mon den syge er bedre faren i København selv? Ja, i karet kan han sidde mageligt, men kan kareten alle tider fås i sådan hast som det er nødvendigt, når blot en times tidligere ankomst på hospitalet ville have reddet det liv der nu inden en karet midt om natten kan blive forspændt og komme til det bestemte sted er uigenkaldeligt tabt. Og er der ikke en mængde tilfælde hvor selv en karets bevægelser er den syge så voldsomme og ser man ikke derfor ved Frederiks Hospital både liggende og oprette porteføljer anskaffet og med nytte brugte?
Dersom der ved rådstuen, ved borgerhovedvagten og flere passende steder kunne være godt indrettede og i beredskab stående portechaiser, så at disse inden et halvt korteer og hurtigere kunne komme, dersom derved mange smerter kunne forebygges, mangen kær persons sygdom lindres, mangen elsket mages, mangt med længsel forventet barns liv frelstes. Skulle vi da ikke have varmt hjerte nok til at skaffe os denne så lidt bekostelige sikkerhedsanstalt?
Man vil dog ikke spørge: hvem skulle være portører? For ville man vel tro soldaten vanæret ved at låne et menneskekærligt håndsrækning? Den veltænkende kriger vil ikke tro det, han vil ønske at han i fredens tid altid havde så hædrende forretninger som denne.
Den erfarne læge der angav indsenderen denne ide, og overbeviste ham om dens gavnlighed, ved at nævne flere individer hvem savnet af sådan en anstalt havde kostet livet, modtager her min tak og gid han snart oplever at se sit menneskekærlige forslag virkeliggjort.
K. H. Seidelin
*) Indsenderen vil ikke forstås som den der her skulle have talt mod vores postamt. Da han ikke kender kassens tilstand og altså ikke kan vide om en total forandring med postvognene var mulig, da endog i postamtet ved de to anskaffede diligencer i det mindste har tilsigtet en forbedring og da disse anstalter i England, Frankrig og Holland er private intereseenters værk, så ville sådan fortollkning være falsk. Han har alene ment nationens med beskedenheds og nøjsomheds kappe maskerede livløshed. Ingen kan mere skatte det danske folks mange gode egenskaber end han, men derfor bør en god patriot ikke være blind eller ligegyldig imod de mindre gode.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 83, den 16 November 1799, s 1313-1317)
Følgerne er at den gamle, den svage slet ikke rejser og hvor ubehagelig en følge er ikke denne, hvor mangt et kært familiemøde er ikke derved tilintetgjort, hvor mangt et vigtigt anliggende, ofte af største indflydelse på hele familiers vel, bliver ikke herved forsinket, opsat og til sidst uoprettelig forsømt!
Men nu den syge! Ja han må kønt blive hjemme. Selv om han kunne for at forflytte sig nogle mil sikre sig en duelig læges daglige hjælp, en elsket hustrus hulde pleje, det hjælper ikke! Han må dog hellere langsomt dø hvor han er, end radbrækkes på en kongelig agende post! Han må vide at han ikke som i England eller Frankrig kan køre i magelige, affjedrede, vel udførte kareter, at han ikke er i Holland hvor han i en pilsnar trækfløjte befinder sig under tag og lige så uskrumplet som i sin gang, han må vide han er i det gode gamle nøjsomme Danmark hvor man endnu som helst med hellig ærefrygt, vandrer i de træsko man arvede efter salig kong Dans hustrælle, hvor mange ville råbe mirakel hvis man kunne komme så vidt at køre fra den ene af vores forfaldne møddingsrige flækker til den anden i sådanne hønsehuse som man beundrer hos vore sydlige naboer, at sige: wo sich das Postwesen besonders gebessert hat, og hvor de gyldne ord festina lente det er udlagt: gå frem med sneglefart er løsenet i tusinde munde hver gang det stygge ord grundforbedring lader sig høre *)
Hidtil har jeg kun talt om rejser fra stad til stad, men mon den syge er bedre faren i København selv? Ja, i karet kan han sidde mageligt, men kan kareten alle tider fås i sådan hast som det er nødvendigt, når blot en times tidligere ankomst på hospitalet ville have reddet det liv der nu inden en karet midt om natten kan blive forspændt og komme til det bestemte sted er uigenkaldeligt tabt. Og er der ikke en mængde tilfælde hvor selv en karets bevægelser er den syge så voldsomme og ser man ikke derfor ved Frederiks Hospital både liggende og oprette porteføljer anskaffet og med nytte brugte?
Dersom der ved rådstuen, ved borgerhovedvagten og flere passende steder kunne være godt indrettede og i beredskab stående portechaiser, så at disse inden et halvt korteer og hurtigere kunne komme, dersom derved mange smerter kunne forebygges, mangen kær persons sygdom lindres, mangen elsket mages, mangt med længsel forventet barns liv frelstes. Skulle vi da ikke have varmt hjerte nok til at skaffe os denne så lidt bekostelige sikkerhedsanstalt?
Man vil dog ikke spørge: hvem skulle være portører? For ville man vel tro soldaten vanæret ved at låne et menneskekærligt håndsrækning? Den veltænkende kriger vil ikke tro det, han vil ønske at han i fredens tid altid havde så hædrende forretninger som denne.
Den erfarne læge der angav indsenderen denne ide, og overbeviste ham om dens gavnlighed, ved at nævne flere individer hvem savnet af sådan en anstalt havde kostet livet, modtager her min tak og gid han snart oplever at se sit menneskekærlige forslag virkeliggjort.
K. H. Seidelin
*) Indsenderen vil ikke forstås som den der her skulle have talt mod vores postamt. Da han ikke kender kassens tilstand og altså ikke kan vide om en total forandring med postvognene var mulig, da endog i postamtet ved de to anskaffede diligencer i det mindste har tilsigtet en forbedring og da disse anstalter i England, Frankrig og Holland er private intereseenters værk, så ville sådan fortollkning være falsk. Han har alene ment nationens med beskedenheds og nøjsomheds kappe maskerede livløshed. Ingen kan mere skatte det danske folks mange gode egenskaber end han, men derfor bør en god patriot ikke være blind eller ligegyldig imod de mindre gode.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 83, den 16 November 1799, s 1313-1317)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar