Hr. Politiven!
De har for nogen tid siden et par gange talt sømændenes sag ved at anke på det ophold som de så ofte må lide ved bommens lukning på helligdage. Og i sandhed dette ophold hvortil også kan regnes det der sket på søgnedage ved den sene åbning om morgenen og tidlige lukning om aftenen, er så meget mere trykkende som toldklareringen af årsager dem jeg en anden gang skal fremsættte, allerede forsinker sømanden mere end nok, berøver ham ofte de mest kostbare øjeblikke og altså må som enhver sejladsen hindring med rette bære skylden for mange skibbrud og mange tillukkede sømandsøjne.
Denne gang er min hensigt blot at bede Dem opfordre navigationspolitiet (for sådan en ting må der jo dog være hos os om den end haves under et ganske andet navn) eller ligefrem admiralitetspræsidenten til at låne den uværdige Brokkens Bod et forskende øje. Dette sted hvor Danmarks sømænd tilsætter de med livsfare erhvervede penge, er langt fra at være hvad et værtshus for søfarende bør være. Det ser snarere ud som en skummel vederstyggelig hververkippe. Man sætter blot foden indenfor og man vil studse tilbage med ækel ved den os den fordærvede kvalmende luft hvori man ser en mængde mennesker af en så nyttig og agtværdig borgerklasse at sidde ved dyrt betalt kvægelse eller morskab. Dette usle hul er omringet udenfor og ligesom nedsynket i ekskrementer der forpester luften og som det tilkommer renovationspolitiet at bortskaffe derfra, såvel som fra bagmurene af accisseboden. I England hvor man sætter pris på sømændene, er luftige rummelige, bekvemme og skønne værtshuse åbne for dem. En ærlig matros er der anset som en gentleman sailor og denne agtelse gør igen at matrosen agter sig selv, den bidrager til hans levemådes dannelse. Gid vi også her snart måtte se et bekvemmere og rummeligere sømandsværtshus at knejse ved Toldboden og gøre fædrelandshavnen endnu kærere for fædrelandets søfarende sønner.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 74, den 21 September 1799, s 1176-1178)
De har for nogen tid siden et par gange talt sømændenes sag ved at anke på det ophold som de så ofte må lide ved bommens lukning på helligdage. Og i sandhed dette ophold hvortil også kan regnes det der sket på søgnedage ved den sene åbning om morgenen og tidlige lukning om aftenen, er så meget mere trykkende som toldklareringen af årsager dem jeg en anden gang skal fremsættte, allerede forsinker sømanden mere end nok, berøver ham ofte de mest kostbare øjeblikke og altså må som enhver sejladsen hindring med rette bære skylden for mange skibbrud og mange tillukkede sømandsøjne.
Denne gang er min hensigt blot at bede Dem opfordre navigationspolitiet (for sådan en ting må der jo dog være hos os om den end haves under et ganske andet navn) eller ligefrem admiralitetspræsidenten til at låne den uværdige Brokkens Bod et forskende øje. Dette sted hvor Danmarks sømænd tilsætter de med livsfare erhvervede penge, er langt fra at være hvad et værtshus for søfarende bør være. Det ser snarere ud som en skummel vederstyggelig hververkippe. Man sætter blot foden indenfor og man vil studse tilbage med ækel ved den os den fordærvede kvalmende luft hvori man ser en mængde mennesker af en så nyttig og agtværdig borgerklasse at sidde ved dyrt betalt kvægelse eller morskab. Dette usle hul er omringet udenfor og ligesom nedsynket i ekskrementer der forpester luften og som det tilkommer renovationspolitiet at bortskaffe derfra, såvel som fra bagmurene af accisseboden. I England hvor man sætter pris på sømændene, er luftige rummelige, bekvemme og skønne værtshuse åbne for dem. En ærlig matros er der anset som en gentleman sailor og denne agtelse gør igen at matrosen agter sig selv, den bidrager til hans levemådes dannelse. Gid vi også her snart måtte se et bekvemmere og rummeligere sømandsværtshus at knejse ved Toldboden og gøre fædrelandshavnen endnu kærere for fædrelandets søfarende sønner.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 74, den 21 September 1799, s 1176-1178)
Redacteurens Anmærkning
Ordet "hververkippe" er formentlig en konstruktion af hverver der ifølge ODS bl.a. er forbundet med hververkneb, altså en måde på listig vis at hverve nogen som soldat. Og kippe, knejpe eller tarveligt værtshus.Brokkensbod var en berygtet sømandsknejpe. Jyllandsposten har en artikel om den. Heri fremgår at Brokkensbod lå i kvarteret Lumskebugten på venstre side af Toldbodvej for enden af den nuværende Esplanaden. Den var opkaldt efter hoftjener Jens Sørensen Brock som 1699 fik privilegium til udskænkning af dansk øl og brændevin. Gennem næsten 100 år var værtshuset i familien Brocks eje, og det blev kendt over alle de syv have. Områdets brogede samling af bygninger, blev i folkemunde kaldt for Lumskebugten.
En scene i værtshuset Brokkensbod. Christian Andreas Schleisner, 1847. Statens Museum for Kunst.
Brokkensbod var en ganske lav bygning halvt under gadehøjde med et vældigt højt tag, der ligesom pressede bygningen til jorden. Men under dette tag var der liv og glade dage. Selv midt på dagen var der dunkelt i lokalet, som altid var stopfyldt med højrøstede kunder. Møblementet var yderst tilfældigt sammenbragt og ren stilforvirring. Alle bordene var uens og mere eller mindre vakkelvorne. Gæsterne sad på gamle kasser, tønder, skamler og tilfældigt sammenbragte stole. Der var en ram lugt i lokalet af tobak, petroleum fra lamperne, fugtigt tøj, tovværk og gammelt øl. Væggene var bare og gulvet lerstampet. Stedet var en torn i øjet på det finere borgerskab, som det fremgik at en notits i Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 9. februar 1846:
Brokkensbod var en ganske lav bygning halvt under gadehøjde med et vældigt højt tag, der ligesom pressede bygningen til jorden. Men under dette tag var der liv og glade dage. Selv midt på dagen var der dunkelt i lokalet, som altid var stopfyldt med højrøstede kunder. Møblementet var yderst tilfældigt sammenbragt og ren stilforvirring. Alle bordene var uens og mere eller mindre vakkelvorne. Gæsterne sad på gamle kasser, tønder, skamler og tilfældigt sammenbragte stole. Der var en ram lugt i lokalet af tobak, petroleum fra lamperne, fugtigt tøj, tovværk og gammelt øl. Væggene var bare og gulvet lerstampet. Stedet var en torn i øjet på det finere borgerskab, som det fremgik at en notits i Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 9. februar 1846:
Endelig skal det nu være bestemt, at to gamle Bygninger, nemlig Toldbodviinhuus og de ved Siden af liggende smaa Barakker, samt Brokkensbod, som i saa høi Grad vanzire Entreen til Staden fra Toldboden, skulle nedrives. Istedetfor disse Bygninger skal der opgøres et stort Hotel med en Kaffée, en Slagterbod, en Grønthandler, og et Huus for en Barbeer, ligesom der paa den anden Side mod esplanaden vil blive opført et passende Beværtningssted for Søfolk. Dette vil ikke alene give denne Deel af Staden et smukt Udseende, men ogsaa yde Rentekammeret, som tihører disse Grunde, en høist betydelig Indtægt.Der gik dog yderligere nogle år. Brokkensbod blev først nedrevet i 1854, og kun restaurant Lumskebugten minder om områdets forhistorie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar