Man har ofte set huse sat i den øjensynligste fare for at synke eller styrte ved den dybe gravning ved rendernes indlægning i gårde eller ved deres reparation. Et af de tydeligste eksempler på de følger denne gravning kan drage med sig, har man nylig haft i Pilestræde hvor der for at indlægge en rende, måtte graves dybt under husets grund. Men hvorfor vil man fortsætte en metode som ukyndigheden om de flydende legemer og om tyngdeloven har valgt ved vandledningens første indretning, denne nemlig at lægge renderne ind til gårdene lige så dybe som renderne i gaden hvorfra de ledes? Ved man da ikke at vandet stiger til lige højde med søen hvorfra det kommer, og at man altså ved at sætte et opadgående rør på gadens rende kan i en dybde af 1 alen lægge renden ind i gården, hvorved både bekostningerne sparedes og al fare for bygningerne blev undgået. Skulle stedet ligge så højt mod Søerne at vandet ikke kan stige i det, så hindrer dette ikke, for er hjertet i pumpen kun tæt, vil den alligevel give vand da dog ingen pumpe i byen står 32 fod over Peblingesøens vandlinjer. Hvad her er sagt om gårdrenderne, kan til dels anvendes på gaderenderne hvor man så ofte ser gravet i en dybde der sikkert er større end behøvedes.
I øvrigt gjorde vist enhver husejer bedre især så længe den gamle metode varer, hvis han foretrak blyrender for trærender. Når de første engang haves, er de uforgængelige. De sidste derimod bliver hastig nok opslidt og meddeler desuden vandet ikke den bedste smag.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 67, den 3 August 1799, s 1057-1059)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar