Hr. Politiven!
Jeg ved du bestræber at gøre dig elsket blandt publikum især blandt dine retskafne medborgere. Du ville sikkert gøre mange en tjeneste med at indføre nedenstående jo før jo bedre for om muligt at forebygge to mistænkelige personer afskyelige omløben:
"Jeg sidder forleden eftermiddag i god ro inde i min stue og havde hos mig en lille dreng. Kort sagt, jeg var så godt som ene i fire værelser. Klokken var 5 om aftenen da de kom, ringede på ind til stuen hvor vi sad og læste. Drengen lukkede op og bad dem træde ind i salen mens han kaldte på mig. De var to og så ret ordentlige og skikkelig ud, tillige var de velklædte og temmelig voksne. De spurgte straks efter om hr.... var hjemme og om de måtte have den ære at tale med ham. Da jeg kom ind, hilste de meget artig, bad mig ikke fortryde på de kom så dristig og således stod de meget længe og talte så om et og så et andet i sig selv ligegyldige ting. Jeg sagde dem i al høflighed: at min tid var mig kostbar, jeg havde ikke lejlighed længere at opholde mig hos dem, om de ville være så god at sige mig deres ærinde. Den ene talte bestandig og den anden opholdt sig ved nogle varer jeg havde til salg langt henne i salen. Ja, begyndte han med, vi er fremmede og er nødt til at gå omkring hos gode folk at samle os en lille gave, i denne anledning tager vi os den frihed at komme til Dem. Jeg svarede dem at jeg var en nybegynder, sad med familie og havde mange folk, og havde gjort mig det til en regel aldrig at give nogen noget i mit hus, men at give noget vist årlig til de fattige. Det kunne sandelig ikke hjælpe hvad gyldige grunde der blev sagt til dem. De blev ved med snik-snak,at jeg endelig måtte være dem behjælpelig. Jeg mærkede at når jeg ikke ville med det gode, havde de måske ikke været uforsagte til at tage hvad dem syntes med det onde."
Efter at have udstået sådan en påtryglen over en time, resolverede jeg til at råbe på to gode karle jeg havde i nærheden, og da de hørte det, satte de straks deres hatte på midt i salen oog gik bort uden at sige et eneste ord. Anden dag derpå tror jeg nok at en af dem var der igen, men kom til alt held ikke ind. Jeg var just i byen på den tid som de formodentlig havde vidst. Men da han ikke kom ind, men måtte blive stående ude på gangen, som han sagde til min kone at han ikke var vant til, gik han med uforrettet sag. Ærede ven! Disse folk går vist ikke for det bedste, men ser lejlighed hvor de kan komme til nogen alene for at udøve hvad deres hensigter er. Hvad der bevæger mig til at indføre dette i Politivennen er, at jeg har hørt de skulle have været på flere steder her i byen på samme måde som oven for er sagt. Ved du noget råd for sådanne mennesker, da vent ikke for længe før vi må have den fornøjelse at læse samme.
Din igen forbundne
x
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 48, den 22. marts 1799, s 753-756)
Jeg ved du bestræber at gøre dig elsket blandt publikum især blandt dine retskafne medborgere. Du ville sikkert gøre mange en tjeneste med at indføre nedenstående jo før jo bedre for om muligt at forebygge to mistænkelige personer afskyelige omløben:
"Jeg sidder forleden eftermiddag i god ro inde i min stue og havde hos mig en lille dreng. Kort sagt, jeg var så godt som ene i fire værelser. Klokken var 5 om aftenen da de kom, ringede på ind til stuen hvor vi sad og læste. Drengen lukkede op og bad dem træde ind i salen mens han kaldte på mig. De var to og så ret ordentlige og skikkelig ud, tillige var de velklædte og temmelig voksne. De spurgte straks efter om hr.... var hjemme og om de måtte have den ære at tale med ham. Da jeg kom ind, hilste de meget artig, bad mig ikke fortryde på de kom så dristig og således stod de meget længe og talte så om et og så et andet i sig selv ligegyldige ting. Jeg sagde dem i al høflighed: at min tid var mig kostbar, jeg havde ikke lejlighed længere at opholde mig hos dem, om de ville være så god at sige mig deres ærinde. Den ene talte bestandig og den anden opholdt sig ved nogle varer jeg havde til salg langt henne i salen. Ja, begyndte han med, vi er fremmede og er nødt til at gå omkring hos gode folk at samle os en lille gave, i denne anledning tager vi os den frihed at komme til Dem. Jeg svarede dem at jeg var en nybegynder, sad med familie og havde mange folk, og havde gjort mig det til en regel aldrig at give nogen noget i mit hus, men at give noget vist årlig til de fattige. Det kunne sandelig ikke hjælpe hvad gyldige grunde der blev sagt til dem. De blev ved med snik-snak,at jeg endelig måtte være dem behjælpelig. Jeg mærkede at når jeg ikke ville med det gode, havde de måske ikke været uforsagte til at tage hvad dem syntes med det onde."
Efter at have udstået sådan en påtryglen over en time, resolverede jeg til at råbe på to gode karle jeg havde i nærheden, og da de hørte det, satte de straks deres hatte på midt i salen oog gik bort uden at sige et eneste ord. Anden dag derpå tror jeg nok at en af dem var der igen, men kom til alt held ikke ind. Jeg var just i byen på den tid som de formodentlig havde vidst. Men da han ikke kom ind, men måtte blive stående ude på gangen, som han sagde til min kone at han ikke var vant til, gik han med uforrettet sag. Ærede ven! Disse folk går vist ikke for det bedste, men ser lejlighed hvor de kan komme til nogen alene for at udøve hvad deres hensigter er. Hvad der bevæger mig til at indføre dette i Politivennen er, at jeg har hørt de skulle have været på flere steder her i byen på samme måde som oven for er sagt. Ved du noget råd for sådanne mennesker, da vent ikke for længe før vi må have den fornøjelse at læse samme.
Din igen forbundne
x
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 48, den 22. marts 1799, s 753-756)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar