27 juli 2014

Noget om Vejfred m. m.

Min legemsbeskaffenhed kræver megen og stærk bevægelse i fri luft. For at få denne har jeg altid måttet bruge mine ben siden jeg aldrig har været i stand til enten at holde eller leje nogen slags anden befordring. Efter et ophold i København på næsten 20 år har jeg derfor haft mere end rigelig lejlighed til at gøre en del praktiske anmærkninger over den sikkerhed og bekvemhed som fodgængere har både i og omkring hovedstaden. Således er min galde ofte blevet pirret når jeg træt af en lang vandring har listet mig hjem langs med de usle gangstier på vores brede landeveje og kun alt for tæt, endog når den alfare vej er ganske tør og ren har mødt en rytter efter den anden anden på disse gangstier, og det ikke blot de såkaldte Tårbæksjunkere, men endog mænd for hvis talenter, karakter og charge jeg i øvrigt har al mulig højagtelse. Skønt det nu hidtil altid er lykkedes mig at få disse herrer til uden sværdslag at vige op af fodstien har jeg til min store ærgrelse dog set at de straks er bøjet ned igen. Derved bliver nu den fodgængerne levnede smalle pasage ikke alene temmelig usikker, men stien selv bliver bestandig mere udhulet af hestehoven og følgelig ubekvem. Desuden efterlader hesten hyppigt andre spor som hverken er behagelige for øjne, næse eller fødder. Ligeledes har det ikke undgået min opmærksomhed hvorledes unge ved vejen plantede træer er dels ganske afbrækket, dels højst beskadigede. Ved sådant syn har mine hænder altid uvilkårligt knyttet sig, og det hjertelige ønske er opstået hos mig at jeg dog engang måtte overrumple sådan en nidding på fersk gerning, da jeg vist tror at få ham til at love aldrig mere at gøre det. 

Ådsler og anden vellugt på de offentlige veje er just heller ikke sjældne. Men alt dette som i forbigående. Derimod må jeg fortælle noget som for ganske nylig satte mig i fuld fyr og flamme. Sidste 12. december medbragte klar himmel og behageligt stille frostvejr - sådan god lejlighed måtte ikke slippe unyttet. Om eftermiddagen tager jeg derfor en tur ad Strandvejen, op forbi Eriksens have i tanke at gå Bernstorfsvejen hjem. Men se! Da jeg kommer til den sidste gård mod Lundehuset, springer tre hunde, hvoraf især de to var meget store og ikke mindre glubske, ud mod mig på vejen og forbød mig at komme videre. Der var altså intet andet for end baglæns og så forsigtigt som muligt at dække sin retirade med frosne jordklumper og deslige, hvor efter jeg meget mod min vilje måtte trække samme vej tilbage jeg var kommet. Hvad der ville være sket hvis et fruentimmer eller andet frygtsomt menneske havde truffet disse hunde og givet sig til at løbe, er vel ikke vanskeligt at gætte. Men slap man endog med skrækken og den misfornøjelse at måtte vende næsen om igen, er det derfor ikke mindre sandt at et sådant overfald af bidske hunde på en almindelig vej er ganske utålelig. 

Jeg vil derfor herved have den gårdbruger (hvis navn og stand er mig ubekendt) på det alvorligste advaret om at holde sine hunde således indelukket eller bundne at de ikke kan forulejlige den rolige forbigående. Skulle han hverken af agt for og skånsomhed med sine medmenensker eller af ømhed for sine hunde, overtale sig til at opfylde dette rimelige ønske, må han selv tilstkrive sig de mulige og fortjente følger.

Citadellet Frederikshavn, den 16. december 1799.
J. Schousboe.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1377-1380)


Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om Schousboe, regimentskvartermester i Citadellet, Elephantstokken, se Krak for 1799. Ligesom beskrivelsen i denne liste passer godt på ham: Johan Christian Schousboe (1763-1818). Cand. jur. regimentskvartermester og auditør ved 2. Sjællandske Batteri let Infanteri. Overkrigskommissær 1806. Afskediget 18.8.1807.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar