Den 1ste marts 1799.
Når bonden ser en offentlig indretnings vedligeholdelse hvortil han årlig må bedrage så anselig, behandlet af de ansvarlige med skødesløshed, da er uviljesytringer og forbandelser de eneste midler han ved at hævne sig med. Disse genlyder da også for nærværende tid på Kongevejen mellem Birkerød og København, en vej som på mange steder synes at være blevet behandlet med en utilgivelig efterladenhed. Jeg vil ikke tale om hvor tung den er for hestene, da man i stedet for at skovle vejen til bunds har ladet sig nøje med på mange steder blot at kaste overdelen af sneen til siderne. Men den fare de mange dybe huller og sleng som følge af vedkommendes efterladenhed sætter de rejsende i fortjener nok offentlig omtale. Et sted bør især udmærkes. Det er under bommen ved Rødskovs Bakke hvor enhver kørende må yde sit offer for som det synes for nærværende, at køre i afgrunden. Jeg så med gysen en bonde vælte deri med et læs brænde. Er det ikke ubegribeligt at manden som står der hele dagen og modtager folks penge, ikke umager sig for at holde det i det mindste passabel under bommen, ja ikke engang advarer for den fare han dog så ofte må have været vidne til.
Selvom jeg som i en tid af 4 uger et par gange har måttet passere denne vej frem og tilbage, ikke har fundet årsag til at velsigne opsynsmændene ved samme, så dog vil jeg ikke her forøge de omtaltes frugtesløse forbandelser. En offentlig bekendtgørelse desangående turde derimod bære mere frugt i fremtiden og måske være en mere mærkbar revselse for de ansvarliges forsømmelse.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 46, den 9. marts 1799, s 727-729)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar