Da der i Politivennen så ofte gøres forslag til at fremme gode indretninger og man tillige ser at uordener som fremsættes i den gode hensigt at se dem afhjulpne, ofte er blevet fjernet, så tror indsenderen det pligt at tale nogle kraftige ord for den gamle berømmelige stad Køge. Ord som han ønsker ikke må falde på sten, men i gode agre og bære hundredfold frugt.
Næppe skulle man forestille sig at en så folierig by som Køge i slutningsårene af det 18. århundrede igen skole havde, men at dens indbyggere der ikke har formue til at få dem underviste i huset, må enten sende dem ud i de nærmeste landsbyskoler eller selv efter fuldendt arbejde læse for dem hjemme. Men oplysning og lærdom står det derfor hos nogle subjekter hel mådelig til og der gives nok flere mager til den pige der i foråret 1798 kom fra Køge til Store Heddinge over 19 år gammel der ikke kunne læse inden i en bog og ville der forsøge at blive konfirmeret, som alt sammen nærmere kan til overflod efterlæses i Iris og Hebe for april og maj måned dette år. Er det derfor ikke en himmelråbende forsømmelighed at der ikke anlægges en god dansk skole for ungdommen i denne by, allerhelst da byen ejer midler og det betydelige, til sammes oprettelse. For 25 år siden blev Køge latinske skole ophævet, bygningen revet ned og solgt og dens kapitaler 25.000 rigsdaler som for største del var ved legater givet den af denne bys indbyggere, blev sat et sted - formodentlig på rente uden for byens cirkel.
Køge bys indbyggere har nu i mange år altså ventet på opfyldelsen af deres rimelige anmodninger og ønsker om at få en god danske skole i byen for deres egne midler, da de blev berøvet den næring og fordel deres latinske skole havde givet dem. Men hidtil forgæves! 25 år, næsten to generationers skoleår er frugtesløse fra denne side henrundne og vedbliver forfatningen således, må man en undres over om man skulle få at høre noget til huskors, værre end det der i fordum tid gjorde byen så berygtet. Til et føleligt minde om deres latinske skole må indbyggerne i Køge ved barnedåb, bryllupper og begravelser endnu betale de til den ved sådanne lejligheder udredende udgifter. Det er under sådanne omstændigheder virkelig hårdt. Læses dette af de folk i landet, hvis pligt og embede det er at afhjælpe sådanne mangler, formoder man at der straks bliver lagt hånd på et arbejde som nødvendigheden så stærkt kræver, og at den forrige forsømmelse ved en desto fornuftigere og nyttigere indretning og skoleanstalt bliver nogenlunde godtgjort.
I en tid hvor skolevæsnet i de danske stater så alvorlig har beskæftiget en del mænd i landet, er det forunderligt at der ikke er blevet kastet et blik i denne henseende til Køges store trang der har vedvaret så mange år. Det forekommer mig lige så underligt som om nogen, når jeg stod og beskuede den såkaldte frihedsstøtte uden for Vesterport der er sat til minde om bondens befrielse fra undertrykkelse, ville komme og fortælle mig at en herremand i Danmark i vore dage upåanket kunne kaste selvejere egenmægtigt uden lov og dom af deres gård foruden rettens behandling, bemægtige sig og sælge gård, besætning, indbo og afgrøde for restancer og ikke gøre afregning med dem, selv om hvad de ejede kunne beløbe sigen del over denne sum. At overskuddet ikke blev givet dem tilbage, eller også at en herremand, nu for tiden, dristede sig til at forbyde efter indfald en selvejer at gøre sig sin ejendom så nyttig som mulig, fx sælge til sine naboer der trænger dertil, sin overflødige tørv osv practica est multiplex; ved et monument som frihedsstøtten ville jeg holde sådant sagn for utroligt. Sådanne ting ville jeg sige og sværge ved støttens fod lader sig vel næppe nu gøre, i hvad der så ellers er sket i de dage da adelen og de med dem lige tænkende og privilegerede, der ejede bønder i landet, var nær ved at slå huden af velbemeldte stand og da træmæren og halsjernet var i fuld brug ved vore landsbykirker.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 75, den 28 September 1799, s 1192-1196)
Torvet i Køge, 1861 (C. I. Nielsen)
Næppe skulle man forestille sig at en så folierig by som Køge i slutningsårene af det 18. århundrede igen skole havde, men at dens indbyggere der ikke har formue til at få dem underviste i huset, må enten sende dem ud i de nærmeste landsbyskoler eller selv efter fuldendt arbejde læse for dem hjemme. Men oplysning og lærdom står det derfor hos nogle subjekter hel mådelig til og der gives nok flere mager til den pige der i foråret 1798 kom fra Køge til Store Heddinge over 19 år gammel der ikke kunne læse inden i en bog og ville der forsøge at blive konfirmeret, som alt sammen nærmere kan til overflod efterlæses i Iris og Hebe for april og maj måned dette år. Er det derfor ikke en himmelråbende forsømmelighed at der ikke anlægges en god dansk skole for ungdommen i denne by, allerhelst da byen ejer midler og det betydelige, til sammes oprettelse. For 25 år siden blev Køge latinske skole ophævet, bygningen revet ned og solgt og dens kapitaler 25.000 rigsdaler som for største del var ved legater givet den af denne bys indbyggere, blev sat et sted - formodentlig på rente uden for byens cirkel.
Køge bys indbyggere har nu i mange år altså ventet på opfyldelsen af deres rimelige anmodninger og ønsker om at få en god danske skole i byen for deres egne midler, da de blev berøvet den næring og fordel deres latinske skole havde givet dem. Men hidtil forgæves! 25 år, næsten to generationers skoleår er frugtesløse fra denne side henrundne og vedbliver forfatningen således, må man en undres over om man skulle få at høre noget til huskors, værre end det der i fordum tid gjorde byen så berygtet. Til et føleligt minde om deres latinske skole må indbyggerne i Køge ved barnedåb, bryllupper og begravelser endnu betale de til den ved sådanne lejligheder udredende udgifter. Det er under sådanne omstændigheder virkelig hårdt. Læses dette af de folk i landet, hvis pligt og embede det er at afhjælpe sådanne mangler, formoder man at der straks bliver lagt hånd på et arbejde som nødvendigheden så stærkt kræver, og at den forrige forsømmelse ved en desto fornuftigere og nyttigere indretning og skoleanstalt bliver nogenlunde godtgjort.
I en tid hvor skolevæsnet i de danske stater så alvorlig har beskæftiget en del mænd i landet, er det forunderligt at der ikke er blevet kastet et blik i denne henseende til Køges store trang der har vedvaret så mange år. Det forekommer mig lige så underligt som om nogen, når jeg stod og beskuede den såkaldte frihedsstøtte uden for Vesterport der er sat til minde om bondens befrielse fra undertrykkelse, ville komme og fortælle mig at en herremand i Danmark i vore dage upåanket kunne kaste selvejere egenmægtigt uden lov og dom af deres gård foruden rettens behandling, bemægtige sig og sælge gård, besætning, indbo og afgrøde for restancer og ikke gøre afregning med dem, selv om hvad de ejede kunne beløbe sigen del over denne sum. At overskuddet ikke blev givet dem tilbage, eller også at en herremand, nu for tiden, dristede sig til at forbyde efter indfald en selvejer at gøre sig sin ejendom så nyttig som mulig, fx sælge til sine naboer der trænger dertil, sin overflødige tørv osv practica est multiplex; ved et monument som frihedsstøtten ville jeg holde sådant sagn for utroligt. Sådanne ting ville jeg sige og sværge ved støttens fod lader sig vel næppe nu gøre, i hvad der så ellers er sket i de dage da adelen og de med dem lige tænkende og privilegerede, der ejede bønder i landet, var nær ved at slå huden af velbemeldte stand og da træmæren og halsjernet var i fuld brug ved vore landsbykirker.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 75, den 28 September 1799, s 1192-1196)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar