Da alle indskrifter på offentlige såvel som private bygninger (de få tilfælde indtagne hvori man bruger bogstaver af metal eller jern) udføres af stenhuggere eller malere, så måtte man ønske at disse håndværksmestre følte sig forbundet til enten ikke at antage folk i lære eller kondition uden de forstod i det mindste at retskrive det danske - eller at holde de engang ansatte folk til at skaffe sig denne kundskab. - eller endelig at lade de indskrifter man bestilte indhugget eller påmalede af dem, forud retskrive af kyndige.
Det var engang måden alle indskrifter var latinske. Det danske sprog der måtte lade sig fortrænge fra hoffet af det franske, og fra armeen af det tyske, fandtes ikke så værdigt til inskriptioner som det bombastiske, løgnagtige latin der endnu i programmer årlig fremgastoneres af akademiets fædre, mens det oversat ord for ord ville beskæmme en skoledreng. Endelig vaktes nationens hendulmende stolthed, hoffet, armeen *) indskrifterne hyldede landets sprog. Men i de sidste ses det styggeste barbari næsten overalt at herske.
Mens alle danske skribenter synes hver at ville have sin ortografi, som en synderlig ting til sin ejendom, lader det som om malerne og stenhuggerne også vil have deres. Og da deres forskrifter står mest til skue, skaffer de sig disciple nok. Arbejdsmanden opdager med et trøstet øje det skønnebræt der således indbyder ham: Her bekommes daabelt øll. Og hvidt øll. Får billigte prise. Og sikkert indpræger hans tørstige sjæl sig denne nette ortografi. I Nyboder læser man på et hjørne disse kinesiske ord: Ho Pens Længe. Og i hver fade ser man sproget således forfusket. Man vil måske sige at dette er kun hos kældermænd, matroser og lignende. Nej, også på stiftelsernes bygninger set man sådanne skønne ting, fx på huset nr. 212 i Dronningensgade i sten: Det borgerlige Laane og Livrente Selskab 2det Einndom 1798.!
Jeg håber at de ærede medborgere til hvem denne bøn er stilet, finder sagen vigtig nok til at råde bod på den. Og mange malersvende og stenhuggersvende råder man at benytte sig af den masmanske søndagsskole.
*) Ved armeen synes rigtig nok det tyske sprog at have slået så dybe rødder at det ikke de første halvhundrede år kan udryddes. Dog ved flittig udlugen må jo endog det slemmeste ukrudt give efter.
(Politivennen. Hæfte 9, nr. 114. 28. juni 1800, s. 1814-1816)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar