Bestyrelsen for Fattigvæsnet har i disse tider begyndt at erhverve midler til en bestandig madlavning og brødbagning for fattige. Med denne madlavning er allerede gjort begyndelse i garderstaldene og på arbejdshuset på Christianshavn, og snart sker samme på Arbejdshuset ved Nikolaj Kirke,og man kan håbe herefter på flere steder. Erfaringen er endnu for ny til at kunne fælde en alsidig dom om denne foranstaltning eller at ville tro straks at øjne dens følger. Men så meget kan dømmes, så meget kan endog forud dømmes at dersom indkøbene sker i belejlig tid - dersom de bevares med en god husholders omhu både fra fordærvelse og fra utro hænder - dersom lavningen kun overlades kyndige og velvilige hænder - dersom man som ikke er at tvivle på, ved kedlernes og ildstedernes indretning altid vil søge at gå fremad til det mest fuldkomne, så må herved en sund og velsmagende og mættende føde kunne rækkes den fattige for en pris langt under det halve af hvad den, indkøbt på tredje, fjerde hånd i skillingvis, tillavet i utallige små kar, på mangfoldige med udhøkrede pinde og udbitlede tørv antændte arnesteder, ville koste for den fattige selv der desuden vinder betydeligt af sin til arbejde så højt fornødne tid.
Umulig kan man fryde sig ved denne herlige udsigt (der under betragtningen selv nærmer sig, mens så mange andre glædende udsigter synes at fjerne sig for det beskuende øje) at ønske at der ligeledes for de tre øvrige armodens fornødenheder: husly, varme, klæder måtte anstilles noget lignende stort, og netop ved sin storhed økonomisk, eksperiment.
Jeg vil her blot indstille til Københavns Magistrat en tanke til anskaffelse af husly og varme, som jeg tror fortjener at udføres af dens nidkærhed, overladende til dens indsigter at give den den udvikling og fuldkommengørelse den kan tage imod. København indeholder blot bygninger for velhavende og rige. Huse som egentlig er byggede for at afgive små lejer, således som den fattige må formodes at kunne udrede dem, er der vel ikke ti af i hele staden. Allerede før ildebranden byggede man blot for den store lejer. Efter ildebranden forøgedes misforholdet endnu mere. Af et tusinde afbrændte huse, hvoraf dog nogle var bopæl for smålejere, blev en del sammensmeltede, men alle opbyggede til at afgive lejligheder til 100-1000 rigsdaler.
En stor ulykke fortjener sædvanlig den lidende i det øjeblik den rammer ham. Den gør ham sløv endnu længe efter. Modet er nedslået, han ser sine fejl i et forstørrelsesglas, og for at rette dem, begår andre ligeså store. En langsom, krybende, fej forsigtighed anser han for klogskab der skal være skadens frugt, og først længe efter, først når det er for sent, ser han hvad og hvor meget han har forsømt som burde være gjort, og gjort som burde være undladt.
Der vil vel ingen beskylde mig for dadlesyge om jeg tror at dette billede ikke er ganske passende på København efter ildebranden 1795. Og at jeg iblandt de ting som straks med den største fordel burde have været overvågede, men som ganske blev forsømt, regner et rigtigt forhold mellem antallet af bygninger til dyre lejligheder og af dem til ringe, vil vel også enhver finde ganske rigtigt. Når man betænker at en så vigtig orden som denne ikke bør overlades til det slumpetræf om en eller anden bygningsentreprenør måtte finde den tanke at en bygning af tilstrækkelig størrelse blot indrettet til fattige lejere, vil lige så rigelig lønne sin bygherre som nogen anden. Også havde Magistraten ved selv umiddelbar at sørge for småfolkshuses opbyggelse, haft to vanskeligheder færre end private bygherrer: den at have kunnet bygge højere (som sikkert på forestilling havde blevet den tilladt) og bedre at kunne holde politi over så mange til dels uopdragne mennesker.
Dog hvad der ikke er sket, kan endnu ske. Der er endnu en del ubebyggede pladser. Der er den nye gade hvortil grunden er taget fra Kongens Have. Måtte blot disse pladser blive nyttede, så ville de kunne levere boliger for mere end 15.000 småfolk til en leje af omtrent 5 rigsdaler årligt.
For at belyse dette, vil jeg fremlægge følgende udkast som er forfærdiget af en bygningskyndig ven. En bygning af 100 alens længde, 18 alens bredde og 16 alens højde ville koste omtrent 19.500 rigsdaler. Denne bygning kunne have 7 etager, hver til omtrent 3 1/4 alens højde. Når der langs igennem hver etage var en gang med værelser til begge sider, og hvert værelse blev 4 alen bredt,så udgjorde dette når skorstensrummet og trapperummet blev fradraget (helst burde hver etage have en særskilt trappe) omtrent 280 værelser af henved 30 kvadratalens størrelse. Et rum stort nok for en lille familie, endsige for en enlig fattig mand eller kvinde. Når der i hver etage var 2 fælles skorstene, hvis rør var ført hen langs med udmuren genne alle værelserne, så ville alle disse deraf kunne få en tempereret varme om vinteren. Om sommeren kunne røgen ved et spjæld aflukkes fra disse horisontale, og ved et andets åbning afledes gennem vertikale rør. Ved de fælles skorsten,når disse blev indrettet med ildkanaler og med komfurhuller til at aflukke med spjæld, kunne megen brændsel spares.
Af dette overslag, om end dets plan modtog forandringer, om bygningerne så blev højere eller lavere, større eller mindre, eller anderledes indrettet end den her beregnede, synes det dog vist at et værelse som et af de omtalte måtte kunne udlejes for 5 rigsdaler årligt, og en komfurflamme en time om middagen for omtrent 6 rigsdaler årlig.
Måske ville en køkkenindretning til at koge i fællesskab med hede dampe kunne være endnu mere fordelagtig.
At man foruden den varme som skorstensrørene meddeler værelserne, måske kunne finde nødvendigt at give hver etage en fælles stue, som for en tålelig betaling forsynedes ved en økonomisk ovn med varme (for kun gamle eller syge lejere måtte tillades vindovn i deres værelse, og denne da udlejes dem af magistraten i hvis magt det blev at udvælge det slags som sparede mest brænde) at det måske var godt i en af etagerne at anbringe en stor kedel som altid blev holdt i kog, og hvoraf kogende vand kunne for en ubetydelighed til alle tider sælges til lejerne - At der for familier som var talrige kunne gøres en mellemdør mellem to værelser og disse altså forenes til en lejlighed mod dobbelt leje - at der muligvis lod sig adskillige besparelser anbringe med lysningen fx ved lygter anbragt i skillerumsvæggen mellem to lejeres værelser osv - disse og mange andre betragtninger, mange økonomiske eksperimenter som først under iværksættelsen af andre frembyder sig kunne da først og bedst komme under bedømmelse når det af magistraten findes tjenligt at iværksætte det med mit forslag tilsigtede: Ved at indrette bygninger til mangfoldige småfolk under et tag, at skaffe disse bolig, varme og kogeild for 12 til 15 rigsdaler årligt.
(Politivennen. Hæfte 11, nr. 140. 27de december 1800, s. 2228-2235)
Umulig kan man fryde sig ved denne herlige udsigt (der under betragtningen selv nærmer sig, mens så mange andre glædende udsigter synes at fjerne sig for det beskuende øje) at ønske at der ligeledes for de tre øvrige armodens fornødenheder: husly, varme, klæder måtte anstilles noget lignende stort, og netop ved sin storhed økonomisk, eksperiment.
Jeg vil her blot indstille til Københavns Magistrat en tanke til anskaffelse af husly og varme, som jeg tror fortjener at udføres af dens nidkærhed, overladende til dens indsigter at give den den udvikling og fuldkommengørelse den kan tage imod. København indeholder blot bygninger for velhavende og rige. Huse som egentlig er byggede for at afgive små lejer, således som den fattige må formodes at kunne udrede dem, er der vel ikke ti af i hele staden. Allerede før ildebranden byggede man blot for den store lejer. Efter ildebranden forøgedes misforholdet endnu mere. Af et tusinde afbrændte huse, hvoraf dog nogle var bopæl for smålejere, blev en del sammensmeltede, men alle opbyggede til at afgive lejligheder til 100-1000 rigsdaler.
En stor ulykke fortjener sædvanlig den lidende i det øjeblik den rammer ham. Den gør ham sløv endnu længe efter. Modet er nedslået, han ser sine fejl i et forstørrelsesglas, og for at rette dem, begår andre ligeså store. En langsom, krybende, fej forsigtighed anser han for klogskab der skal være skadens frugt, og først længe efter, først når det er for sent, ser han hvad og hvor meget han har forsømt som burde være gjort, og gjort som burde være undladt.
Der vil vel ingen beskylde mig for dadlesyge om jeg tror at dette billede ikke er ganske passende på København efter ildebranden 1795. Og at jeg iblandt de ting som straks med den største fordel burde have været overvågede, men som ganske blev forsømt, regner et rigtigt forhold mellem antallet af bygninger til dyre lejligheder og af dem til ringe, vil vel også enhver finde ganske rigtigt. Når man betænker at en så vigtig orden som denne ikke bør overlades til det slumpetræf om en eller anden bygningsentreprenør måtte finde den tanke at en bygning af tilstrækkelig størrelse blot indrettet til fattige lejere, vil lige så rigelig lønne sin bygherre som nogen anden. Også havde Magistraten ved selv umiddelbar at sørge for småfolkshuses opbyggelse, haft to vanskeligheder færre end private bygherrer: den at have kunnet bygge højere (som sikkert på forestilling havde blevet den tilladt) og bedre at kunne holde politi over så mange til dels uopdragne mennesker.
Dog hvad der ikke er sket, kan endnu ske. Der er endnu en del ubebyggede pladser. Der er den nye gade hvortil grunden er taget fra Kongens Have. Måtte blot disse pladser blive nyttede, så ville de kunne levere boliger for mere end 15.000 småfolk til en leje af omtrent 5 rigsdaler årligt.
For at belyse dette, vil jeg fremlægge følgende udkast som er forfærdiget af en bygningskyndig ven. En bygning af 100 alens længde, 18 alens bredde og 16 alens højde ville koste omtrent 19.500 rigsdaler. Denne bygning kunne have 7 etager, hver til omtrent 3 1/4 alens højde. Når der langs igennem hver etage var en gang med værelser til begge sider, og hvert værelse blev 4 alen bredt,så udgjorde dette når skorstensrummet og trapperummet blev fradraget (helst burde hver etage have en særskilt trappe) omtrent 280 værelser af henved 30 kvadratalens størrelse. Et rum stort nok for en lille familie, endsige for en enlig fattig mand eller kvinde. Når der i hver etage var 2 fælles skorstene, hvis rør var ført hen langs med udmuren genne alle værelserne, så ville alle disse deraf kunne få en tempereret varme om vinteren. Om sommeren kunne røgen ved et spjæld aflukkes fra disse horisontale, og ved et andets åbning afledes gennem vertikale rør. Ved de fælles skorsten,når disse blev indrettet med ildkanaler og med komfurhuller til at aflukke med spjæld, kunne megen brændsel spares.
Af dette overslag, om end dets plan modtog forandringer, om bygningerne så blev højere eller lavere, større eller mindre, eller anderledes indrettet end den her beregnede, synes det dog vist at et værelse som et af de omtalte måtte kunne udlejes for 5 rigsdaler årligt, og en komfurflamme en time om middagen for omtrent 6 rigsdaler årlig.
Måske ville en køkkenindretning til at koge i fællesskab med hede dampe kunne være endnu mere fordelagtig.
At man foruden den varme som skorstensrørene meddeler værelserne, måske kunne finde nødvendigt at give hver etage en fælles stue, som for en tålelig betaling forsynedes ved en økonomisk ovn med varme (for kun gamle eller syge lejere måtte tillades vindovn i deres værelse, og denne da udlejes dem af magistraten i hvis magt det blev at udvælge det slags som sparede mest brænde) at det måske var godt i en af etagerne at anbringe en stor kedel som altid blev holdt i kog, og hvoraf kogende vand kunne for en ubetydelighed til alle tider sælges til lejerne - At der for familier som var talrige kunne gøres en mellemdør mellem to værelser og disse altså forenes til en lejlighed mod dobbelt leje - at der muligvis lod sig adskillige besparelser anbringe med lysningen fx ved lygter anbragt i skillerumsvæggen mellem to lejeres værelser osv - disse og mange andre betragtninger, mange økonomiske eksperimenter som først under iværksættelsen af andre frembyder sig kunne da først og bedst komme under bedømmelse når det af magistraten findes tjenligt at iværksætte det med mit forslag tilsigtede: Ved at indrette bygninger til mangfoldige småfolk under et tag, at skaffe disse bolig, varme og kogeild for 12 til 15 rigsdaler årligt.
(Politivennen. Hæfte 11, nr. 140. 27de december 1800, s. 2228-2235)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar