De grove tyverier, indbrud, overfald og forsøg på mord skal, siges det, have foranlediget statsbestyrerne at udnævne en kommission der skal fastsætte principper hvorefter en ny kriminalkodeks skal udarbejdes. Ingen bedre skønner dette foretagendes vanskelighed end en sådan kommissions mænd, og ingen dem tilstillet betragtning over dette store emne anses overflødigt. I denne tro fremsættes følgende:
Når man betragter den nu værende gang af disse forbrydere, så findes at den største del ikke tvinges af mangel til disse stimændsgerninger, men er gamle og hærdede i lasten, og undslupne af de forvaringssteder de engang var hensat på. Så priseligt det milde princip er at livsstraffe ikke bør anvendes, så uomgængelig er den følgesætning at forbrydere hensættes på steder eller holdes under varetægt hvor de ikke oftere kan blive farlige, og ikke som nu alt for ofte er tilfældet, snart undviger af Stokhuset, snart af andre fængsler.
Den mand som har rovdyr i sit eje eller værge, og ikke forebygger at disse jo kommer løs, er efter Danmarks lov pligtig til skadeserstatning. Den retfærdige lovgiver ville ikke finde det uden ganske naturligt om den, som bestjæles eller overfaldes morderisk af en undvegen slave eller fange, troede sig berettiget til af ham, lovgiveren at kræve erstatning for en skade der ikke var sket hvis de ældre straffelove stod ved magt.
Af fangefogederne kan erstatning ikke ventes, da disse alle er fattige folk. Men en skarp straf måtte de nok være underkastede ifald undvigelsen der altid nøje burde undersøges, fandtes sket eller lettet ved deres forsømmelighed.
Skulle det ikke af kommissionen findes retfærdigt og nyttigt at give tyveriets straf gradationer i forhold til det stjålnes erstatning af tyven. Den tyv der erstatter alt eller en del af det stjålne, bør nok ikke anses som den der intet tilbagegiver. Nu kan den der har nedgravet sine tyvekoster, efter udstået straf eller mens han er hensat, direkte eller indirekte nyde frugten af hans stjålne gods. Og som nu tingene står, hvad skulle bevæge tyven til at give det ringeste tilbage.
(Politivennen. Hæfte 11, nr. 138. 13de december 1800, s. 2200-2202)
Når man betragter den nu værende gang af disse forbrydere, så findes at den største del ikke tvinges af mangel til disse stimændsgerninger, men er gamle og hærdede i lasten, og undslupne af de forvaringssteder de engang var hensat på. Så priseligt det milde princip er at livsstraffe ikke bør anvendes, så uomgængelig er den følgesætning at forbrydere hensættes på steder eller holdes under varetægt hvor de ikke oftere kan blive farlige, og ikke som nu alt for ofte er tilfældet, snart undviger af Stokhuset, snart af andre fængsler.
Den mand som har rovdyr i sit eje eller værge, og ikke forebygger at disse jo kommer løs, er efter Danmarks lov pligtig til skadeserstatning. Den retfærdige lovgiver ville ikke finde det uden ganske naturligt om den, som bestjæles eller overfaldes morderisk af en undvegen slave eller fange, troede sig berettiget til af ham, lovgiveren at kræve erstatning for en skade der ikke var sket hvis de ældre straffelove stod ved magt.
Af fangefogederne kan erstatning ikke ventes, da disse alle er fattige folk. Men en skarp straf måtte de nok være underkastede ifald undvigelsen der altid nøje burde undersøges, fandtes sket eller lettet ved deres forsømmelighed.
Skulle det ikke af kommissionen findes retfærdigt og nyttigt at give tyveriets straf gradationer i forhold til det stjålnes erstatning af tyven. Den tyv der erstatter alt eller en del af det stjålne, bør nok ikke anses som den der intet tilbagegiver. Nu kan den der har nedgravet sine tyvekoster, efter udstået straf eller mens han er hensat, direkte eller indirekte nyde frugten af hans stjålne gods. Og som nu tingene står, hvad skulle bevæge tyven til at give det ringeste tilbage.
(Politivennen. Hæfte 11, nr. 138. 13de december 1800, s. 2200-2202)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar