I slagtetiden blev en ikke ubetydelig del heste som græssede på stadens græsninger, borte for ejerne. Det har mindre at gøre med at vide at gerningsmændene for denne gang, end at sådant for fremtiden kan forebygges. Så længe hesten bliver det kostbare dyr der skal berede vore agre til sæd og flytte vores varer og byrder og (Landhusholdningsselskabets bestræbelser for at lade oksen afløse hesten har kun udrettet lidt endnu) det vil den sikkert endnu længe blive ved at være, så er det vist en vigtig genstand for justitsen at sikre en så kostbare ejendom så meget mere som dens værdi for staten forsvinder under tyvens hånd.
Det er bekendt at hestenes kød er en lige så velsmagende som sund føde. At hele store nationer spiser dette med større velbehag end vi vores oksekød. At vores forfædre spiste det med lyst. Også veterinærskolens lærlinge finder at hesteskinker er bedre værd end at graves ned i jorden. Imidlertid er fordommen som kristendommens prædikanter for 7-8 årtier siden vidste at indprente mod denne føde, endnu så stærk at Danmark årligt lader for 50 til 100.000 rigsdaler hestekød rådne op i jorden, oftere endnu oven på den, mens mange maver sulter eller fordøjer næringsmidler der ikke kan enten i velsmag eller sundhed, sammenlignes med hvad der så tåbelig forspildes.
Hestetyven der tør trodse fornuft og samvittighed, er ikke mindre slave af forestillinen end andre. Kun huden, manken og halen, højt talgen tør han tilegne sig. Han ødelægger altså for ejeren og staten en værdi af 20-100 rigsdaler og derover for at gøre en lastefuld vinding af 1-2 rigsdaler, og i denne henseende er hestetyveri det mest strafværdige af alle.
Det er garvere og skomagere der køber de rå hestehuder. Dersom disse aldrig købte en rå hestehud uden at være forvisset om at den ikke var tyvegods, ville sikkert mere være gjort imod hestetyveri end ved de største straffe. Ovennævnte købere af huderne der ved at disse rå materialer dog ikke kan undgå dem, ville sikkert være villige til sådan undersøgelse. Og hvorledes denne kunne gøres dem let og mulig, vil vores årvågne lovgivning sikkert bedre vide end indsenderen.
(Politivennen. Hæfte 11, nr. 139. 20de december 1800, s. 2214-2216)
Det er bekendt at hestenes kød er en lige så velsmagende som sund føde. At hele store nationer spiser dette med større velbehag end vi vores oksekød. At vores forfædre spiste det med lyst. Også veterinærskolens lærlinge finder at hesteskinker er bedre værd end at graves ned i jorden. Imidlertid er fordommen som kristendommens prædikanter for 7-8 årtier siden vidste at indprente mod denne føde, endnu så stærk at Danmark årligt lader for 50 til 100.000 rigsdaler hestekød rådne op i jorden, oftere endnu oven på den, mens mange maver sulter eller fordøjer næringsmidler der ikke kan enten i velsmag eller sundhed, sammenlignes med hvad der så tåbelig forspildes.
Hestetyven der tør trodse fornuft og samvittighed, er ikke mindre slave af forestillinen end andre. Kun huden, manken og halen, højt talgen tør han tilegne sig. Han ødelægger altså for ejeren og staten en værdi af 20-100 rigsdaler og derover for at gøre en lastefuld vinding af 1-2 rigsdaler, og i denne henseende er hestetyveri det mest strafværdige af alle.
Det er garvere og skomagere der køber de rå hestehuder. Dersom disse aldrig købte en rå hestehud uden at være forvisset om at den ikke var tyvegods, ville sikkert mere være gjort imod hestetyveri end ved de største straffe. Ovennævnte købere af huderne der ved at disse rå materialer dog ikke kan undgå dem, ville sikkert være villige til sådan undersøgelse. Og hvorledes denne kunne gøres dem let og mulig, vil vores årvågne lovgivning sikkert bedre vide end indsenderen.
(Politivennen. Hæfte 11, nr. 139. 20de december 1800, s. 2214-2216)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar