Den 1. april om morgenen klokken 3½ lettede 2 divisioner af den engelske flåde, under viceadmiral Nelson og en kontraadmiral, gik tæt østen om Middelgrunden og ankrede straks sønden for den. Denne styrke bestod af 12 linjeskibe, en del svære fregatter, bombarderer og mindre fartøjer, i alt nogle og tredive sejlere. Den 2. april om formiddagen kl 9 3/4, vinden S.O, B.G.K, lettede såvel denne sønden for Middelgrunden liggende styrke, som den norden for samme værende, under admiral Parkers kommando. Linjeskibene og de svære fregatter under viceadmiral Nelson, gik i rum sø ind i Kongedybet, for at tage successive plads på siden af det mig betroede forsvar. Bombarderer og mindre fartøjer posterede sig nærmere byen, og admiral Parkers division af 8 linjeskive og nogle mindre fartøjer, krydsede sig med styrke af sejl sydover mod farsvarets nordre fløj. Kl. 10½ passerede de forreste skibe af viceadmiral Nelsons styrke de sydligste skive af forsvarer. Jeg gjorde signal for de skibe, som var på skudhold at begynde slaget. Blokskibene Prøvestenen og Wagrien, og straks efter Jylland, mellem hvilket også Dannebrog det første af de engelske (et 74 kanon skib) stoppede for et anker agter fra, adlød straks dette signal med en vel styret og fortræffelig foureneret ild. Efterhånden kom de øvrige, og ved dels at sejle forbi den først ankrede, dels stille sig agter for ham formerede en tæt linje, som da den ikke strakte sig længere nord end til orlogsskibet Sjælland, kun engagerede omtrent 2/3 del af den mig betroede forsvar, da Trekroners batteri og blokskibene Elefanten og Mars ikke, og fregatten Hjælpen kun lidt kom i i ilden.
Slaget var inden en halv time almindeligt. 12 linjeskibe, hvoriblandt 1 på 80 og de fleste øvrige på 74 kanoner, og 6 til 8 fregatter på den eneside - på den anden, 7 blokskibe, hvoraf kun et første 74 kanoner, de øvrige kun 64 og derunder, 2 fregatter og 6 mindre fartøjer, således var stridskræfterne fordelt i det hele. Fjenden havde alle steder 2 hvor vi havde 1 og blokskibet Prøvestenen havde foruden kontraadmiralen og 1 linjeskib, 2 fregatter som skød ham hele tiden ret for ind, uden at han kunne besvare disse et skud. Når jeg altså blot historisk melder hvad Deres Kongelige Højhed Kronprinsen selv har set, og med Dem så stor en del af Danmarks og Europas borgere: At denne (jeg tør vel kalde den så) højst ulige kampe, varede og vedligeholdtes med en uforlignelig tapperhed i 4½ time: At den overlegne magts ild 1 time før slagets ende allerede var således svækket at adskillige af de engelske skibe, hvor i blandt viceadmiral Nelsons, i dette øjeblik, midt i slagets hede, sendte en parlamentær i land: For at forslå våbenstilstand, når jeg tillægger: at det er meldt mig at 2 engelske linjeskibe allerede havde strøget flaget, men ved opsejling af friskere skibe, blev foutinerede og hejste igen - så er det mig vel tilladt at sige, tilladt at tro, at fjenderne selv ville tilstå: At Danmarks gamle søkrigerære den dag lyste i så utrolig glans, at jeg takker himlen for at have Europa til vidne på det.
Endnu hang sejrens vægtskål om ikke lige, dog var den langt fra ikke sunket til skade for Danmark. Selv de første og hårdest angrebne sydligste skibe, selv den omringede, med al min høje ide om dansk tapperhed, ubegribelige Prøvesten, slog endnu en stund til næsten alle kanoner var demonterede. Omsider måtte disse vige overmagten, og den danske ild ophørte derpå efterhånden sønder fra og nord efter.
Allerede kl. 11½ blev orlogsskibet Dannebrog på siden af hvilket viceadmiral Nelson lå, skudt i brand. Jeg begav mig med min stander på orlogsskibet Holsten af nordre fløj, men Dannebrog stred længe under den straks i stedet for hejste vimpel. Den havde ved enden af affæren 270 mand døde og sårede.
Klokken 2½ var orlogsskibet Holsten så forskudt, havde så mange døde og sårede, og et så stort antal kanoner demonterede at jeg atter omskiftede min stander der, med vimpelen og da Sjælland, hvis tove var overskudte, allerede var i drift, begav jeg mig til Trekroners batteri, hvorfra jeg kommanderede den nordre fløj, som var i let engagement mod admiral parkers division, indtil jeg kl. 4 modtog Deres Kongelige Højheds ordre til at ophøre slaget.
Forsvarslinjen syd for Trekroner kom således i fjendens vold, undtagen fregatten Hjælperen, som da den til sidst alene havde at stride mod en alt for overlegen magt, kappede og holdt ind til stubben. Repetitøren Elven som efter at have fået adskillige grundskud, master og takkelage forskudt, en del døde og sårede, holdt inden for Kronen; skjøtprammene Nyborg og Aggershus, som den sidste taget på slæbetovet af den første holdt synkefærdige ind til kysten, og det gernerske flådebatteri, som var meget ilde tilredt; endelig blokskibet Dannebrog som kort efter slaget sprang i luften. Foruden det tab fjenden synligt havde lidt, er jeg vis på han, såvel på mandskab som skibe har lidt betydeligt, også er fordelen af sejren kun ubrugelige skibe, med for det meste fornaglede kanoner og krudtet kastet overbord.
Bestemt kan antallet på døde og sårede ikke angives endnu. Men jeg anslår det for fra 16 til 1800. På de førstes liste må jeg med smerte anføre: Cheferne af blokskibet Indfødsretten og fregatten Kronborg, kaptajn Thura og premierløjtnant Hauch, samt adskillige andre brave officerer. På de sidstes står først: Chefen for Dannebrog, kaptajn Ferdinand Braun, som foruden adskillige andre sår, har mistet den højre hånd.
Til officerernes og mandskabets mageløse mod har jeg intet udtryk. Slaget selv kan kun beskrive den.
Dokken den 3. april 1801
Olfert Fischer
*) Uagtet denne rapport allerede har været indrykket i Kollegialtidenden, Handelstidenden og flere blade, er udgiveren så langt fra at tro den unødvendig her, at han endog ønskede den i hver dansk mands hænder. Og i sandhed, hvad kan og bør mere glæde, end at se sit lands krigere i den første kamp efter 80 års fred, at aftvinge selv den stolteste, mest øvede og talrigeste fjende beundring og højagtelse, at se hvorledes et fredeligt folk fægter, ikke for fyrstenykker, ikke for at erobre, men for at tilbagevinde for alle sønationer deres fraranede rettigheder? Vore tiders tildragelser har lært verden mange store sandheder. Den 2. april 1801 har lært den at det mest fredselskende folk også er det, som fægter mest tappert.
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 155, 11. april 1801, s. 2475-2480)
Slaget var inden en halv time almindeligt. 12 linjeskibe, hvoriblandt 1 på 80 og de fleste øvrige på 74 kanoner, og 6 til 8 fregatter på den eneside - på den anden, 7 blokskibe, hvoraf kun et første 74 kanoner, de øvrige kun 64 og derunder, 2 fregatter og 6 mindre fartøjer, således var stridskræfterne fordelt i det hele. Fjenden havde alle steder 2 hvor vi havde 1 og blokskibet Prøvestenen havde foruden kontraadmiralen og 1 linjeskib, 2 fregatter som skød ham hele tiden ret for ind, uden at han kunne besvare disse et skud. Når jeg altså blot historisk melder hvad Deres Kongelige Højhed Kronprinsen selv har set, og med Dem så stor en del af Danmarks og Europas borgere: At denne (jeg tør vel kalde den så) højst ulige kampe, varede og vedligeholdtes med en uforlignelig tapperhed i 4½ time: At den overlegne magts ild 1 time før slagets ende allerede var således svækket at adskillige af de engelske skibe, hvor i blandt viceadmiral Nelsons, i dette øjeblik, midt i slagets hede, sendte en parlamentær i land: For at forslå våbenstilstand, når jeg tillægger: at det er meldt mig at 2 engelske linjeskibe allerede havde strøget flaget, men ved opsejling af friskere skibe, blev foutinerede og hejste igen - så er det mig vel tilladt at sige, tilladt at tro, at fjenderne selv ville tilstå: At Danmarks gamle søkrigerære den dag lyste i så utrolig glans, at jeg takker himlen for at have Europa til vidne på det.
Endnu hang sejrens vægtskål om ikke lige, dog var den langt fra ikke sunket til skade for Danmark. Selv de første og hårdest angrebne sydligste skibe, selv den omringede, med al min høje ide om dansk tapperhed, ubegribelige Prøvesten, slog endnu en stund til næsten alle kanoner var demonterede. Omsider måtte disse vige overmagten, og den danske ild ophørte derpå efterhånden sønder fra og nord efter.
Allerede kl. 11½ blev orlogsskibet Dannebrog på siden af hvilket viceadmiral Nelson lå, skudt i brand. Jeg begav mig med min stander på orlogsskibet Holsten af nordre fløj, men Dannebrog stred længe under den straks i stedet for hejste vimpel. Den havde ved enden af affæren 270 mand døde og sårede.
Klokken 2½ var orlogsskibet Holsten så forskudt, havde så mange døde og sårede, og et så stort antal kanoner demonterede at jeg atter omskiftede min stander der, med vimpelen og da Sjælland, hvis tove var overskudte, allerede var i drift, begav jeg mig til Trekroners batteri, hvorfra jeg kommanderede den nordre fløj, som var i let engagement mod admiral parkers division, indtil jeg kl. 4 modtog Deres Kongelige Højheds ordre til at ophøre slaget.
Forsvarslinjen syd for Trekroner kom således i fjendens vold, undtagen fregatten Hjælperen, som da den til sidst alene havde at stride mod en alt for overlegen magt, kappede og holdt ind til stubben. Repetitøren Elven som efter at have fået adskillige grundskud, master og takkelage forskudt, en del døde og sårede, holdt inden for Kronen; skjøtprammene Nyborg og Aggershus, som den sidste taget på slæbetovet af den første holdt synkefærdige ind til kysten, og det gernerske flådebatteri, som var meget ilde tilredt; endelig blokskibet Dannebrog som kort efter slaget sprang i luften. Foruden det tab fjenden synligt havde lidt, er jeg vis på han, såvel på mandskab som skibe har lidt betydeligt, også er fordelen af sejren kun ubrugelige skibe, med for det meste fornaglede kanoner og krudtet kastet overbord.
Bestemt kan antallet på døde og sårede ikke angives endnu. Men jeg anslår det for fra 16 til 1800. På de førstes liste må jeg med smerte anføre: Cheferne af blokskibet Indfødsretten og fregatten Kronborg, kaptajn Thura og premierløjtnant Hauch, samt adskillige andre brave officerer. På de sidstes står først: Chefen for Dannebrog, kaptajn Ferdinand Braun, som foruden adskillige andre sår, har mistet den højre hånd.
Til officerernes og mandskabets mageløse mod har jeg intet udtryk. Slaget selv kan kun beskrive den.
Dokken den 3. april 1801
Olfert Fischer
*) Uagtet denne rapport allerede har været indrykket i Kollegialtidenden, Handelstidenden og flere blade, er udgiveren så langt fra at tro den unødvendig her, at han endog ønskede den i hver dansk mands hænder. Og i sandhed, hvad kan og bør mere glæde, end at se sit lands krigere i den første kamp efter 80 års fred, at aftvinge selv den stolteste, mest øvede og talrigeste fjende beundring og højagtelse, at se hvorledes et fredeligt folk fægter, ikke for fyrstenykker, ikke for at erobre, men for at tilbagevinde for alle sønationer deres fraranede rettigheder? Vore tiders tildragelser har lært verden mange store sandheder. Den 2. april 1801 har lært den at det mest fredselskende folk også er det, som fægter mest tappert.
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 155, 11. april 1801, s. 2475-2480)
Olfert Fischers gravsted på bagsiden af den tysk-reformerte kirke på Gothersgade. Den kan ses ret tydeligt fra Åbenrå. (Foto Erik Nicolaisen Høy)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar