Smør, som er ekstrakten og noget af det fineste som nydes, bliver trods det behandlet så uforsvarligt skødesløst hvad angår dets indpakning i foustager, der er mere usammenhængende og dårligere end selv sådanne som bruges til grove tørre varer.
I halvtønderne og fjerdingerne fra provinserne er smørret smudsigt og urent på alle sider som er nærmest træet, så en kage af en tommes tykkelse af hele yderfladen er væmmelig, harsk og usmagelig. Kort sagt, ingen fødevare behandles så usselt som smørret.
Fra Sjælland kommer mestendels kun fjerdinger. Når disse står tørt hen en kort tid, så falder alle båndene af.
Således bliver smørret fra skibene urent og væmmeligt, da det desuden ofte er i gamle og slet lavede foustager.
De sjællandske træer taber alle båndene.
Hos holstenerne og fynboerne fås kun 8 pd. pr fjerding, ofte vejer de meget mere.
Sjællandere, langelændere giver 12 pund tara pr. fjerding, skønt de er ikke sværere i træet end de andre.
Ved justeringen kunne alle disse mangler og fejl rettes (mener jeg) således:
1) Når hvert træ blev vejet og vægten påbrændt, så kunne ingen af parterne på den side tage fejl eller bedrages.
2) Herregårdens eller stedets navn skulle brændes på.
3) Alle utætte og usammenhængende foustager kasseres.
Alt dette kunne ske af den som justerer og med et navn kaldes at justere.
Denne justermåde ville være nyttigere end den nu ubrugelige at måle dem.
For alt dette måtte den stå til ansvar som justerede.
Ligeledes ville det være godt, om der var en mådelig åbning midt i låget som måske kunne skrues op og i, eller være et spuns at man ikke hver gang man skal prøve, har nødig at løsne alle båndene.
Således bliver smørret en bedre handelsvare, der søges ikke bedragerisk fordel ved tykke bunde og ved at give træ for smør. Smørret bevares længere og bedre og mindre spildes deraf. Måtte dette jo før jo hellere komme i gang og af regeringen befales.
Den 30. maj 1802
A. Hanssen
(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3429-3430)
I halvtønderne og fjerdingerne fra provinserne er smørret smudsigt og urent på alle sider som er nærmest træet, så en kage af en tommes tykkelse af hele yderfladen er væmmelig, harsk og usmagelig. Kort sagt, ingen fødevare behandles så usselt som smørret.
Fra Sjælland kommer mestendels kun fjerdinger. Når disse står tørt hen en kort tid, så falder alle båndene af.
Således bliver smørret fra skibene urent og væmmeligt, da det desuden ofte er i gamle og slet lavede foustager.
De sjællandske træer taber alle båndene.
Hos holstenerne og fynboerne fås kun 8 pd. pr fjerding, ofte vejer de meget mere.
Sjællandere, langelændere giver 12 pund tara pr. fjerding, skønt de er ikke sværere i træet end de andre.
Ved justeringen kunne alle disse mangler og fejl rettes (mener jeg) således:
1) Når hvert træ blev vejet og vægten påbrændt, så kunne ingen af parterne på den side tage fejl eller bedrages.
2) Herregårdens eller stedets navn skulle brændes på.
3) Alle utætte og usammenhængende foustager kasseres.
Alt dette kunne ske af den som justerer og med et navn kaldes at justere.
Denne justermåde ville være nyttigere end den nu ubrugelige at måle dem.
For alt dette måtte den stå til ansvar som justerede.
Ligeledes ville det være godt, om der var en mådelig åbning midt i låget som måske kunne skrues op og i, eller være et spuns at man ikke hver gang man skal prøve, har nødig at løsne alle båndene.
Således bliver smørret en bedre handelsvare, der søges ikke bedragerisk fordel ved tykke bunde og ved at give træ for smør. Smørret bevares længere og bedre og mindre spildes deraf. Måtte dette jo før jo hellere komme i gang og af regeringen befales.
Den 30. maj 1802
A. Hanssen
(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3429-3430)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar