I nævnte nummer findes følgende bekendtgørelse af hr. Price
"Efter at have levet fredeligt i 7 år i det lykkelige Danmark og nu på 4. år været bosat borger her i byen, ser jeg mig ganske uventet angrebet af hr. bogtrykker og skriftstøber Seidelin i hans Politiven nr. 213. Det er i overensstemmelse med en kongelig allernådigst bevilling at jeg med familie har nedsat mig her, og opbygget mit komediehus på Vesterbro. Jeg kom ikke tomhændet ind i landet, og jeg har ikke fortrængt nogen anden medborger i sin næringsvej. Mit komediehus står på en grøn plads fuldstændig adskilt fra andre bygninger, og indeholder ikke så farlige materialer, som andre bræddehuse på Vesterbro.
At jeg har givet det navn af dansk national sommerteater er: 1) fordi det er bygget og blevet til i en dansk by og for et dansk publikum, 2) fordi jeg nu er dansk borger og med min kone og børn udgør hovedpersonerne i mit spil, 3) fordi det opføres i landets eget sprog og 4) fordi der på dette teater ikke som hr. Seidelin let indset, kan spilles om vinteren. Disse grunde lagt sammen troede jeg gav mig adgang til et sådant navn på mit komediehus og skønt ordsproget siger at navnet gør intet til sagen, har jeg dog af ærbødig agtelse for den del af det ærede publikum som værdiger denne sag opmærksomhed, nedskrevet disse linjer og forbeholder mig i øvrigt min lovlige ret. For det synes dog rimeligt at en mand, som med den muligste bevilling opfylder sine undersåtlige og borgerlige pligter, og hverken i ord og gerninger fornærmer sine medborgere, også bør leve uden forfølgelse og tillades i fred at arbejde, sit fag til sin families underhold og opdragelse.
København 27. maj 1802
J. Price
Bosat borger her i staden
Efter at jeg endog i nr. 215 til ære for hr. Price har underrettet publikum om at han nu ikke mere kalder sit hus på Vesterbro nationalt, som en af de ting jeg havde klaget over ved hans avertissement, støder jeg af en hændelse på ovenstående latterlige bekendtgørelse i en krig af en udenbys avis. Endskønt hr. Price virkelig har angrebet mig ved at sige at jeg forfølger min medborger, så vil jeg dog kærligt tjene ham med nogle underretninger som han i høj grad synes at behøve.
1) Det er en af årsagerne til Danmarks lykke at det ikke alene er tilladt, men endog af regeringen velanset at sige sin mening frit om hvad man anser for urigtigt
2) at sige en medborger en fejl eller mangel som han kan ændre, er ikke at forfølge ham, men at gøre ham en tjeneste.
3) en fjælebod bliver ikke et nationalt dansk teater ved at stå i en dansk stad, og fordi der spilles for danske. På den måde kunne luften over København og månen der beskinner den være nationaldanske.
4) Duelige og fortjeneste her adopterede fremmede bliver aldrig stødt over at den danske i almindelighed taler med harme om fremmedes væsen i Danmark, for de ved vel at denne harme har sin gode grunde.
5) Price vil aldrig kunne ramme den danske smag med det han foreviser. Den danske kan vel engang se sådan noget, men hans smag bliver det aldrig. Man vil næppe mellem alle europas gøglere, markskrigere, taskenspillere, linedansere, murmeldyrsmænd og bjørnetrækkere finde en eneste indfødt dansk. Dette svar håber jeg at enhver redaktion der har indtrykket Prices sniksnak, også er så rimelig at forunde en plads.
(Politivennen. Hefte 17. Nr. 217, 19. juni 1802, s. 3469-3471)
Indtil 1738 var det "tatere" tilladt at drive deres "uvæsen". Men efter en række optøjer udenfor domkirken i Viborg blev det forbudt "komedianter, linedansere og taskenspillere" at øve deres "spil og eksercitser". Helt strikt blev det dog ikke overholdt og folk betragtede det som en blanding af mistænksomhed, beundring, nysgerrighed og interesse. Der kunne også gives lokal dispensation mod betaling af en afgift som i 1806 var 10% fattigskat.
Stamfaderen til Price-slægten i Danmark, James Price (1761-1805) fik afslag på at lave cirkus på Dyrehavsbakken. Så i stedet startede han rideopvisning en gang om måneden fra 1800. I 1805 og 1807 havde franskmanden Louis Chiarini et rigtigt cirkus (hestecirkus) på Bakken med ikke mindre end 25 heste, 17 personer og pantomimeudstyr.
Først i 1826 fik København et egentligt cirkus "Cirkus Gymnasticus" ved reberbanen på Vesterbrogade, startet af et beriderselskab af 1805 (Jacques Foureaux). Her optrådte bl.a. den russiske bajads Mancini. Endvidere pantomimer, linedans, gulvdans (en slags ballondans). Frederik 6. gav linedanserne det blå stempel ved at lade en gå på line fra Rosenborg den 6. juni 1827. Første gang gik det godt, 12. juni faldt linedanseren ned og døde. (Begivenheden er omtalt i Politivennen nr. 598 i artiklen "Bemærkningen ved Herr Roats sidste Forestilling" lørdag den 16. Juni 1827 side 377-381 og i Politivennen nr. 601. Lørdag den 7. Juli 1827, s. 417-421: "Et Par Ord i Anledning af Ækvilibristen Roats uheldige Descension og sørgelige Endeligt". Live Blogging har ikke medtaget disse artikler)
Cirkus led derfor et tilbageslag indenfor voldene. Men 1828 er året hvor Pelloleti med penge fra bagermester Georg Scheer opførte "Nørrebro Teater" med plads til omkring 1.500 mennesker. Efter nogle startvanskeligheder, bl.a. en brand mellem 3. og 4. april 1829 (omtalt i Politivennen) etablerede det sig i 1830. Bl.a. brændte Nørrebros Teater i 1833. Grunden var lagt til at Georg Carstensen kunne starte Tivoli fra 1842.
"Efter at have levet fredeligt i 7 år i det lykkelige Danmark og nu på 4. år været bosat borger her i byen, ser jeg mig ganske uventet angrebet af hr. bogtrykker og skriftstøber Seidelin i hans Politiven nr. 213. Det er i overensstemmelse med en kongelig allernådigst bevilling at jeg med familie har nedsat mig her, og opbygget mit komediehus på Vesterbro. Jeg kom ikke tomhændet ind i landet, og jeg har ikke fortrængt nogen anden medborger i sin næringsvej. Mit komediehus står på en grøn plads fuldstændig adskilt fra andre bygninger, og indeholder ikke så farlige materialer, som andre bræddehuse på Vesterbro.
At jeg har givet det navn af dansk national sommerteater er: 1) fordi det er bygget og blevet til i en dansk by og for et dansk publikum, 2) fordi jeg nu er dansk borger og med min kone og børn udgør hovedpersonerne i mit spil, 3) fordi det opføres i landets eget sprog og 4) fordi der på dette teater ikke som hr. Seidelin let indset, kan spilles om vinteren. Disse grunde lagt sammen troede jeg gav mig adgang til et sådant navn på mit komediehus og skønt ordsproget siger at navnet gør intet til sagen, har jeg dog af ærbødig agtelse for den del af det ærede publikum som værdiger denne sag opmærksomhed, nedskrevet disse linjer og forbeholder mig i øvrigt min lovlige ret. For det synes dog rimeligt at en mand, som med den muligste bevilling opfylder sine undersåtlige og borgerlige pligter, og hverken i ord og gerninger fornærmer sine medborgere, også bør leve uden forfølgelse og tillades i fred at arbejde, sit fag til sin families underhold og opdragelse.
København 27. maj 1802
J. Price
Bosat borger her i staden
Efter at jeg endog i nr. 215 til ære for hr. Price har underrettet publikum om at han nu ikke mere kalder sit hus på Vesterbro nationalt, som en af de ting jeg havde klaget over ved hans avertissement, støder jeg af en hændelse på ovenstående latterlige bekendtgørelse i en krig af en udenbys avis. Endskønt hr. Price virkelig har angrebet mig ved at sige at jeg forfølger min medborger, så vil jeg dog kærligt tjene ham med nogle underretninger som han i høj grad synes at behøve.
1) Det er en af årsagerne til Danmarks lykke at det ikke alene er tilladt, men endog af regeringen velanset at sige sin mening frit om hvad man anser for urigtigt
2) at sige en medborger en fejl eller mangel som han kan ændre, er ikke at forfølge ham, men at gøre ham en tjeneste.
3) en fjælebod bliver ikke et nationalt dansk teater ved at stå i en dansk stad, og fordi der spilles for danske. På den måde kunne luften over København og månen der beskinner den være nationaldanske.
4) Duelige og fortjeneste her adopterede fremmede bliver aldrig stødt over at den danske i almindelighed taler med harme om fremmedes væsen i Danmark, for de ved vel at denne harme har sin gode grunde.
5) Price vil aldrig kunne ramme den danske smag med det han foreviser. Den danske kan vel engang se sådan noget, men hans smag bliver det aldrig. Man vil næppe mellem alle europas gøglere, markskrigere, taskenspillere, linedansere, murmeldyrsmænd og bjørnetrækkere finde en eneste indfødt dansk. Dette svar håber jeg at enhver redaktion der har indtrykket Prices sniksnak, også er så rimelig at forunde en plads.
(Politivennen. Hefte 17. Nr. 217, 19. juni 1802, s. 3469-3471)
Redacteurens Anmærkning
Eftertiden har vist at Politivennen tog grueligt fejl i næsten samtlige kritikpunkter af Prices teater. Angrebet er desuden interessant ved at have en undertone af at vide hvad der er "dansk". De kommende årtier skulle vise noget andet, og kritikken i Politivennen forstummede da også ganske for helt at forsvinde i Kristen Kristensens redaktionsperiode fra 1816.Indtil 1738 var det "tatere" tilladt at drive deres "uvæsen". Men efter en række optøjer udenfor domkirken i Viborg blev det forbudt "komedianter, linedansere og taskenspillere" at øve deres "spil og eksercitser". Helt strikt blev det dog ikke overholdt og folk betragtede det som en blanding af mistænksomhed, beundring, nysgerrighed og interesse. Der kunne også gives lokal dispensation mod betaling af en afgift som i 1806 var 10% fattigskat.
Stamfaderen til Price-slægten i Danmark, James Price (1761-1805) fik afslag på at lave cirkus på Dyrehavsbakken. Så i stedet startede han rideopvisning en gang om måneden fra 1800. I 1805 og 1807 havde franskmanden Louis Chiarini et rigtigt cirkus (hestecirkus) på Bakken med ikke mindre end 25 heste, 17 personer og pantomimeudstyr.
Først i 1826 fik København et egentligt cirkus "Cirkus Gymnasticus" ved reberbanen på Vesterbrogade, startet af et beriderselskab af 1805 (Jacques Foureaux). Her optrådte bl.a. den russiske bajads Mancini. Endvidere pantomimer, linedans, gulvdans (en slags ballondans). Frederik 6. gav linedanserne det blå stempel ved at lade en gå på line fra Rosenborg den 6. juni 1827. Første gang gik det godt, 12. juni faldt linedanseren ned og døde. (Begivenheden er omtalt i Politivennen nr. 598 i artiklen "Bemærkningen ved Herr Roats sidste Forestilling" lørdag den 16. Juni 1827 side 377-381 og i Politivennen nr. 601. Lørdag den 7. Juli 1827, s. 417-421: "Et Par Ord i Anledning af Ækvilibristen Roats uheldige Descension og sørgelige Endeligt". Live Blogging har ikke medtaget disse artikler)
Cirkus led derfor et tilbageslag indenfor voldene. Men 1828 er året hvor Pelloleti med penge fra bagermester Georg Scheer opførte "Nørrebro Teater" med plads til omkring 1.500 mennesker. Efter nogle startvanskeligheder, bl.a. en brand mellem 3. og 4. april 1829 (omtalt i Politivennen) etablerede det sig i 1830. Bl.a. brændte Nørrebros Teater i 1833. Grunden var lagt til at Georg Carstensen kunne starte Tivoli fra 1842.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar