På de i Politivennen nr. 272 af en som kalder sig Randersven, opgivne to spørgsmål om tiggeri og markens tilbagestående udskiftning, svares:
Man er fuldkommen overbevist om at hverken Hamborg, Kiel eller København i hvor fortrinlig disse stæders fattigvæsen end er og hvor betydelige ressourcer disse hertil har, dog ikke uden al unddragelse kan rose sig af aldeles at være befriet for al slags tiggeri enten hemmelig eller åbenbar. At der i Randers skulle gives så mange af de sidste slags at de inkommoderede folk ved højlys dag på gaderne, det modsiges ganske, og kan uden synderlig umage, let modbevises, såvel med mange brave fremmede rejsendes attester som med edeligt vidnesbyrd af en mængde mennesker både i og uden for Randers. Vel sandt at her ligesom i andre stæder - hvormed Randers dog ingenlunde kan måle sig - gives enkelte såvel fremmede som af byens egne (især de der er affældige og svage samt forfaldne til druk) som af og til tigger i smug i disse vedvarende overhånds dyre tider, og de affældige og svage kan dog ikke straffes efter lovene.
Det er også muligt at et enkelt barn kan - dog sjældent - hermed afgive sig.
Men at sådant tiggeri sker offentlig og upåtalt, det er ren opdigtning, og en beskyldning som hos spørgeren ikke røber det foregivne venskab for Randers, formodentlig er dette spørgsmål alene fremsat for at få anledning til det påfølgende.
At Randers øvrighed ikke har tænkt således som spørgeren ønsker betræffende markens udskiftning, det henregner den sig til en fortjeneste så meget mere da det kongelige rentekammer i denne sag har været af mening, med den som bedst kan erfares af dette kollegiums resolution d. d. 23. oktober 1802, således lydende:
"En del af Randers Købstads indbyggere har ved kammeret anholdt om at samtlige byens jorder måtte blive udskiftede, og derhos blandt andet foreslået at de såkaldte fælles vange måtte deles efter grundtaksten, således at de jorder som i forhold dertil bliver stederne tillagte, bestandig skulle følge samme, samt at de jorder som nogle tillige bestod i de såkaldte private vange, måtte komme med under udskiftningen for at begge slags jorde samlede på et sted kunne udlægges til bedre afbenyttelse med videre.
I anledning heraf skulle vi ikke undlade herved tjenstligt at tilmelde Deres excellence til behagelig efterretning og bekendtgørelse for samtlige vedkomme at da nævnte såkaldte fælles vænge efter de hertil indsendte oplysninger er hele byen som en kommune, og ikke borgerne som private ejendomme tilhørende, så kan udskiftningen på den ansøgte måde for så vidt disse jorder angår aldeles ikke finde sted, da ikke alene en del af byens nuværende, men også dens mulige tilkommende nye indbyggere om byen blev udvidet, derved blev udelukket fra de dem tilkommende rettigheder og fordele, og da disse jorder efter de hertil indsendte oplysninger allerede er inddelt i ordentlige vange, til afvekslende kornsæd og græsning, og bruges på den måde som kammeret anser mest passende for købstadmaden der efter vor mening mere bør se hen til jordernes hensigtsmæssige brug til græsning end til kornsæd, s kunne vi nu for tiden heller ikke tilråde dermed at foretage nogen forandring.
Imidlertid tvivler vi ikke at jo Randers købstads magistrat og i særdeleshed justitsråd borgmester Carøe der med så megen iver som supplikanterne i deres ansøgning selv anfører, har sørget for jordernes opdyrkning til det de nu er, fremdeles vil lade sig jordernes forbedring, især med hensyn til græsningen, være meget magtpåliggende.
Hvad dernæst angår udskiftningen af de såkaldte private vange, da skønnes ikke rettere, efter de oplysninger vi desangående har, end at eftergræsningen på disse jorder der ligesom de andre, før skal have været hele byen tilhørende, jo endnu er reserveret menige mand i byen, og i så tilfælde ville samme heller ikke kunne udskiftes med mindre en sådan forening om udskiftningsmåden kunne træffes at eftergræsningen desuagtet og uden fornærmelse, blev byen forbeholdt. Men da de nu gældende udskiftningsanordninger ikke indeholder regler for det tilfælde hvor en ejer jorder, og en anden er berettiget til eftergræsninger, og følgelig delingsplanen, taksationsmåden, den godtgørelse som enkelte borgere der har tilkøbt sig jorder til høje priser, fordi de er byen nærliggende, men mulig kunne blive samme udlagt på længere fraliggende stæder, hvorved de naturligvis og så meget desto mere da ingen udflytning her som ved landsbyjorders udskiftning kan finde sted, ville tabe deres værdi, derfor kunne være berettiget til at kræve med videre, ville komme til at bero på mindelig overenskomst mellem vedkommende, men nogle aldeles har erklæret sig imod al udskifning, så kan kammeret nu for tiden ikke indlade sig i samme."
Randers den 26. juli 1803.
J. H. Carøe. H. Rabell. Stadfeldt. Bendixen.
På dette [] svar skal modsvares i næste nummer.[] Imidlertid nøjes man med at [] påankede spørgsmål i nr. 272. Der ikke indeholder det mindste []
(Politivennen. Hefte 21. Nr. 276, 6 august 1803, s. 4387-4391)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar