15 november 2014

Erklæring.

Hvad i Politivennen nr. 271 findes anført om Knippelsbro at samme nemlig ikke bør åbnes uden om morgenen meget tidlig og om aftenen efter et vist klokkeslæt, da beror sådant aldeles ikke på mig, men jeg retter mig efter den mig af høje foresatte give instruks. At nogen ellers i min tid er blevet forsinket fordi et eller andet er kommet i vildrede ved gennemhalingen, er en stor usandhed hvilket anmelderen skal stå mig til rette for. Tværtimod har jeg ved min nøjagtighed erhvervet mig i det mindste Christianshavns beboeres tilfredshed som ofte komplimenter mig for den hurtighed  skibene passerer. Når en rasende strøm af enten sydlig eller nordlig vand standser gennemfarten, da sker forsinkelse som dog så meget som muligt afkortes endog derved at skibet tilbageholdes, men en sådan naturårsag er dog vel ikke vildrede! Om et par færgebåde ellers lå rede for at overføre en doktor, jordemoder eller en patient, kunne vel ellers afhjælpe den mangel som synes grundet hos anmelderen. Men i så fald forudsættes ordentlige slæbesteder på begge sider. Betræffende i særdeleshed den på Christianshavn foreslåede arbejdsmand som ikke kunne få hurtigt som ønskeligt bragt på hospitalet fordi broen var oplukket, da er anførslen herom aldeles forkert. For det kan nok så meget bevises at broen en time før mandens ankomst og 2 timer efter var lukket, der desto værre ikke er sjældent i denne tid.

Dette har jeg fundet passende foreløbig at melde mine venner især til efterretning, og hvoraf tillige måtte skønnes anmelderens egentlige hensigt med hans ønske ved Knippelsbro.

Lorentzen
Kongl. bestaltet bromand.

* * *

Hr. Lorenzen skal få svar i næste nummer.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 275, 30. juli 1803, s. 4379-4380)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar