Udgiveren kan ikke andet end tro at den ærede Randers magistrat havde gjort bedre i ikke at svare da den hverken var opfordret eller udfordret dertil. Heri tror han alle læsere af nr. 272 vil være enige med ham. Når det der siges, fordi det kan bevises at en rejsende har mødt tiggere i en stad, skal det da straks være en stikpille til stadens magistrat? Vist nok ikke, og man tror at en magistrat snarere burde takke end angribe angiveren. Og hvad gør da nu Randers magistrat? Den nægter ikke at der jo er tiggere i Randers, men, siger den, de er ikke så mange at de inkommoderer folk ved højlys dag. Hvor mange hører da dertil? Den vil bevise dette med brave rejsendes attester og edeligt vidnesbyrd af en mængde folk i og uden for Randers! Det ville i sandhed være ret løjerligt om Poul som den ene dag rejste igennem Randers, ville attestere at Per som dagen før eller efter rejste derigennem, ikke var inkommoderet, og man tvivler på at nogen ret tillod ed at aflægges således som magistraten her ytrer. Når magistraten videre hen siger "men at sådant tiggeri sker offentligt og upåtalt, det er ren opdigtelse og beskyldning osv.", så må man sige at den fægter i luften for sådant er jo aldrig sagt. Hvad magistraten beretter at være sket i henseende til stadens jorder, anser udgiveren for en nyttig underretning, hvoraf man ser at magistraten virkelig har tænkt på det som i Politivennen var foreslået. Men viser dette ikke tillige at dette forslag var gjort med føje siden magistraten endog havde fundet nødvendigt at indhente et kollegie resolution derom. At man ikke vidste at sådant allerede var sket, skal dog vel ikke hedde ondskab, det er jo ikke andet end naturlig følge af den uvidenhed man i almindelighed er i om vore magistraters nyttige foretagender.
Således tror udgiveren at have svaret magistraten lige så sagtmodigt som den har angrebet ham overilende. Dette angreb var i øvrigt intet påfaldende. Han har nu allerede 28 gange været indklaget og indstævnet i anledning af hvad han af iver for sine medborgeres vel har skrevet. Vil magistraten i Randers forøge tallet, så får han stå den til rette. Han vil da deri blot se et nyt eksempel på den pirkhed en stor mængde embedsmænd, dog mest de småbitte, snes i senere tid at vise imod den patriotiske skribent, og som man tror at rejse sig fra en urigtig fortolkning af denne lov der dog på den udtrykkeligste måde indrømmer skribenten et sted i staten, som et nyttigt og af kongen yndet medlem af samme.
(Politivennen. Hefte 21. Nr. 278, 20 august 1803, s. 4432-4434).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar