Det var oldtidens og er som bekendt endnu vore dages vedtægt at hædre den afdødes minde. Altid er dette sket i overensstemmelse med tidernes smag. Således oprejses i vore dage fx mindesmærker af alle arter, enten over eller ved den afdødes gravhøj. At det er pligt således at hædre den hendenfarnes minde, derom er alle mennesker enige, den fattige såvel som den rige. Den første hædrer sin elskede afdøde ved på hans gravhøj at nedsætte et simpelt, sortmalet bræt hvorpå han tegner de udtryk der vidner om hans ukonsilede, men oprigtige følelser over tabet af ham. De sidste hvis formue tillod at strække sig noget videre, opfører det mere kostbare, prægtige monument. Af disse findes der nu som bekendt det ene ypperligere end det andet, på vor derved så meget forskønnede Assistens Kirkegård. Og hvad andet gør vel denne til nutidens almindelige fornøjelsessted, end disse monumenter? Der betager disse skumle gravsteder noget af deres rædsomhed. Men hvad kan nu en efterlevende med mere rimelighed kræve end at dette hans opsatte mindesmærke, det være sig nu af det simplere eller mere kostbare slags, må blive beskyttet mod grove overfald? Den rige indhegner sin tilkøbte plads for at forebygge sådant, skønt som erfaring lærer, selv dette ikke kan sætte grænser for kådhed. Den fattige harmes ofte ved at se sit simple trækors bortranet, når han besøger kirkegården. Anmelderen heraf har vidnesfast erfaring af sådanne skammelige uordener med dette simplere slags mindesmærker. Særdeles hørte man sidstafvigte påskedag adskillige klager over disse uordener. Man formoder dog det måtte være muligt at standse disse uordener, især da tilfældene her var af den art at de syntes ikke at kunne komme af en hændelse. Således var en massiv i jorden nedsat træpæl med økse eller sådant instrument uden hvilket det ellers var umuligt, blevet berøvet det til den fastgjorte bræt. Pælen var sikkert også blevet trukket op hvis den havde været at få på så let en måde. Ejeren erklærede endnu ydermere at han to gange havde ladet tavlen fastgøre til den, og i korte mellemrum var den begge gange blevet bortranet. Dette vidner om den højeste uforskammethed som fortjener at anmærkes så meget mere som den fattige også må betale noget for at få tilladelse til at nedsætte sådant mærke ved en grav.
Hansen.
Student på Frederiksberg.
(Politivennen. Hefte 20. Nr. 260, 16. april 1803, s. 4147-4149)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar