Om Tyendes Overdaadighed.

(Efter Indsendt.)

Der er så ofte og af mange og mere sagkyndige talt og skrevet om overdådigheds skade og nytte at det ville være overflødigt at anføre min mening i den sag. Jeg vil blot i forbigående anmærke at hvad der hos den simple borger og embedsmand med rette fortjener navn af overdådighed er højst skadeligt - er hos den bemidlede og i de højere klasser en art af nødtørft og uundgåelig nødvendighed, ja endog nyttig for så vidt at denne luksus sætter en del hænder i virksomhed og bringer mening og velstand i den arbejdende dels hænder som disse i modsat fald ellers måtte savne.

Men hvad jeg her egentlig ville påanke som højst skadelig for moralen og almenvellet er den overhåndtagende luksus som i de senere tider ved en rasende efterabelyst er nedstegen lige indtil tjenestetyende. Det er sket mig mere end en gang at jeg har forledt af det fornemme udvortes, har i ubekendte huse antaget kokkepigen i huset for fruen, hvilken fejltagelse uden tvivl må møde flere der træffer en sådan simpel tjenestepige udmajet med atlask pels, moderne muffe, pallentin, guldbeslagne hænder, ører og bryst, og hovedtøj og øvrige klæder i forhold dertil, og altså ikke uden nøjere bekendtskab kan antage sådan pyntet dukke for mindre end fruen, frøken eller embedsmands kone eller datter, da man ikke let kan finde på at tro at en pige med 16 til 20 rigsdaler årlig løn kan anskaffe sig en sådan garderobe, hvoraf et eneste stykke ikke på lovlig måde kan fortjenes ved et helt års slid og slæb. Anmelderen kender blandt flere en simpel kokkepige som på et årstid har anskaffet sig af sådanne ting over for 100 rigsdaler. Han ved tillige positivt at hun hverken står i nogen æragtig forbindelse med nogen ugift person der med hensyn til lovlig ægteskab kunne give hende så kostbar present, heller ikke har familieunderstøttelse eller nogen andre lovlige indkomster end hendes årlige løn der ikke er over 20 rigsdaler. Der er altså kun to kanaler hvoraf man kan slutte sig til at denne rige indtægtskilde måtte flyde. Enten at hun bedrager sit herskab eller at hun må tjene det på en måde - som jeg ikke vil nævne. Begge er de skændige og spår kun lidt godt for den der i sin tid skulle have det uheld at vælge en sådan til hustru, og det er sørgeligt at hos denne klasse hvoraf den simple borger og håndværksmand (der udgør en væsentlig del af statens styrke) i almindelighed må vælge ægtefæller, at enhver udsigt til tarvelighed, vindskibelighed, ægteskabstroskab tillige med håbet om fremtids huslige glæder, velstand og hæder, med hver dag taber sig mere og mere efter tingenes nuværende gang.

Det ville være ønskeligt og uden tvivl meget gavnligt om enhver husbond og husmor, en eller flere gange årligt, mønstrede deres pigers pynt, og nøje undersøgte og krævede regnskab for hvorfra pengene dertil var kommet. Den pige som da havde mere stads end hun kunne gøre regnskab for - på lovlig måde at have erhvervet sig, måtte afskediges og årsagen dertil anføres på hendes skudsmål til advarsel og eksempel.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4683-4684)