Ingen kan sige om København at den er en af de mest usædelige byer. Hvad angår sædelighed har den en højere standard end andre europæiske byer af samme størrelse. Og denne standard er vigtigere end hvad skønhed, rigdom, sundhed og god beliggenhed kan give en by.
I København har man ikke som adskillige andre byer, statslig autoriserede horehuse. Godt nok blev der engang arbejdet på at give København sådanne indretninger. Det påstås ikke sjældent, og det endog ikke sjældent fra agtværdige mænd, at det er en mangel at vi ikke har dem! Alligevel er dette skridt hen imod national skændsel ikke taget. Endnu tør lasten ikke trodse med privilegier efter borgerskabsbreve. Løsagtigheden skal ikke kunne sige som i disse byer: "Adlyd mig! For landets vise og mægtige har erkendt min magt som uimodståelig!".
Man kan forundre sig over at statsbestyrere kan tillade indretninger der ligefrem bryder med national sædelighed og lykke, dersom det var mere sjældent at se regeringers foranstaltninger i åbenbare strid mod ret og mod sig selv indbyrdes. Men når man kender historien, så forsvinder forundringen. Og kender man den ikke, behøver man blot at se sig omkring. Det ene sted forbydes en hel stand. Et andet sted gøres giftemål og huslig glæde næsten uopnåelig for den stand, der skal værne om medborgernes sikkerhed. Et tredje sted fritages en klasse af medborgere fra straf for forbrydelser, som alle de andre klasser straffes for. Dog denne betragtning vil blive lige så vidtløftig som ubehagelig og nedslående.
København har ikke autoriserede horehuse. Og det er godt! Men den har en mængde liderlige knejper, hvor en ruffer eller rufferske driver menneskehandel. En mængde dagdrivere, der køber sig ind i den store hærskare af øltappere for at bøde på den alt for store konkurrence ved at holde skøger. Det har København, og det er slemt nok! Det er ikke en god ting hver aften at se 1, 2, 3 liderlige kvindemennesker i en mængde døre lokke, kalde, ja endog gribe fat i forbigående mandfolk. Hvis vi sætter tallet af disse offentlige skøger til 300, hvor mange sjælebrødre, uskyldigheder kan de ikke nedbryde på 365 aftener? Hvor mange bedårede ynglinge sætter ikke her hele sin velfærd over styr. Hvor mange fædres og mødres hjerter bløder ikke ved synet af disse dræbende sirener?
København har hvad der er slemt nok: Den har en borger, der er så bekendt for den værste grad af ruffer-ugudelighed, at enhver der læser dette, genkender hans navn. Denne mand har i mange år lagt bånd på skændighedshåndværket, og det med sådan iver og held, at han endog uden for Danmark er berømt for at være en virtuos i sit fag.
Ingen fornuftig som ser alt dette, kan finde andet, end at vores love enten har overset dette onde, eller har bundet politiets hånd så fast at den ikke kan virke, som det ellers kan forventes af dets årvågenhed.
Vores lovkyndige opfordres derfor til at overveje denne sag, og foreslå et kraftigt middel mod et så skadeligt onde. Vores læger opfordres til at give en oversigt over den megen helbredstab samme kan udvirke. Og vores gejstlige talere bedes at glemme for engang den babyloniske, og anvende nogle kraftige ord på den store flok københavnske langt skadeligere - skøger!
F. C. Møller
Litteratus
(Politivennen. Hefte 23, Nr. 298, 7. januar 1804, s. 4746-4749)
I København har man ikke som adskillige andre byer, statslig autoriserede horehuse. Godt nok blev der engang arbejdet på at give København sådanne indretninger. Det påstås ikke sjældent, og det endog ikke sjældent fra agtværdige mænd, at det er en mangel at vi ikke har dem! Alligevel er dette skridt hen imod national skændsel ikke taget. Endnu tør lasten ikke trodse med privilegier efter borgerskabsbreve. Løsagtigheden skal ikke kunne sige som i disse byer: "Adlyd mig! For landets vise og mægtige har erkendt min magt som uimodståelig!".
Man kan forundre sig over at statsbestyrere kan tillade indretninger der ligefrem bryder med national sædelighed og lykke, dersom det var mere sjældent at se regeringers foranstaltninger i åbenbare strid mod ret og mod sig selv indbyrdes. Men når man kender historien, så forsvinder forundringen. Og kender man den ikke, behøver man blot at se sig omkring. Det ene sted forbydes en hel stand. Et andet sted gøres giftemål og huslig glæde næsten uopnåelig for den stand, der skal værne om medborgernes sikkerhed. Et tredje sted fritages en klasse af medborgere fra straf for forbrydelser, som alle de andre klasser straffes for. Dog denne betragtning vil blive lige så vidtløftig som ubehagelig og nedslående.
København har ikke autoriserede horehuse. Og det er godt! Men den har en mængde liderlige knejper, hvor en ruffer eller rufferske driver menneskehandel. En mængde dagdrivere, der køber sig ind i den store hærskare af øltappere for at bøde på den alt for store konkurrence ved at holde skøger. Det har København, og det er slemt nok! Det er ikke en god ting hver aften at se 1, 2, 3 liderlige kvindemennesker i en mængde døre lokke, kalde, ja endog gribe fat i forbigående mandfolk. Hvis vi sætter tallet af disse offentlige skøger til 300, hvor mange sjælebrødre, uskyldigheder kan de ikke nedbryde på 365 aftener? Hvor mange bedårede ynglinge sætter ikke her hele sin velfærd over styr. Hvor mange fædres og mødres hjerter bløder ikke ved synet af disse dræbende sirener?
København har hvad der er slemt nok: Den har en borger, der er så bekendt for den værste grad af ruffer-ugudelighed, at enhver der læser dette, genkender hans navn. Denne mand har i mange år lagt bånd på skændighedshåndværket, og det med sådan iver og held, at han endog uden for Danmark er berømt for at være en virtuos i sit fag.
Ingen fornuftig som ser alt dette, kan finde andet, end at vores love enten har overset dette onde, eller har bundet politiets hånd så fast at den ikke kan virke, som det ellers kan forventes af dets årvågenhed.
Vores lovkyndige opfordres derfor til at overveje denne sag, og foreslå et kraftigt middel mod et så skadeligt onde. Vores læger opfordres til at give en oversigt over den megen helbredstab samme kan udvirke. Og vores gejstlige talere bedes at glemme for engang den babyloniske, og anvende nogle kraftige ord på den store flok københavnske langt skadeligere - skøger!
F. C. Møller
Litteratus
(Politivennen. Hefte 23, Nr. 298, 7. januar 1804, s. 4746-4749)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar