Anmelderen heraf kender kun staden Helsingør fra gennemrejse. Han ved ikke hvem den sag han her vil fremføre, egentlig vedkomer der, men han ved at den allevegne vedkommer menneskeheden. Han har set at man i de senere tider har gjort en del nyttige indretninger i Helsingør, og han tror derfor ikke at tale til døve øren.
Følg mig da, du helsingørske embedsmand, hvem du er som her kan virke, følg mig du lykkelige der i sundets nærsomme stad får din flid kronet med rigdom, følg mig alle i helsingoranere der har hjerte for den gode sag. Ører der kunne høre den tavse jammer, øjne der kunne se den i mulmet indespærrede smerte, tunger der villigt taler for den der ikke kan tale for sig selv! Gå med mig til jeres stads dårekiste, og døm selv om menneskelighedens krav er fyldestgjort.
Dersom en dårekiste bør være et mørkt, koldt, skummelt og rædselsfuldt opholdssted, så er jeres som den bør. Skal den være sådan at den usleste menneskelige skabning hellere ville leve i en hestestald eller kostald, så er den helsingoranske dårekiste mere end god nok.
Hvad er en dårekiste? Er den et straffested for skrækkelige forbrydelser? Er den et fængsel for skadelige rovdyr? Er den en hul som man med forsæt ønsker gyseligt for at det blotte øje skal skræmme folk fra den dårlighed at gå fra forstanden?
Sku og skælv, for hvem af jer er den der ved sig sikker for at indespærres i dette fængsel, at indespærres deri af - sin nærmeste slægt, af sin elskede kone, af sine egne kære børn!
Jeg så Helsingørs dårekiste. Af alle dem jeg har set, stred den mest mod det begreb jag havde om en bygning for ulykkelige brødre og søstre. Den havde kun tre beboere, et gammelagtigt fruentimmer, - en bondekarl i sine bedste år der før var yndet af alle dem der kendte ham, der blev soldat, og da han kom hjem, fandt sin elskelige pige utro, - en gammel bonde fra Sorøkanten så vidt jeg husker der sagde han led sult, men som efter vogternes sigende snarere fik alt for meget mad.
"Kom ikke med sådant sludder, du må være artig, her er fremmede folk", sagde vogteren. "Jeg lyver ikke", sagde dåren, "Jeg ser nok de fremmede. Gud kender dem. Måske er den ene af dem grev Reventlov der vil se hvordan det her går mig".
Farvel helsingoraner! Jeg forlader jer ved denne stald. Dersom det syn jeg har vist jer, forskrækker jeres øjne, dersom det isner jeres hjerte og åbner jeres vilje og pung, oh da er det mig evig kært at have påanket en forsømt pligt, - ikke en embedspligt, ikke en øvrighedspligt, ikke engang en borgerpligt. For det er muligt, og jeg bør så længe jeg intet ved til det modsatte, antage som afgjort at kistens tilstand kan bestå med alle disse pligters strenge iagttagelse. Men en pligt der har sin domstol i det menneskelige hjerte, og sin sagfører i den ædle for ulykkelige brødre højt luende følelse!
(Politivennen nr. 379, 27. juli 1805, side 6026-6029)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar