På en betydelig andel af denne vej især nær Køge er påfyldt denne hovedlandevej grus blandet med sten af indtil en næves størrelse o.m. hvilket overmåde ødelægger vejen.
Det er bekendt nok at der i den grus som påfyldes en vej, aldrig bør være sten af en valnøds størrelse, endsige større. Ved at klemme sig fast i en hests sko gør en lille sten dyret lamt og sygt i foden, og de større sten har den betydelige fejl at de aldrig fæster sig i vejskorpen, men hele tiden stødes løs. Man vil også på alle vores veje hele tiden se løsliggende sten som følger af at ovenstående regel ikke iagttages. Men denne følge er for den kørende overmåde slem da vognen ved at gå over sådanne sten, giver et ubehageligt stød. At vognen lider mere ved sådan stød end om disse løse sten var borte, er ligefrem klart, og at hestene har godt af at trække vognen og læsset over dem, vil vel ingen påstå.
Men har man nu ikke villet eller kunnet forebygge at en vej jo er blevet belemret med disse slemme løse sten (skønt intet synes anmelderen at være lettere, for det gjaldt kun at lade det første det bedste læs som bonden førte på sit vejstykke, straks køre tilbage indtil han fik gruset lappet), så burde der i det allermindste sørges for at få dem bort. Hertil er det letteste middel for hånden: at tilsige enhver gårdmand at møde med heste og tom vogn for at sanke og bortkøre de på hans vejpart løsliggende sten.
Et par sådanne tilsigelser ville hjælpe uendelig meget til at bonden af sig selv smukt harpede sit grus for han førte det på vejen
Ved den lejlighed kunne tillige anføres at en milsten i nærheden af Køge er beskadiget således at netop indskriften er med et stykke sten gået fløjten. Nogle ville påstå at det er sket i den Castenskjoldske batalje, hvorom alting er var det at ønske at enten indskriften indhuggedes på stenen et andet sted, eller at en anden sten sattes. En milepæl uden indskrift er det femte hjul til en vogn.
(Politivennen nr. 532, 9. juli 1808, s. 8547-8549)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar