(Fortsat fra nr. 6)
(Til side 19 om Fortovsretten)
Genstanden er ikke så ubetydelig som det synes nogle. Og i alt fald er det såre godt at der eksisterer en bestemmelse hvor parterne kunne ville påstå at have lige ret, i det mindste under selvvalgte betin
(s. 118-119 mangler)
vise i det mindste den sidste på en måde der beviser det modsatte.
Indsenderen er gift og når han går med sin kone er det næsten altid i tilfældet at måtte vige selv om vi har retten på vores side for enkelte unge fruentimmer der måske og måske ikke er bedre klædte end hans kone og som vi kender ligeså lidt til som de til os. Vi mødte dog fornylig en ung dame (et vel eller moderne klædt fruentimmer) som iagttog reglen. Men det skete først da vi var kommet ganske nær hinanden, og i sin harme da hun ikke så os gøre plads, råbte: Hvor er det godt at have en mandsperson med sig! Da hun derved tilkendegav at hun ikke ville have veget for min kone der er ældre, hvis denne havde været alene, uagtet hun var på venstre side af rendestenen, og da man bør være så galant at antage at hun aldrig kunne have været så kæk om hun ikke havde troet at være beføjet til den påstand som hun imidlertid ædelmodigt fratrådte, så opstår det spørgsmål:
Hører den levemådens regel, som mandfolk gør sig, ved ikke at benytte sig af det som lovbuddet tilstår, op at være gældende når han selv går med dame og møder en eller flere damer uden chapeau eller hører den ikke op?
Det anførte eksempel viser at det mandfolk med fruentimmer som vil påstå sin ret, udsætter sig for uartighed, forhånelse, skandale. Man går hinanden næsten lige på livet, og især de som ikke har rettigheden for sig, synes at ville lade det komme an på hvad der vil ske. En anden gang, da dette skete os, ligeledes med et enkelt ungt fruentimmer, gik jeg af vejen, og sagde til min kone: Jeg ved ikke rigtigt hvorfor vi skal vige. Fordi de er to, hørte vi den opdragne pige sige. Man ser altså at hun handlede efter et system. Om det er rigtigt, vil besvarelsen af mit spørgsmål lære mig. At det må være temmelig almindeligt har jeg mærket deraf at vi har måttet vige for en virkelig ganske vel og sædelig opdragen attenårig jomfru som vi først så da vi drejede fra hende og som sikkert ville have veget, ifald hun betids havde set os, da hun i omgang viser den os skyldige agtelse. En besynderlighed er, at især simple folk som viger, ikke går nærmere til husene, men skrider over rendestenen ud på gaden, som er besværligere og hvorved de lettere kunne gøre et fejltrin og, som jeg har set, tabe fx det de bærer ud af hånden.
At jeg kun ønsker at kende min og min dames forenede pligt for at opfylde den, kunne jeg gøre indlysende ved at anføre den delikatesse jeg bruger mod personer af mit eget køn. Når jeg, uagtet min ret, vil vige for dem, så venter jeg langt fra ikke til vi er nær hinanden. Og når jeg drejer om et hjørne og i nogen afstand ser hvem som helst på det fortov hvor jeg tør påstå rangen, går jeg ikke på fortovet før jeg er forbi ham. Da jeg ikke siger hvem jeg er, tør jeg i så henseende vel fremstille mig som et mønster. Og spørger om mange har lige agtelse for besiddelsens ret? Jeg vil forsone denne selvros med et nyttigt forslag som er:
At alle som gik en vej, ville gå på et og samme fortov, at således alle som fx gør fra Amagertorv til Kongens Nytorv holder sig på den side af Østergade som er på deres venstre, og ligeledes som fra Kongens Nytorv gik til Amagertorv holdt sig ligeledes på den side af Østergade som ligger på deres venstre hånd. Dermed ophørte ikke alene tvisten, men også den virkelige ulejlighed.
(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 117-123)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar