Ved klemtningsmåden tilkendegives skorstensild. Den er sjældent farlig, og ingen har der at bestille undtagen brandfolket.
Indtræffer den om natten, så sættes hele byen i angst og bevægelse. Og ofte råbes brand i de fra ilden længst fjerntliggende egne og på tårne 1 time efter at ilden er dæmpet. Var det ikke muligt at vægterne kunne underrettes om hvor der boede folk i deres gade som hører til brandvæsnet, og at de da i dette tilfælde kun vækkede og fremkaldte dem. At man altså ikke havde mere støj og angst om natten end man har om dagen for skorstensild. Eller var det måske ikke nok at brandmajoren blev underrettet og med sin sprøjte og dens mandskab mødte?
En "brandbil" på Politivennens tid (Lahdes Kobbertrykkeri).
Til at slukke en skortensild behøver man ikke vand. I hver bagerskorsten er en klap. Når denne lukkes, går ilden ud. Er der kakkelovnsrør i skorstenen lukkes alle spjældene og skorstenen lukkes for neden, så går ilden ud. Man taler om at en skorsten kan springe. Men hvem har kunnet bevise at det er sket, når man NB ikke (som før er sket) stopper dem for oven. For da må ilden jo udbrede sig i huset, og skorstenen ved luftens presning sprænges. For at overbevise sig i det små at ilden slukkes i et rør, når den ingen luft får for neden, behøver man kun at sætte en glasskorsten som bruges ved de argadiske lamper, over et lys og lade glasset komme tæt ned mod bordet. Så vil lyset gå ud, uagtet røret er åbent for oven.
At man ved at brænde noget svovl eller en portion løst krudt på fyrstedet kan slukke skorstensilden er vel ikke ubekendt. For den damp og kvælstofgas som derved udvikles, forhindrer ilden fra at brænde og afholder ilten fra luften fra at komme i berøring med ilden. Og uden ilt brænder ingen ild. Men jeg ved ikke at det anvendes.
(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 377-379)
Indtræffer den om natten, så sættes hele byen i angst og bevægelse. Og ofte råbes brand i de fra ilden længst fjerntliggende egne og på tårne 1 time efter at ilden er dæmpet. Var det ikke muligt at vægterne kunne underrettes om hvor der boede folk i deres gade som hører til brandvæsnet, og at de da i dette tilfælde kun vækkede og fremkaldte dem. At man altså ikke havde mere støj og angst om natten end man har om dagen for skorstensild. Eller var det måske ikke nok at brandmajoren blev underrettet og med sin sprøjte og dens mandskab mødte?
Til at slukke en skortensild behøver man ikke vand. I hver bagerskorsten er en klap. Når denne lukkes, går ilden ud. Er der kakkelovnsrør i skorstenen lukkes alle spjældene og skorstenen lukkes for neden, så går ilden ud. Man taler om at en skorsten kan springe. Men hvem har kunnet bevise at det er sket, når man NB ikke (som før er sket) stopper dem for oven. For da må ilden jo udbrede sig i huset, og skorstenen ved luftens presning sprænges. For at overbevise sig i det små at ilden slukkes i et rør, når den ingen luft får for neden, behøver man kun at sætte en glasskorsten som bruges ved de argadiske lamper, over et lys og lade glasset komme tæt ned mod bordet. Så vil lyset gå ud, uagtet røret er åbent for oven.
At man ved at brænde noget svovl eller en portion løst krudt på fyrstedet kan slukke skorstensilden er vel ikke ubekendt. For den damp og kvælstofgas som derved udvikles, forhindrer ilden fra at brænde og afholder ilten fra luften fra at komme i berøring med ilden. Og uden ilt brænder ingen ild. Men jeg ved ikke at det anvendes.
(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 377-379)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar