En ædel dansk sømand (hvis navn anmelderen af frygt for at såre mandens beskedenhed ikke tør nævne) er ejer af et hus foran i Gothersgade. Kælderen under samme hus har han nu på niende år bortlejet til en gammel firsårig enke der ernærer sig af frugthandel for den meget billige leje af 26 rigsbankdaler N. B. hvilket leje han i ovennævnte tid aldeles ikke har forhøjet. Før forgangne opsigelsestid anmodede en mand som boede i nærheden, ejeren om at overlade sig denne kælder da den lå særdeles bekvemt for ham til hans næringsdrift og bød ham 200 rigsbankdaler N.B. i leje for det. Men den brave vært svarede ham at han ikke ville sætte den gamle kone i forlegenhed for husly ved at opsige hende, og uagtet hun næppe kunne betale den ringe leje han fordrede af hende, skulle hun dog forblive boende så længe hun ønskede det.
Dette eksempel på uegennyttighed og ædel tænkemåde fortjener så meget des mere højagtelse som manden ikke er rig, men må søge sit brød på søen. - Skade er det at et sådant eksempel er så sjælden iblandt os og at en meget stor del af vores husejere tænker langt anderledes. Hvor mange familier er ikke til sidste opsigelsestid blevet opsagt blot fordi værterne kunne få anledning til at forlange større leje? Ikke små summer, men hele hundrede rigsbanksdaler pålægges, og bliver det fremdeles ejerne tilladt at tage så meget de lyster, vil mange embedsmænd komme til at give hele sin gage i husleje. Allerede giver mange nu de to tredjedele, og hvor skal de da tage fornødenheder fra? En indskrænkning i sådan selvrådighed der kan drives for vidt, kunne være ønskelig og meget gavnlig. At en husejer kan have en sådan interesse af sit hus at han foruden at bo frit, kan dermed betale renterne af prioriteterne og beholde en lille sum til overs til nødvendige reparationer er der ingen der misunder ham. Men at den som lykken eller en lille sum penge har gjort til ejer af et hus eller gård vil foruden ovenstående revenyer, forlange at hans huses eller gårdes beboere endog skal føde ham, er urimeligt og kan kaldes åger i højeste grad.
(Politivennen nr. 61, Løverdagen den 1ste Marts 1817, s. 956-958)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar