Skadefroehed.

Hr. Udgiver!

Jeg har længe truet med at ville inkommodere Dem med disse linjer, ledsaget med begæring at de måtte få plads i Deres ugeskrift, men jeg har altid tænkt: måske giver den ting sig af sig selv og altså behøver du jo ikke rod eop deri, men da jeg ser at det vedbliver i den gamle slendrian, så anser jeg det for min pligt at komme frem med min anke, altså til dagen.

Jævnligt ser vi at vor nidkære politi ved plakater lader offentlig komme til kundskab hvilke pligter den retskafne, tro borger har at iagttage før ikke ved uvidenhed at pådrage sig selv ubehageligheder eller fornærme sine medborgere eller også forstyrre den ro som er så nødvendig i enhver velordnet stat. 

Imidlertid er det desto skammeligere, ja i højeste grad strafværdig, efter min enfoldige mening at sådanne plakater sjældent eller næsten aldrig kan blive på stedet hvor de er opslået, for i almindelighed bliver de straks af skadefro mennesker mens de endnu er våde, afrevet, eller også, hvad jeg anså endnu strafværdigere, overstænket med gadeskarn.

Skulle der være tvivl hos vor nidkære politidirektør om denne sandhed, da var det ønskeligt at en hemmelig undersøgelse desangående måtte blive anstillet. Anmelderen har fx på en spadseretur fra Vesterport til Jernporten ved alleen nøje efterset om de plakater har haft ro til at blive siddende som ved politiet der var besørget opslået, især da denne port meget besøges af fremmede. Men til sin ærgrelse har han erfaret at lige fra skillingsmandens hus hvor han så ruinerne af første plakat, og til indgangen til alleen, ikke fandt en eneste plakat som ikke enten var halvt afrevet eller makuleret ved urenlighed. Anmelderen gjorde herved den bemærkning om årsagen til at disse plakater ikke kunne blive siddende på deres bestemmelsessted, måske skulle stikke i at ingredienserne i det klister de opklines med, ikke var af en så god bonitet som det de fremmede kunstnere i Dyrehaven betjener sig af når de beærer os med deres sommerbesøg, til deres plakater. For disse har anmelderen altid fundet ubeskadiget og i durabel stand såvel på bræddehytterne som på træerne, længe efter at de har rømmet landet, og det var derfor ønskeligt om et eller andet fremmed geni som her på denne tid ikke er mangel på, har opfundet eller kan opfinde et arkanum til at fastgøre politiplakaterne med, vel at mærke således at det ikke blev muligt at afrive dem han da ville offentlig komme frem med det og bekendtgøre samme. Indtil sådan et klister opfindes, var det måske ikke af vejen om der på stadens gadehjørner var indrettet nogle skabe forsynet med ståltrådsgitter og lås og nøgle som det der findes ved Det Kongelige Teater, på Universitetet, Regensen og flere steder hvor sådanne nyttige og til almen gavn udgivne plakater kunne opbevares til efterretning for den ulovkyndige. Var anmelderen sikker på at hans velmente forslag ikke måtte blive misforstået, da var det at ønske at visse plakater tillige blev oversat til tysk, for desto hastigere at kunne komme til almen kundskab, da man udtrykkelig kan erfare at mange som læser eller lader som de læser disse vigtige plakater, ikke rigtig forstår hvad de læser, men en gang i mellem straks af uvidenhed i sproget, giver dem den ganske modsatte fortolkning.

Da anmelderens forslag om sådanne skabes anskaffelse måske af mange vil anses for vanskelig at bringe til udførelse, tror han blot at bemærke: at den tænkte del af stadens gård- og husejere på hvis bygninger disse plakater opslås, sikker hellere en gang for alle ville gøre denne simple bekostning, end som nu lade deres mure ugentlig overkline som aldeles ikke rekommanderer en smuk, smagfuld dekoreret bygnig i henseende til udvortes prydelse.

(Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juli 1817, s. 1339-1343)