Man må forbavses når man betragter de mange ledige og ørkesløse hænder som hovedstaden fremviser af kvindekønnet. Til den slags henregner anmelderen den store hob, næsten alle unge, raske amagerpiger som fra morgen til aften gennemstryger alle byens gader, vinkler og vråder med en kurv på armen. Enten med nogle få pund kirsebær, blommer eller nogle stykker æbler eller pærer, som disse opstøver og opkøber allevegne fra. Og således fordyres da de skal leve af det, så man for en enkelt pære kræver den ublu pris 12 skilling rigsbank.
Det samme gælder den mængde af tøser, voksne piger og friske og rørige koner som med en halv snes stykker gammelt og nyt linned, med nogle porcelænsfade, lysestager, skeer osv. fylder pladser og stader for dermed at drive en næringsvej der dog kun kan og må være sulteføde, uagtet det er begribeligt at alle disse ting derved må fordyres fordi de går gennem så mange hænder som deraf skal fødes og næres.
"Unge,
raske amagerpiger som fra morgen til aften gennemstryger alle byens
gader, vinkler og vråder med en kurv på armen. Enten med nogle få pund
kirsebær, blommer eller nogle stykker æbler eller pærer, som disse
opstøver og opkøber allevegne fra." (Samtidigt kobbertryk af amagerkone fra Lahde)
Dette så ørkesløse, unyttige og til dels skadelige erhverv forekommer anmelderen at være vokset og årligt at vokse således at det fortjener opmærksomhed. Det er rimeligt at enkelte individer som på grund af alderdom, legemsbræk eller andre specielle årsager på denne måde tillades at søge livets ophold. Men det er upassende at unge, stærke og kraftfulde mennesker på denne uværdige vej skal drive deres levetid hen. For ethvert menneske der ønsker sig livets ophold, må og skal arbejde, og staten bør have opsigt med den dovne. Det vil derfor næppe kunne nægtes at det ville være langt mere gavnligt for staten og mere værdigt for mennesket om de - jeg tør vel sige - flere tusinde således i lediggang og ørkesløshed tabte hænder blev indskærpet at gavne og ved nyttigt arbejde hædre både landet og sig selv.
Anmelderen forekommer det således at han kun skal nævne en ting der falder i kvindens lod, langt hensigtsmæssigere og ædlere, at anvende disse mange spildte hænders kræfter og flid på forarbejdning af linned, fra det groveste til det fineste, da det dog uden utvivlsomt er en skam der desværre er alt for bekendt at Danmark må købe og indføre det til forbrug nødvendige lærred fra udlandet, mens dovne kvindehænder i hundredvis vandrer gade op og gade ned med en kurv på armen der hverken nytter køber eller sælger noget reelt. Det er dog i grunden om man så må kalde det ikke andet end et honet slags tiggeri hvis rette benævnelse man under sådanne masker søger at undgå, uagtet anmelderen anser dem for anledning til på en endnu bekosteligere måde end det almindelige tiggeri at beskatte almenheden.
Vi har desværre især i hovedstaden et overmåde stort antal ørkesløse og dagdrivende hænder der under alskens benævnelser og håndteringer søger at skaffe sig et monopol på at lade sig række føden, uden at de derfor gavner staten, eller arbejder til nytte for 4 skilling et helt år om, og at disse ene og alene tærende lemmer, er usunde, skadelige og rådne grene der strengt bør holdes under saksen og kniven så at de ikke skal drage de ædle næringssafter til sig fra nyttige lemmer, det er dog vist upåtvivleligt. At pege på, ja nævne hvem disse er, ville ikke være så vanskeligt. Men anmelderen har troet for denne gang, til en mere bekvem lejlighed derom at udsætte sine tanker. Alt kan ikke ske på en gang.
(Politivennen nr. 92, Løverdagen den 4de October 1817, s. 1525-1528)
Det samme gælder den mængde af tøser, voksne piger og friske og rørige koner som med en halv snes stykker gammelt og nyt linned, med nogle porcelænsfade, lysestager, skeer osv. fylder pladser og stader for dermed at drive en næringsvej der dog kun kan og må være sulteføde, uagtet det er begribeligt at alle disse ting derved må fordyres fordi de går gennem så mange hænder som deraf skal fødes og næres.
Dette så ørkesløse, unyttige og til dels skadelige erhverv forekommer anmelderen at være vokset og årligt at vokse således at det fortjener opmærksomhed. Det er rimeligt at enkelte individer som på grund af alderdom, legemsbræk eller andre specielle årsager på denne måde tillades at søge livets ophold. Men det er upassende at unge, stærke og kraftfulde mennesker på denne uværdige vej skal drive deres levetid hen. For ethvert menneske der ønsker sig livets ophold, må og skal arbejde, og staten bør have opsigt med den dovne. Det vil derfor næppe kunne nægtes at det ville være langt mere gavnligt for staten og mere værdigt for mennesket om de - jeg tør vel sige - flere tusinde således i lediggang og ørkesløshed tabte hænder blev indskærpet at gavne og ved nyttigt arbejde hædre både landet og sig selv.
Anmelderen forekommer det således at han kun skal nævne en ting der falder i kvindens lod, langt hensigtsmæssigere og ædlere, at anvende disse mange spildte hænders kræfter og flid på forarbejdning af linned, fra det groveste til det fineste, da det dog uden utvivlsomt er en skam der desværre er alt for bekendt at Danmark må købe og indføre det til forbrug nødvendige lærred fra udlandet, mens dovne kvindehænder i hundredvis vandrer gade op og gade ned med en kurv på armen der hverken nytter køber eller sælger noget reelt. Det er dog i grunden om man så må kalde det ikke andet end et honet slags tiggeri hvis rette benævnelse man under sådanne masker søger at undgå, uagtet anmelderen anser dem for anledning til på en endnu bekosteligere måde end det almindelige tiggeri at beskatte almenheden.
Vi har desværre især i hovedstaden et overmåde stort antal ørkesløse og dagdrivende hænder der under alskens benævnelser og håndteringer søger at skaffe sig et monopol på at lade sig række føden, uden at de derfor gavner staten, eller arbejder til nytte for 4 skilling et helt år om, og at disse ene og alene tærende lemmer, er usunde, skadelige og rådne grene der strengt bør holdes under saksen og kniven så at de ikke skal drage de ædle næringssafter til sig fra nyttige lemmer, det er dog vist upåtvivleligt. At pege på, ja nævne hvem disse er, ville ikke være så vanskeligt. Men anmelderen har troet for denne gang, til en mere bekvem lejlighed derom at udsætte sine tanker. Alt kan ikke ske på en gang.
(Politivennen nr. 92, Løverdagen den 4de October 1817, s. 1525-1528)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar