Svar paa et Spørgsmaal i No. 48 *)

 (Indsendt fra Landet)

I Politivennen for 1816, nr. 48 er forespurgt: Udstrækker forældres rettigheder over deres børn sig så vidt at disse har frihed til uden ansvar at lade deres misfostre forblive misfostre når disses legemlige bræk står til at ændre?

Hertil svares:

1) Dersom enhver familie udgjorde en egen stat, så behøvede hver sådan familie som stat vist nok ikke at spørge den anden eller nogen om sine forholdsregler, sin gøren eller laden, så længe den ikke ved samme fornærmede nogen. Men

2) Da nu familier for sin egen sikkerheds skyld og af nødvendighed har måtte slå sig sammen for at udgøre mindre eller større selskaber eller stater, så er det klart at enhver familie i hvilken som helst stat den er og af hvem den nyder sikkerhed, beskyttelse, frihed til at ernære sig på allehånde lovlige måder, bør lyde dens love og forskrifter og efter sin stilling og beskaffenhed bidrage sit til samme stats tillige med sit eget velbefindende. Og hvis han ikke kan eller vil adlyde statens love og bidrage sit til dens opretholdelse og velstand, så bør han forlade den, og søge hen til en anden, hvor hans omstændigheder, sikkerhed og velstand kan synes ham behageligere.

3) Det er unægtelig hver regerings kald og pligt at beskytte sine undergivne og borgere imod andres fornærmelser, såvel landsmænds som udlændinges. Men dersom dette er så, så kan en regering ikke lade misfoster være misfoster, når deres bræk kan ændres. Så er det dens kald og pligt at hindre sådant, da derved dens borgere på flere måder fornærmes. Nu ved at have et ubehageligt og uheldssvangert syn for øjne. Nu ved at fornærmes på den mest oprørende måde når gode borgere skal berøves deres arbejdsomheds, anstrengelses, tarveligheds og sparsommeligheds ærværdige frugter af egensindige forældres dumhed og genstridighed, til at opføde og underholde ethvert unødvendigt misfoster. 

Endog om det var det rigeste mands barn, kunne regeringen ikke tillade at hver borgers nerver blev rystede ved et elendigt syn, deres sind foruroliget og deres sundhed sat på spil ved et skrækindjagende syn af sådanne misfostre. Ligesom også den allerrigeste fader aldrig kan sikre staten at det ingenlunde skulle blive staten til byrde. Ildebrand, tyvehånd, utroskab, krig, forvolder forandringer som i forvejen anses for umuligheder.

4) Dersom en stat ikke kan opretholdes og bestå ved uduelige og unyttige borgere der kun er staten til byrde og plage, ja er ligesom en bestandig omsiggribende kræft til dens viseste og hastigste ødelæggelse, så er det en regerings kald og pligt at danne sine borgere til nyttige og brugbare mennesker, såvel for dens opretholdelse som for deres eget mangesidige gavn. Og da såvel den som de selv behøver en lys og ædel sjæl i et sundt og bekvemt legeme, at foranledige uden at betage dem enhver mulig frihed eller at indsurre dem i et besværligt ledebånd dels gavnrige og religiøse kundskaber, dels velgørende legemsøvelser og færdigheder ved et sundt og kraftfuldt legeme. Det er altså nødvendigt at en regering opretter undervisningsanstalter eller skoler og beskikker lærere for sjælens forædling og legemlige øvelser. Såvel som ansætter læger og jordemødre til at fremvirke sundhed og raskhed samt skader at hæve eller afhjælpe. Men dersom nu det er ret, og den mest fortjente regerings indretninger, så er det ligeså meget

5) en slig regerings kald og pligt at se til at disse indretninger og foranstaltninger bliver brugt og nyttede. Altså dels straffe for skoleforsømmelser, dels for efterladenhed i at bruge oplærte jordemødre, dels at straffe for brug af kvaksalvere. Dersom nu alt dette er rigtigt, som nok ingen kan nægte, dersom en regering mulkterer for skoleforsømmelse, for jordemoderforsømmelse, for kvaksalveri, så kan en regering ikke andet end også at mulktere, anseligt mulktere eller også sætte på forbedringshuset eller først på vand og brød  (ligesom skoleordningen § 19 lyder) de forældre som lader deres børn blive misfostre når de kunne blive reddet. Dette er så ligefremt og plat nødvendigt at en regering ikke kan handle konsekvent og sig selv lig og retfærdig når den ikke gør det. For det er staten og det menneske ligeså skadeligt hvis mennesket eller undersåtten bliver en galning, klods og dumrian, betaget af fordomme og overtro, eller en krøbling, kort sagt, enten undersåtten og mennesket bliver en vanskabning på sjæl eller på legeme. Og endnu er det sidste staten og mennesket selv mere skadeligt. Såsom mennesket som er uoplyst, enfoldigt når han har et smukt legeme og ikke krøbling kan dog arbejde, ernære sig selv, være uskadelig for andre, gavne staten, hvilken den vanføre og krøblingen ikke kan, der stedse må blive sig selv og staten til byrde.

6) Når da en regering handler konsekvent så straffer den endog hårdere de forældre som lader deres børn blive krøblinge når de kunne reddes, end dem der ved skoleforsømmelse i henseende til sjælen lader deres børn blive enfoldigere og mindre oplyste. Således handler enhver fornuftig regering. Men nu en kristelig og nu den danske, fortrinlig agtet blandt alle kristeligt må endnu handle langt kærligere mod sine undersåtter og mod et uskyldigt barn. Følgelig er der aldeles ingen tvivl om at jo barnet endnu vil blive reddet, og at de uforstandige og egensindige forældre vil blive nødt til at handle ganske tværtimod deres forrige handlemåde.

7) Den præst altså som underrettede lægen og den læge som opererede barnet så villig og ufortrøden fortjente at nævne med fortjent hæder, og lægen i særdeleshed at belønnes. Kun synes mig at dette faktum allerede straks da forældrenes forsømmelse var kendt, burde være indberettet til amtmanden. Forældrene mulkteret af ham, eller en af dem sat på vand og brød eller til tvangsarbejde indtil barnet blev ordentligt forbundet og lægt, og hvis amtmanden havde fundet nogen anstødssten derimod, da gået ind med en forespørgsel til det danske kancelli eller til hans majestæt som ikke lader uordener finde sted, når de kan afhjælpes.

8) Men måske en hovedknude at løse står tilbage: At det er formasteligt at bruge lægen ved sådanne lejligheder, at det er at stride mod Guds gerning, at det er at ville mestre Gud, som pigen ytrede. Men hvorfor bruger da dog selvsamme mennesker lægen når jordemoderen intet kan udrette, og lægen ofte redder måde moder og barn ved at tage det med instrumenter, eller alene moderen når ellers begge ville gå i løbet, sådant er da jo også formastelse, at stride imod Guds gerning. At misfostre fødes er nødvendigt for at vise mennesket for øjne hvilken guddommelig velgerning det er at have skabt så mange 1000 og deriblandt også mig ret og lige, at det aldeles ingen forpligtelse er som Gud skylder enhver, det bør opvække ethvert tænkende væsen ved at erfare sligt nu og da til at prise Gud og til desto troligere at tjene og ære Gud med den lyse sjæl i det sunde legeme som Guds godhed giver. Men at rette fejlen er aldeles ingen formastelse. For ved den blotte fødsel er hensigten opnået, at vise mennesket at sund legeme og sjæl er uforskyldt guddommelig nåde. Så snart misfostret er født eller uheldet er sket, bør menneskers broderkærlighed og hjælpsomhed og vis og kunst træde til, og vise al den velvillige understøttelse som er mulig. Var ikke således sagens beskaffenhed så måtte heller ingen læge eller medmennesker hjælpe, læge, trøste, vederkvæge en ved kuglekvæstet i krigen, da det var Guds gerning. Pesten, børnekopper burde burde da også rase, for det var også Guds gerning. Ser du dog ikke, oh menneske! At mod elendigheden i verden findes altid lægemidler og hjælp. Skulle Gud da ikke ville at du måtte bruge disse? Visselig, visselig. Det er alle menneskers pligt.

*) Uagtet spørgsmålet allerede for længe siden er besvaret, ved det at den høje øvrighed kraftigt tog sig af den sag der foranledigede samme, tror udgiveren det dog ikke uinteressant for bladets læsere at se en kyndig og retskaffen mands besvarelse på det opkastede spørgsmål. At det kommer så sent, er fordi bladet først fra nytår har erholdt tilladelse at forsendes udenbys.

(Udg. Anm.)

(Politivennen nr. 63, Løverdagen den  15de Marts 1817, s. 978-983, 986)