Bøn til Magistraten om en ny Placat, eller, hvad endnu var bedre, om ingen Placat.

Det er plakaten ved indgangen til Assistenskirkegården hvorom talen er.

Assistenskirkegården er en af Københavns herligste indretninger, og man skal kunne rejse langt i fremmede lande uden at se dens mage. Adgangen til beskuelsen af dens bemærkelsesværdige gravminder og til nydelse af de andagts- og vemodsfølelser som vækkes når man står ved sine afdøde venners grave, burde være så nem og bekvem som muligt.

Mange udenbys folk såvel som udlændinge der kommer tilrejsende, kunne ved deres korte ophold her ønske at se og lære at kende en indretning hvoraf der går så megen ry. For ikke at tale om at mange indenbys som gerne ville spadsere derud, ikke altid ha lejlighed til at indfinde sig i de ved plakaten bestemte timer.

Undertegnede som torsdag eftermiddag den 18. november kl. 3 gik derud, fandt ved ankomsten porten nærmest ved byen lukket i lås. Jeg ville da se efter på plakaten om min hukommelse muligvis var mig utro, og at jeg tog fejl i henseende til tiden da adgangen til haven spærres. Men i stedet for plakat fandt jeg blot dens ruiner. Den var ved regn og slud blevet så aldeles beskadiget at man lige så godt kunne påtage sig at decifrere de herkulanske papirsruller som læsningen på denne plakat. Jeg besluttede da gennem Politivennen at bønfalde de ansvarlige om at lade en ny plakat kline op på brættet og derpå vandrede jeg ligesom mange flere, hvoriblandt kaptajn Kirchheiner ved 1. jyske regiment, til den længst bortlliggende port. Hvis vejen derhen havde som ofte er tilfældet, været sølet og skiden, lover jeg ikke for at der jo i vær sjæl kunne have indsneget sig det ondskabsfulde ønske at se nogen af magistraturen traske derhen i snavset, eller stå rådvild og være i vished om enten det var bedst at følge stenbroen eller gå på fortovet.

Mit andet ønske til magistraten på publikums vegne er aldeles at forskånes for plakat. I stedet for kunne der jo ansættes en portner eller den næst hosboende mand i kælderen til hvem en person eller en familie havde at betale en styver ved indgangen imod at man så kunne komme ind ad den nærmeste port til hvilken som helst tid og time på dagen. Således betales jo entreen når man vil øverst op på Rundetårn, og således betaltes for nogle år siden en styver i bompenge når man efter Solbjerg ville ind i København.

Desiderius.

(Politivennen nr. 204. Løverdagen den 27de November 1819, s. 3265-3267)