Det må vist glæde enhver fædrelandets ven når han om formiddagen passerer Kongens Nytorv at se der holde en mængde vogne som sælger frugt og grøntsager fra de på broerne eller i nærheden deraf anlagte haver, og at vi nu ikke har amagerne alene at takke for forsyningen hermed. Men passerer man stedet om eftermiddagen hen ad aften, så studser han over den mængde urenlighed som der findes og som ved hvert skridt han gør, går ham op over anklerne. Man vil derfor vist finde det rimeligt om han fremsætter det ønske at gødningen af de mange der holdende heste, samt levningerne af det foder som dagen igennem spildes mellem statuen og hovedvagten om aftenen måtte blive sammenfejer og om muligt straks bortkørt, i det mindre ikke lige der om søndagen til vansir for et torv der er et af de skønneste i Europa.
På den anden side af statuen, nemlig ved sandkisten mellem Store Strandstræde og Charlottenborg, hvor gadevognene har deres holdeplads, ser det ud som i en hestestald hvor man i 8 dage har sparet kost of skuffe. I tørvejr og når det blæser fra sydøst, får de forbigående næse og ører fulde af den hakkelse som kørekarlene hellere spilder på stedet end tager med sig i deres poser I regnvejr er stedet næsten upassabelt og en del af omtalte snavs føres tilligemed regnvandet ned i kanalen og opfylder samme. Da der for kort tid siden er truffet en meget god foranstaltning med disse køresvende, så kunne måske denne også tilføjes: at den sidste der forlod holdepladsen, skulle være forpligtet til at tage omtalte efterladenskaber med sig. Det var jo et godt læs gødning som husbonden kunne afkøbe ham. Eller også kunne denne pligt pålægges alle kørekarlene således at de skiftevis efterkom samme. For det er jo ikke for meget at enhver fejer for sin dør.
(Politivennen nr. 197, Løverdagen den 9de Oktober 1819, s. 3165-3166)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar