I det sidste årti har staden været oversvømmet af en hel legion såkaldte kommisionærer. Kun meget få af disse ved hvad det i ordets egentligste forstand er at være kommissionær. I forbigående skal det være sagt at her menes ikke de embedsmænd som udfører kommissioner for andre, for sådanne er vist nok kvalificerede dertil og har i al fald hvad duelighed og redelighed angår den offentlige mening for sig, i det mindste så længe indtil det modsatte bevises. Men indsenderen taler kun om de personer der strandede i det fag hvori de egentlig er oplært og blottede for endog den fjerneste kundskab i lovene (ja! mange af dem sågar så rå at de ikke kan skrive et rigtigt og sammenhængende brev) påtager sig kommissioner for andre og sandelig disses tal er legio.
Disse kommissionærpersonagers eksistens forskriver sig egentlig fra den tid da enhver spekulerede på køb og salg af huse og gårde. Skræddere bortslængte saksen, skomageren sylen, piskebånds- og sjakrejøder forlod deres handel, alle for at opsnuse hvem der ville sælge og hvem der ville købe huse eller gårde. De vandrede snart enkelte, snart flere fra hus til hus for at udspionere om ejeren ville sælge eller ikke, i første tilfælde fik en kommissionær at sælge, en anden forskaffende køber og begge betingede sig, hver for sig, et ublu salær af sin mandant når købet var afsluttet. Ar sørge for sin mandants tarv, våge over at han ikke blev forurettet og at dokumenterne var og blev lovformelige, vbar ganske uden for deres departement, for det forstod de ikke, kun at de fik deres salær, dette var hvad de efter deres plan kunne påpasse.
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3009-3011)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar