(Fortsat fra nr. 187.)
Ikke anderledes forholder det sig med nutidens såkaldte kommisionærer. Til dels er disse en levn fra disse gyldne komissionærperioder, til dels er antallet forøget med et tillæg af bankerotblevne handlende. Af uduelige sibjekter, af personager der var uskikkede i det fag hvori og hvortil de var opdraget og anvendt, af beplettede menesker der er forbedrede i det så bekendte store hus på Christianshavn hvor de engang var beboere. Kort: Af alskens ripsraps.
At sådanne kan vinde tillid hos borgerne, kunne man rimeligvis undres over. Men man ved at de er bekendt i hver brændevins- og høkerkippe, at de forstår at snakke den lettroende og lægmand efter munde, at de en gang imellem kigger i en formularbog, og tror derved at have sanket visdom uden dog med passende fornadring at kunne anvende deres indbildte og indslugede klogskab, så falder det vidunderlige bort, og så kan man tillige begribe hvordan den kommissionær der er og kan være det i ordets egentlige forstand (med andre ord, manden med de fornødne kundskaber og redelighed) må vige for hine og sulte, da han anser det under sin værdighed at sause i kipperne og således vinde og sópsnuse kunder. Tænker man sig nu de sørgelige følger, et forkert råd eller en ravgal plan, lagt af en indbildsk idiot der på hvilken som helst måde har vidst at tilsnige sig tillig, kan have på den ukyndige konsulerendes, ja på hele familiers vel, så tør indsenderen frit spørge: Et ikke det hele her omtalte kommissionærvæsen et uvæsen, eller rettere et uhyre som bør standses i sin fart, om ikke udryddes. Men her opstår et andet spørgsmål, nemlig hvorledes sker dette mest hensigtsmæssigt? Som bekendt er desværre mængden af borgerne især i de lavere klasser ikke så oplyste at de uden for deres egentlige fag kunne uden konsulent på egen hånd indrette enhver anden handling i livet i overensstemmelse med de foreskrevne love. Hertil kommer at der gives formaliteter i overflødigheds overflødighed og hvoraf mange så at sige har fået lovs kraft. Ved at støde an mod en eller flere af disse, strander undertiden selv den erfarne jurist, og når ikke han kan være sikker, hvorledes skulle da ikke-juristen eller den ukyndige borger være det. At mange vælfærdssager der i og for sig selv har haft alle retfærdighedens mærker, er tabt på grund af efterladenhed af enkelte eller flere formaliteter, er en bedrøvelige sandhed. Ligeså at mange fordums velhavende borgere af samme årsag har måttet gribe tiggerstaven.
Naturligt er det jo at den uerfarne borger i det øjeblik der forestår ham en vigtig handling, til hvis udførelse der behøves indsigter og kundskaber, som han mangler, opsøger sig en konsulent. Enten kender han alstså selv eller anbefales en, eller også løber han efter den sædvanlige markskrigen i aviserne. I hvilke som helst tilfælde er han uheldig i sit valg. Det er: han træffer for et af ovenfor beskrevne subjekter der vel er lige så ukyndig som han, men dog enten for at konservere sin kommissionærære eller som nok er det rigtigste, af gridskhed efter sin ny kundes penge, ikke vil være sin dumhed bekendt, men vildleder den rådspørgende og fører ham i en labyrint hvorfra han siden ikke uden betydelige tab kan reddes.
Indsenderen nævnede kommissionærernes markskrigen i aviserne. Herom et par ord. Daglig læser man tilbud om pengelån, endog af betydelige summer i avisen. Tilbyderen er naturligvis en såkaldt kommissionær. Forsøg engang kære læser at tage ham på ordet, vis ham endog det mest suffitanteste pant, og se så om han kan skaffe dig en skilling i kontanter. Nej, har han ikke som jævnligt er tilfældet, i selv samme avis hvori han tilbyder pengelån, averteret at han kan anvise sikre lånere til de og de summer etc., så kan du være vis på han først må gøre anstalt. Men vent ikke kontanter, gør derimod regning på gammelt forglemt klæde til uhyre priser osv. og herfor må du give sikkerhed, sågar i dit og din families linned, for ikke at nævne det ublu salær han forud har betinget sig, og du, inden du slipper af hans klør, må betale ham Se, således påtager man sig og udfører nu om stunder kommissioner. Derved hjælper man sin næste fra asken i ilden.
Sluttes i næste nr.
(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3015-3019)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar