At forsætligt bedrageri af hvem det end begås, fortjener ved lovenes kraft at hæmmes, er en afgjort sag. Bonden selv endog med hensyn til hans ringere oplysning, bør ingenlunde derfor mindre end andre straffes. Men ønskeligt var det om de der handler med ham etc. ville ved en bedre opførsel og sand afsky i ord og handling for bedragerier, lære ham at sådant er det der fornedrer mest af alt i hvad stand det end begås. Sørgeligt er det derimod når man på torvene ofte ser bonden omgås således at han må tro det hører til livets nødvendige sysler at drage sig ulovlige fordele af alt på hvad måde det bedst kan ske. For den agtpågivende mand vil det være synligt at enhver bonde på offentlige torve og udsalgssteder sidder på sin vogn som han sad på gløder *) og tror ifølge hans erfaring, at han er omgivet af lutter mennesker der søger at narre ham, og tilvender sig af hans første bedste uforsigtighed deres gavn og hans tab. I en skole som den bønderne på torve må gennemgå, vil vel ingen undre sig over om hist og her et slet eksempel virker til efterfølgelse eller videre overtænkt udførelse på bondemaner. Anmelderen har ofte set og enhver det er om at gøre, kan jo let erfare på hvor mange lave, egennyttige for ikke at sige værre måder, bonden på offentlig torv i hovedstaden behandles af de mange, mangehånde og ofte lavest tænkende handelsmænd der indfinder sig. Man sparer intet for at bringe den stakkels bonde i vildrede. Man anvender alle slags løjer, brændevinsvittigheder etc. for at se, som man kalder det, sit snit og føre ham bag lyset. Hvorledes vil man nu af en bonde forlange en reel og pletløs handlemåde når daglige eksempler fordærver ham og ligesom tvinger ham til på samme måde at prøve at gengælde lige med lige. Anmelderen har med harme flere end en gang set den kildren vedkommende har følt når de har narret en stakkels bonde, som dette ørkesløse pak skylder livets ophold år ud og år ind, og på hans regning drive lediggangens magelige dage. Alt er godt nok for at jage i bonden, og selv til at fortrædige ham griber man ethvert middel. Således for blot at anføre et som anmelderen nylig har set, er det efter hans mening højst lumpent at man piller de gamle indkaldte sedler ud, for på torvene dermed at betale bønder, da dette måske kunne forvolde disse tab, i det mindste ulejlighed, uagtet den dagdriver der gjorde det, har i mange år intet bestilt uden det meste af dagen at sælge hovedkød med en pibe i munden og omtrent hver halve time drikke sig en snaps brændevin dertil. Det var vel værd at vide hvor bonden skulle lære moral fra når han drager til torvs. At han ikke er værre end han er, må man snarere undre sig over. For vist er det at bonden ikke har ført bedrageriet fra landet til torvet, men at han har lært det der. Den klage der forresten er ført over forvanskningen af sæden er jo køberen egen skyld. For ville han og enhver enes om at købe korn efter vægt, så lod i det mindste dette fif sig ikke praktisere, hverken af bonden eller nogen anden. Dette råd har oftere været givet, det ville i mange tilfælde være gavnligt, men formodentlig må der for den ene som for den anden være årsager hvorfor man ikke ønsker det.
* * *
Ved denne lejlighed - aldeles ikke som forsvar for noget slags bedrageri - kunne det synes passende at anføre forskellen på en del priser der slet ikke står i forhold med tiderne og let kan foranledige en fordærvelse i tænkemåden som virkelig trang fremkalder. Bonden er den første borger i staten, uden ham, ingen stat. Det er hans sure erhverv, hans hårde slid der skal skaffe den væsentligste næring til alle stænder, især hvor handelen er tabt. Men hvem indrømmer eller blot lader sig denne sandhed falde i tanker. Alt løfter sin stemme mod ham når han kun afviger det mindste skridt fra den rette vej. Hundrede gange er han måske blevet narret. En gang gør han et forsøg, kommer slet fra det og nu er ikke alene han, men hele standen altid bedragere. Han har intet at tage til uden hans eget, og dette skal han dele med mange. Han gør det godmodig, man hører ham aldrig løfte sin stemme imod de lovlige pålæg han yder, med mindre han også fra stæderne har hentet denne lærdom. Desuagtet fastsættes for ham i stæderne ikke alene hvad han skal have for sit arbejde, for sin sved, men også hvad han skal give for sine nødvendigheder, og vi påstå, og tro at finde medhold hos enhver rimeligt tænkende at forholdet i nærværende tider er meget ufordelagtig for bonden. Hans vigtigste indtægt er korn af alle slags. I mands minde har kornpriserne ikke været så lave som de nærværende; derimod står folkeløn, jern, brændevin og mange flere ting, i forhold hertil meget højt. For en tønde byg får han kun 6 potter dansk brændevin,1 Lpd. jern for samme pris, og en karls løn er 40 Rbd. Et Lpd lys har kostet 7 Rbd., det koster nu 6Rbd. 2 mark. Meget for højt. En pibe tobak vil bonden også imellem have, men den har han forventeligt måttet frasige sig, fordi ingen pris på nogen artikel har holdt sig så urimeligt højt som denne **). At ville gennemgå alt, blev lige så vidtløftigt som unyttigt, ifølge den nærværende tænkemåde. For bondens kår og bondens trang er for den store tankeløse mængde et aldeles uværdigt øjemed, da alt drejer sig om deres egne egennyttige hensigter som de indbilder sig selv og andre statens velfærd afhænger. Disse mennesker regne alt i species efter gammel courant når de sælge, men køber de, så regner de efter rigsbankdaler sedler, og tror at denne regningsmåde kan ingen med god grund klage over. Så længe pengene ikke for alle købere og sælgere skal have en værdi, så er det klart at et skadeligt misforhold heraf må opstå. Landets mønt er nu rigsbankdaler sølv, og at ville blande den gamle regningsmåde med den nye, er højst urimeligt. Anmelderen mindes for eksempel ikke at have betalt 1 Lpd lys før højere end 15 til 16 mark. Denne artikel skulle da nu, især da en stor del af råmaterialet hertil haves i landet, ikke koste mere end 3 rigsbankdaler 48 sk. i sedler. Hvorledes skal den ellers komme ud der må sælge sit produkt efter landets nuværende mønt, og købe sine fornødenheder efter en møntfod og møntsort som kun interessen vedligeholder? - Hvorledes skal den store mængde der lever af rede penge i landets nuværende mønt, balancere mod sådan en regnekunst? Grunden til den største trang mener anmelderen at ligge i dette misforhold, og det kan næppe hæves uden ved en rimeligere tænkemåde.
*) Man ser meget ofte torvevogne således indbringede af et vist slags købere der straks bemægtiger sig med hver finger på hver hånd et stykke af de falbydende ting, som de ikke i hele klokketimer slipper, og det er ligeså umuligt som tilrådeligt for en anden køber at nærme sig sådanne vogne, ifald han ikke er ligeså næve- som lungefast som hine. Da denne handelsmåde ikke tåles eller finder sted hos andre handlende, ville det vist også være gavnligt i flere end en henseende at den forjoges fra torvene. Hertil ville udsalg på flere torve være tjenlig.
**) De vedvarende ublu priser på tobakken ved man ikke at forklare sig. Kun kan man anføre hvad der er notorisk sandt. Den sort god røgtobak som i 1807 kostede 28 sk. dansk courant, koster nu 7, 8, 9 mark rigsbankpenge. På Børsen blev den 15. september forauktioneret 52 fade virginblade, hvoraf intet, i det mindste højst ubetydeligt, blev solgt, fordi kun blev budt 24 a 26 sk. pr. pund. Den 18. oktober blev 26 fade af samme slags solgt til 32 sk. pd. med tilladelse at vælge deraf hvad man ville. Det blev solgt i ringsbank, og man må dog være overbevist om at dette fabrikeres her til røgtobak på 28 lod kardusen.
(Politivennen No. 258, Løverdagen den 9de December 1820. Side 4161-69).
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 256 (s. d.).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar