Med særdeles megen fornøjelse har jeg med nogle af mine venner nu i en rum tid læst Deres ugeblad "Politivennen" og skylder Dem min varmeste tak for denne behagelige læsning. Nytten af dette blad kan ikke andet end være stor. Men dens væsentlige nytte indskrænker sig dog formodentlig i særdeleshed kun til hovedstaden, hvis årsag er meget at beklage at kun få bidrag i overensstemmelse med bladet plan indsendes fra provinserne. Stof fejler der vel ikke, den haves vist i overflødighed i mange købstæder, både i Danmark i hertugdømmerne. Derom er jeg og flere så fast overbevist som om den sandhed at temperaturen på St. Hansdag er mildere end nytårsdag. Hvad er da egentlig årsagen hvorfor der næsten aldeles mangler passende bidrag fra provinserne? Skulle det vel være frygt for vedkommende embedsmænd eller andre personer at ingen vover at benytte sig af Deres indbydelse til sine medborgeres gavn og sin bys hæder? (Denne ædle hensigt opnås gennem Deres blad i det mindste i hovedstaden hvilket blandt andet bevises af de fra tid til anden indrykkede bekendtgørelser at disse og hine påankede uordener mv. er blevet afskaffet). Men, da var det jo en skam for dem der efter deres borgerlige stilling på denne måde kune stifte nytte og gør det ikke, ja de fornærmer endog selv derved såvel disse embedsmænd som andre personer hvis de tiltror dem den niddingstænkemåde at de ikke tålmodigt kunne høre og læse sandheden og ville forfølge den der taler den offentlig gennem Deres ugeblad. Jeg, i min stand, anser mig ikke beføjet til sådanne meddelelser, hvilke i øvrigt som sagt vel ville blive temmelig indholdsrig, og forventeligt stifte megen nytte for borgersamfundet.
* * *
Allerede i det første nummer af Politivennen ytrede jeg det ønske at bladet måtte læses og stifte nytte endog i provinserne. I året 1816 da jeg havde fået kongelig allernådigst tilladelse til bladets forsendelse med posten, lod jeg en bekendtgørelse desangående der tillige indeholdt en anmodning om bidrag, indføre i Statstidende og i alle provins- og stiftsaviser. Desuden indenholder de fleste af de udkomne numre en kundgørelse at bidrag fra provinserne ønskes og modtages med taknemmelighed. Desuagtet har kun meget få som De rigtigt bemærker, benyttet sig af mit tilbud eller opfyldt mit ønske. At alting overalt skulle være så rent og purt at ingen forbedring var tænkelig eller nødvendig, har jeg flere gange ytret tvivl om. Jeg er derfor lige så uvidende som De om hvorfor man i provinserne er så sparsomme på anmeldelser og bemærkninger når de ikke holdes tilbage af tåbelig frygt for at støde gevatterskabet eller borgmester for hovedet. Muligvis kan også vanan forårsage at man finder sig i visse uordener og tror at disse har vundet hævd. Ligegyldighed og magelighed er vel også som oftest grunden. Hvad går det mig an? siger nogle, og andre gider ikke skrive - og nu når det gælder om et par skilling i postpenge, så er dette offer for stort. Man kaster ikke således sine penge bort. De vil heraf se at skylden ikke er hos mig, skønt jeg ikke til fulde kan sige Dem hvori den egentlig stikker.
I henseende til slutningen af Deres brev, må jeg bemærke at De i Deres stand som militær er lige så kompetent som nogen civil til at ytre Deres mening om en eller anden mangel. Fejl eller ufuldkommenhed, ja jeg vover endog at tro at det kunne henhøre under Deres pligter, eftersom det altid bliver pligt for enhver embedsmand at bidrage til at rette hvad der urigtigt er blevet kroget. Behag derfor at sende mig Deres begrundede bemærkninger, jeg skal modtage dem med taknemmelighed og blive Dem forbundet derfor, ligesom jeg allerede er det for de gode tanker De nærer og har ytret om mit blad.
Udg.
(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3779-3782)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar