I et yderst hypokonderlune har forfatteren af stykket "Om tjenestepiger" i Politivennen nr. 304 og 306 grebet pennen for at udkaste et maleri som i alle dets nuancer kun har hjemme i fantasien, til lykke ikke i det virkelige liv. Den kvindelige tjenende klasse måtte ellers være rene afskum. Det er sandt der kan gives, og der gives vel også nogle tjenestepiger som kan have flere og færre af de i hint stykke opregnede laster. Men at nedværdige en hel klasse så dybt for nogles skyld, er uretfærdigt. Højst uheldigt må forfatteren have været om han altid skulle have truffet for sådanne uværdige skabninger. Og en årsag må da vist dertil være hentet fra en anden side. Det var ikke alene beklageligt, men det var umuligt at samfundet kunne bestå når mængden af tjenestetyende svarede til denne skildring. Det er lige så sandt at et godt herskab formår at tilbageføre et på afveje værende tjenestetyende, men det koster nogen umage, og hvor få gider anvendt denne på at stifte godt. De tænker ikke på den uundværlige nytte et tyende gør dem, ikke på den fornedrende stilling det nyder i livet, de retter aldrig med blidhed på det, eller søger ved godhed at lette dets sure lod, men de slår straks om sig med lønnen og porten, føden vil jeg ikke nævne, for den skal på mange steder være højst ussel. Selv lønnen som forfatteren råber på, er langt fra at være for høj, den er meget for ringe for et godt tjenestetyende. I borgerklassen som er den største, får en pige 12, 14 til 16 rigsbankdaler halvårlig. Hvor langt skal hun komme hermed når særke, sko, strømper og øvrige klædningsstykker skal indkøbes efter nuværende handelsprincip at tage 100 pct. på alle varer. Daglig afslides, og når året er omme, så er alt som man siger, gået af hånden i munden. Om ikke altid et sådant tjenestetyende der tænker på sin alderdom, kan være mild og venlig, er det at undres over? Dog gives der mange tro, gode, hengivne tjenetsefolk der var en bedreskæbne værdig. Og det må til ære for religion og menneskehed være så. Men gives der ikke også på den anden side mange slette husbonder og madmødre? Jo, desværre!
Det kan ikke nægtes. I samtaler med de ynkværdige skabninger der fra salsjomfruer synker ned til den beklagelsesværdigste forfatning, vil man læse hvor mange husbonder og madmødre der har disses kummerfulde liv på deres samvittighed. Den vellystige husbond ser med brændende brynde et glat ansigt, og gør dette til målet for hans lidenskab. Hunfæstes, ung, uskyldig og uden mistanke, og inden føje tid er hun ved frygt, magt, uerfarenhed eller overtalelse moder. Nu jages hun bort, foragtet af sine frænder synker hun hver dag dybere. Såre gavnligt ville det være om et uberørt fruentimmer der kunne godtgøre at være besvangret af sin husbond, kunne ved lovene nå en anden satisfaktion end den tilfredsstillet vellyst yder hende. Måske tjenestepigeklassen herved ville blive langt bedre forbedret end man tror. Anmelderen ved flere ofre på denne vej. Uden blusel for kone og børn ser man flere frugtsommelige tjenestepiger i huse hvor man ikke tør frikende husbonden. Madmødrene er på mangfoldige steder selv højst sure, bydende, vrantne, ja ilsindede og dertil enten af trang eller gerrighed så sparsomme på føden at det er umuligt at tjenestetyende der arbejder, kan mættes. Men derom meldes intet. Mange steder har man for skik at rage allehånde sammen og sætte det for pigen når man selv spiser lækre retter. Den madmoder der tænker som hun bør, giver sin tjenestepige af samme gryde hun selv spiser. Jeg ved en pige som efter at blive sultet de seks dage om ugen, blev den syvende, om søndagen, jaget ud om morgenen kl. 10 under påskud af frihed for at spare maden til hende den dag.
Der er nogle dårlige tjenestetydende, jeg gentager det, men der er også mange dårlige husbonder, og hvorledes vil man håbe fra et dårligt herskab at få et godt tjenestetyende. Var herskaberne alle gode, så ville der være få dårlige tjenere. Man bør være rimelig og ikke kræve dyder hos ens undergivne som man ofte selv mangler. Det er let at se skærven i andres øje. Adresseavisen nr. 254 for dette år vidner med mig at ikke alle kvindelige tjenestetyende er så hård en dom værdige som ovennævnte forfatter fælder, idet den angiver at 288 ansøgninger var indkommet til det søsterlige velgørenheds selskab der kan give den pågældende adgang til belønning for lang og tro tjeneste. Forbedringen hos tjenestetyendet må som så meget andet, hentes ovenfra.
Men hvorledes kan man undre over at der er blevet så mange flere dårlige tjenestepiger nu end der før har været, da krigens periode skabte madammer og madmødre i overflod af den slags der selv ikke ar dannet til at herske, og hvis tåbelige overmod, forfængelighed og råhed ved idelige kapricer og luner måtte ødelægge det bedste tjenestetyende. Fra denne epoke er el endnu en del til overs. Men når en tom titel ikke længere behersker husmoderen, så vil også hun gøre sin pligt og derved spærre mange lejligheder der nu af fornemhed står åben for tjenestepigen til at handle dårligt. Lejlighed gør tyve, siger ordsproget, og man kan dog med rimelighed ikke kræve den strengeste moral hos tjenestetyendet. Tiden må og den vil også rette dette, med meget andet som omstændigheder har forværret. - Da det lader til at forfatteren har lyst til at trække denne materie ud i det uendelig, så kan man her ikke indlade sig på besvarelse af alt, men når han omtaler tjenestekarles forhold som fortrinligt i forhold til tjenestepigernes, så indlader han sig på at bedømme hvad han ikke kender.
(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4951-4957).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar