Om Tjenestepiger.

(Slutning, se forrige nummer)

Ligesom enhver svend eller anden person der giver sig i tjeneste for at erhverve sit udkomme, lønnes efter fortjenester og beviserne på sin duelighed, lige så burde også pigernes løn bestemmes efter deres duelighed (nu derimod forlanger den uduelige lige så meget som den duelige). En dygtig pige som på egen hånd kan til fuldkommenhed udføre alt arbejde som forefalder i huset, bør have så høj løn at hun godt kan anskaffe sig alle fornødenheder efter hendes stand. Den derimod som kun ved hjælp at tilsyn kan udføre sit arbejde til fuldkommenhed, burde have noget mindre. Den der slet intet kan påtage sig uden at husmoderen bestandig går hos, eller den der giver sig ud for at forstå hvad man siden erfarer hun ikke forstår, burde anses lige med den der påtager sig det første tjeneår, og burde ikke have andet end føden, før hun især ved egen flid, var dannet til at udføre noget til gavns. Derfor burde deres løn ikke fast bestemmes før efter ½ års tjeneste og stige eller falde eftersom man var mere eller mindre tilfreds med dem. Dog intet uden øvrighedens vidende, for at ingen skulle kunne beskyldes for uretfærdighed. - Selv om det hedder at de ikke har andet end føden, er det dog langt mere, fx logi, varme, lys, vask, lærdom. Lutter store og kostbare ting som mange sukker efter der med alle opbudte kræfter næppe formår at skaffe sig føden. Når pigen altså passer sin dont som hun bør og gør sig værdig til en god behandling, vinder hun derved alle livets fornødenheder, og bør anse sig som et lykkeligt menneske, men sådanne betragtninger gøres vist nok kun af få som nyder dette gode. - Hvor mange mennesker er der ikke endog langt over den tjenende klasse, som ikke kan siges at være så lykkelige? Det er sandt, tjenestefolk slider og slæber meget. Men må vi ikke alle det, hver på sin måde? Og hvor mange er der ikke som dog alligevel kun har føden derfor? Og hvor mange ville ikke gerne påtage sig svære arbejder for føden alene. Tjenestepigerne har jo også den fordel hvis de bliver syge at få fri doktor, medicin og pleje, eller man må betale for dem på hospitalet, og hvad enten der er der eller hjemme, må man holde og lønne fremmede i deres sted til husgerningerne, ja vel endog (om de er hjemme i huset hvor de tjener) til deres opvartning om man ikke selv kan eller vil passe dem. Desuden må man give dem fuld løn - men dette er måske ikke fornødent, for når det findes rimeligt at kongens folk afkvitter i deres sold for den tid de ligger syge på hospitalet, og ingen tjeneste kan gøre, skulle det da ikke også være rimeligt at tjenestepiger eller andre tjenende mistede noget af lønnen i så tilfælde? (Var det ikke rimeligt at enhver tjenestepige uden hensyn til at hun tjente rige eller fattige, tilstedes fri pleje på hospitalet når hun ikke har anden understøttelse end hendes løn? Eller er det en byrde som under alle omstændigheder bliver husfaderen? Indsenderen kender ikke bestemmelserne som måtte være herfor, men tror ikke at nogen som helst embedsmand nyder af stadens understøttelse i sygdoms tilfælde, og ved derfor ikke hvorvidt tjenestefolk kan kræve sådant fordi de tjener. Kur og pleje hjemme i huset er måske en undtagelse, men når de enten selv forlanger at komme på hospitalet eller sygdommen er af den beskaffenhed at de mår der, synes det rimeligt at de bidrog efter evne til omkostningerne, når fri pleje ikke har været at få).

For alle de store fordele der som anført, sikrer enhver tjenende for nød eller nogen som helst trang, kan man vist fordre at de til gengæld opfylder deres pligter til fuldkommenhed, og vil man endog i strenghed kræve dette, så har man dog i det mindste ret til at kræve opmærksomhed og taknemmelighed, rimelighed, lydighed og beskedenhed.

Det var vel ikke upassende om tjenestepigerne i det mindste i de første tjenesteår og fremdeles så længe de havde fejl som kunne have skadelige følger, skaffede kaution for deres duelighed, opførsel og den mulige skade som skødesløshed måtte kunne forvolde - hvilken de absolut bør betale.

Anslås en ordentlig piges fornødenheder at kræve i årlig tilvækst: 2 stk linned, 2 kjoler, 2 forklæder, 2 tørklæder, 2 kapper, 2 par strømper, et skørt og 3 par sko, alt godt, men simpelt, tros det at være tilstrækkeligt og ville med hensyn til reparationer og små håndudgifter kunne anskaffes for 30 rigsbankdaler rede sølv *). Pigen kunne derfor klæde sig net og anstændigt, skønt simpel. Højere løn burde ingenlunde gives årligt, og det ville være en skam måske endog utilladeligt at forlange mere. For når man regner de før anførte agrements: kost, logi, lys, varme, vask, bliver pigen såmænd dyr nok. En pige til sådan løn burde da kunne forestå alt i et hus på egen hånd, og af egen drift, og til fuldkommen tilfredshed. Med andre ord: det måtte være en ferm pige. De mindre ferme piger kunne gives 5, 20, 15, 10, 5 rigsbankdaler rede sølv, eller føden alene, og måske løfte om et stykke klædemon for udvist flid. Dette ville sikkert tvinge dem til at blive gode, når man streng, men retfærdig holdt herover. For fæstepenge burde også sættes en bestemmelse. For ellers kunne let flere misbrug for at vinde der hvad måske tabtes på lønnen. Mon 1 eller 2 rigsbankdaler var passende?

Også ville det vist være en god om ikke bedste vej til tjenestepigernes forbedring og moralsk gode dannelse ifald der i skudsmålet blev afslået rubrikker med følgende overskrifter som husbonden nøjagtig og samvittighedsfuld måtte udfylde ved skiftning, nemlig: 1) I hvad egenskab og hvor længe tjent på stedet. 2) Hvad løn fået. 3) om hun fortjener mere eller indre løn. 4) Opførsel. 5) Til hvad husgerning hun især er dygtig. 6) Om hun er renlig eller skidenfærdig. 7) Tro eller utro. 8) Flittig eller doven. 9) Forsigtig og varlig med husbonds gods. 10) Uforsigtig og skødesløs med ditto. 11) Ituslået meget eller lidt. 12) Ligegyldig ved sine beskæftigelser eller 13) udført dem med iver og ambition. 14) Om straffet og hvormed m.v. som måtte findes passende og nyttigt. Dette ville være et bånd på dem der ikke nænner at give dårlige skudsmål og en indretning der vist let kunne indføres, og som havde den fordel at man straks forud vidste pigens gode og svage sider. For at være sikker på at de dårlige skudsmål ikke blev bortkastet, eller falskomskrevet, men at de lige så vel som de gode blev forevist vedkommende politiassistent, var det rådeligt at husbonden som har været nødt til at give en dårlig anbefaling, selv leverede skudsmålet, og ikke pigen, så hun kunne blive straffet på den for forseelser udtænkte måde. Om øvrigheden i det mindste for en tid, lod sig hver måned rapportere om tjenestepigernes opførsel etc. på et skema som indeholdt de her omtalte rubrikker, og de som havde forset sig blev alvorligt straffede, ville sikkert en meget kort tid være tilstrækkelig til at se en god virkning. Og man ville straks kræve opgivet hvorledes ethvert tyende har opført sig i sin tjenetid, blot på det sted hun nu er, ville man upåtvivlelig få den sandeste efterretning om de gode og dårlige, siden de ikke aner en sådan opfordring. 

At mangfoldige klager over tjenestepigerne vist med rimelig grund er en sandhed. Men hvad hjælper det når intet sættes i udøvelse til deres forbedring. I håb om at møde bifald tillader indsenderen heraf sig at levere sit forlag med det hjerteligste ønske at der må tages i alvorlig overvejelse hvad ved denne vigtige sag er at gøre, og at indsigtsfulde, rigtigt følende og rigtigt dømmende retfærdige mænd ville række hånden til for at afhjælpe det onde der synes at rase blandt det kvindelige tyende.

Skulle intet reflekteres på det heri givne forslag, så har indsenderen dog den bevidsthed at have opfyldt sin pligt mod sine medmennesker, mod tyendet selv, ja mod hele staten, idet han med et inderligt deltagende, fredelskende hjerte gør opmærksom på at søge midler mod det onde, eller den husfred der nu til dags er så almindelig.

Til slut bemærkes at dette hverken er en hurtig fattet, eller fortvivlet ide, men at indsenderen har haft den i flere år (i  hvilken tud har været lejlighed til at samle megen erfaring) og kun tilbageholdt offentliggørelsen i håb om at det måtte blive ufornødent - desto værre har dette håb hidtil været fejlslagen.

* I rede sølv bør lønnen fastsættes.

(Politivennen nr. 307. Løverdagen den 17de November 1821, s. 4930-4938).

Redacteurens Anmærkning.

Forfatteren får svar på tiltalerne i Politivennen nr. 308. 24. november 1821, s. 4951-4957.