Man takker undertiden i dette blad de respektive ansvarlige for at have opsat en del bænke i de senere år i offentlige spadseregange, til stor nytte for aldrende og svage folk. Dette er også ret bravt, og man må glæde sig over at der dog findes nogle som efter evne stræber at afhjælpe enhver fejl der bliver påpeget. Men mon denne velvilje ikke har givet anledning til ulempe på et par steder? Jo! Jeg tror det!
I Frederiksberg Have forbi blomsterhaven lidt indenfor schweitzerens stade står to halvrunde bænke. Ligeledes i Kongens Have tæt ved indgangen fra Kronprinsessegade. Man kalder dem ondskabsfuldt mønstringsbænkene (mindre klassisk Skærsilden, dvs. det sted hvor sjælene i munkenes gyldne dage lutredes). Disse bænke var i sandhed til stor nytte hvis gamle folk hvilede sig på dem. Men i stedet for dem ser man at en god portion af de såkaldte støvere, lapser, wienerherrer, springfyre, kontordrenge og flere af samme surdej mellem 14 og 20 år med en tynd spanskrørsstok, briller på næsen, oppurret hår. og - Ja hvad mener læseren? - med forlorne bryster og virkeligt snøreliv midt i hundedagene! Sådanne svagelige og aldrende folk ses for det meste på disse bænke! Her sidder de i ro og mag. Og mens de hviler deres gamle ben enten roser eller revser de forbigående. Folk af undseelse der skammer sig ved at blive overbegloet af disse bebrillede smådrenge, skynder sig enten forbi, eller de går hellere en lang omvej, da bænkene står ved den mest befærdede indgang.
"I
Frederiksberg Have forbi blomsterhaven lidt indenfor schweitzerens stade
står to halvrunde bænke, ligeledes i Kongens Have tæt ved indgangen
fra Kronprinsessegade. Man kalder dem ondskabsfuldt mønstringsbænkene
(mindre klassisk Skærsilden, dvs. det sted hvor sjælene i munkenes
gyldne dage lutredes)."
Politivennen er en gammel revser af al sådan uskik, og anmelderen tror derfor også denne gang tilbøjelig til at hjælpe. Råd er der nok af, blandt andet et såvidt skønnes ganske nemt: Disse fire bænke burde helt fjernes, og kun den tomme plads være tilbage. "Men gud bevares, gamle folk må dog have sæde på så lang vej", vil man indvende. Det har de stadig, der er jo bænke nok i nærheden i begge haver foruden disse. Indvendingen er altså tom.
Til slut en lille historie: Før hans majestæt kongen tog ud til sommerresidensen, kom anmelderen gennem Frederiksberg Have. Bænkene var endnu ikke sat ud. Men ligesom fuglen forgæves flagrer over ruinerne af det brændte hus i håb om at finde sin gamle rede, således vimsede også her et halvt dusin af disse herrer og overbegloede de forbigående, især smukke kvinder. De ærgrede sig rigtignok over at bænkene var borte, men blev dog stående der hele fire timer i række. Når de således hver gang måtte overbeglo folk stående, ville de måske nok kedes og publikum blive besværlig mønstring kvit.
(Politivennen nr. 295. Løverdagen den 25. Augusti 1821, s. 4735-4738).
I Frederiksberg Have forbi blomsterhaven lidt indenfor schweitzerens stade står to halvrunde bænke. Ligeledes i Kongens Have tæt ved indgangen fra Kronprinsessegade. Man kalder dem ondskabsfuldt mønstringsbænkene (mindre klassisk Skærsilden, dvs. det sted hvor sjælene i munkenes gyldne dage lutredes). Disse bænke var i sandhed til stor nytte hvis gamle folk hvilede sig på dem. Men i stedet for dem ser man at en god portion af de såkaldte støvere, lapser, wienerherrer, springfyre, kontordrenge og flere af samme surdej mellem 14 og 20 år med en tynd spanskrørsstok, briller på næsen, oppurret hår. og - Ja hvad mener læseren? - med forlorne bryster og virkeligt snøreliv midt i hundedagene! Sådanne svagelige og aldrende folk ses for det meste på disse bænke! Her sidder de i ro og mag. Og mens de hviler deres gamle ben enten roser eller revser de forbigående. Folk af undseelse der skammer sig ved at blive overbegloet af disse bebrillede smådrenge, skynder sig enten forbi, eller de går hellere en lang omvej, da bænkene står ved den mest befærdede indgang.
Politivennen er en gammel revser af al sådan uskik, og anmelderen tror derfor også denne gang tilbøjelig til at hjælpe. Råd er der nok af, blandt andet et såvidt skønnes ganske nemt: Disse fire bænke burde helt fjernes, og kun den tomme plads være tilbage. "Men gud bevares, gamle folk må dog have sæde på så lang vej", vil man indvende. Det har de stadig, der er jo bænke nok i nærheden i begge haver foruden disse. Indvendingen er altså tom.
Til slut en lille historie: Før hans majestæt kongen tog ud til sommerresidensen, kom anmelderen gennem Frederiksberg Have. Bænkene var endnu ikke sat ud. Men ligesom fuglen forgæves flagrer over ruinerne af det brændte hus i håb om at finde sin gamle rede, således vimsede også her et halvt dusin af disse herrer og overbegloede de forbigående, især smukke kvinder. De ærgrede sig rigtignok over at bænkene var borte, men blev dog stående der hele fire timer i række. Når de således hver gang måtte overbeglo folk stående, ville de måske nok kedes og publikum blive besværlig mønstring kvit.
(Politivennen nr. 295. Løverdagen den 25. Augusti 1821, s. 4735-4738).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar