Endnu Noget i Anledning af Sagen conta de militaire Lærere.

Aldrig har jeg i min anmærkning i dette blads nr. 349 på noget sted søgt at forsvare hård behandling ved militære øvelser, for en sådan har jeg aldrig statueret. Min hensigt gik ene og alene ud på at bevise hvor urimeligt det var at udlede ungdommens urigtige forhold fra iagttagelsen af det som forgår ved oven nævnte øvelser. Og da anmelderen af et i nr. 352 indrykket svar, ikke med en stavelse vedrører denne sag, så må jeg anse ham for overbevist ved mine grunde, og derfor - intet mere herom. Men hans i omtalte svar gjorte temmelig ublide udfald på de militære lærere i almindelighed og underofficeren i særdeleshed - kan jeg ikke lade være upåankede når jeg først har bevist at det hverken er ulovligt eller urimeligt at forsvare omtalte behandling, den kun han og ingenlunde jeg, behager at kalde hård.

Den ærede herre har ikke med agtsomhed læst de i min "anmærkning" anførte ord, for ellers ville han næppe have overset at der står: "i vor tidsalder da en god konge med særdeles faderlig omhu våger over soldatens humane behandling". Dette er en uomstødelig sandhed og jeg tror at ordet "våger" nok så megt betyder at det ikke alene er hans kongelige majestæts allernådigste vilje at soldaten bliver behandlet på human måde, men at han også med faderomhu påser sin kongelige vilje efterlevet.

Særdeles duelige og retsindige mænd er sat til forstandere og lærere for den militære ekcerserskole, hvilke altid med årvågenhed påser hans majestæts allerhøjeste befalinger efterfulgt af enhver af deres undergiven, og i sandhed! Eksempler lærer nok så meget at ingen overtrædelse deraf bliver ustraffet.

Mon det nu som en følge af det foregående, ikke skulle være mere lovligt på en anstændig måde at tage til genmæle når så mange agtværdige menneskers fremgangsmåde bliver sat i et urigtigt lys, end denne urigtige belysning i og for sig selv af en mand som efter hans bestemte tone at regne, ikke kan anses at fejle af vildfarelse uden at pådrage sig der mistanke at han lige papegøjen taler om ting han aldeles ikke forstår???

Kan jeg endogså ikke hvilket jeg meget gerne indrømmer, med så bidende sarkasme overfalde min modstander som han der som det lader til, ikke afvejer sine ord på rimeligheds vægtskål, så tiltrot jeg mig dog kraft nok til at svække virkningen af hans udskudte pile, ja endog undertiden at lade dem prelle tilbage mod hans eget bryst. Publikum dømmer om jeg har tiltroet mig for meget.

At han på en sarkastisk måde anføer og andender ordet "sukkende" i den forstand som jeg harbrugt det, viser fuldkommen at han forsætlig - for om muligt at gøre mig latterlig - udriver enkelte ord af deres sammenhæng. For næppe tror jeg min ærede antagonist skulle være så uvidende om de almindeligste tilfælde i livet at han for alvor ville påstå at et menneske altid selv kan bortfjerne de biomstændigheder som ofte forårsager at han sukkende udvøer sit kalds pligter (tinge kan disse desværre ofte med god grund kaldes, hvilket vist ingen der har haft den mindste livserfaring kan nægte. Underligt nok at den gode herre er så ganske fremmed for denne alment erkendte sandhed.) Dertil vil jeg gøre manden opmærksom på at der blandt de militære lærere, det vil sige enhver enkelt mand til hvem soldatens dannelse er betroet - findes subjekter som ikke blot har lørt at skrive i tålelig hånd, men som også i åndsdannelse ingenlunde står på så lavt et trin som den ærede herre lader til at formode. For vor allernådigste konges faderomdorg for sine militæres dannelse bliver sandelig ikke så slet belønnet at sådanne jammerlige frugter skulle blive resultatet.

At bondestanden er meget hæderlig, vil vist intet fornuftigt menneske nægte, og at der blandt disse findes subjekter der er i stand til at modtage finere dannelse - det er en bekendt sandhed. Men det er også af disse seminarierne for en del bliver opfyldt. Meget ilde ville sikkert disse læreanstalter være tjent med størstedelen af de mennesker af bondestanden som bliver udtaget til soldater. For skønt ingen påstår at det er hottentotter, så bliver jeg endnu ved den mening, hvilken ingenlunde med grund er gendrevet, at de som oftest er så rå og udannede at de ikke kan behandles med den blidhed som det opdragne menneske, men desuagtet vil næppenogen finde på at behandle dem som dyr, og enhver militær lærer vil sikkert uden erindring altid mindes at det er mennesker og på sådan måde behandle dem.

Når anmelderen med så megen bestemthed påstår at lærerne ikke forstår at tage sagen på den rette måde og at det er disses egen skyld når fornuftsgrunde intet kan udrette, så må han enten være en særdels god eller - såre dårlig militær pædagog. I det sidste tilfælde, hvilket jeg imidlertid ikke vil antage, gjorde han sandelig allerbedst i ikke at indlade sig på offentlig kritik over ting som går over hans horisont, for han udsætter sig sandelig i dette tilfælde for i sin hele nøgenhed at blive udstillet til offentlig skue og overalt tror jeg ikke at han vandt i den fornuftiges øjne ved sådan fremgangsmåde der i sandhed ikke synes at røbe alt for megen åndsdannelse, efter det begreb som jeg har om betydningen af dette ord. Så meget er imidlertid vist at endnu hidtil har ingen militær autoritet fundet til praktikabelt at lære bønderkarlene excersitsen ved fornuftsgrunde. I det første tilfælde derimod, hvilket jeg antager mere rimeligt, må anmelderen have opløst dette vanskelige problem. Han ville derfor særdeles gavne land og rige ved at holde et offentligt kollegium over sin læremetode, når han, det forstår sig, beviste sin sætning ved at oplære et antal bønderkarl i excersits, gymnastik og øvrige militære øvelser således at de kunne præsenteres for hans majestæt. Hans satire over ordet "dressere" vil jeg ganske forbig og kun tjenstligst melde at dette ord bliver brugt endog i kongelige reskripter og at det i militær betydning betegner soldatens oplæring i de for ham nødvendige mekaniske færdigheder.

Navn og stand gør i mine tanker inget til sagen i dette tilfælde så længe ingen overskrider trykkefrihedens grænser, så længe ingen personlig fornærmelse finder sted, men er jeg som anmelderen ytrer underofficer, så modsiger han jo sig selv når han frakender denne klasse al åndsdannelse. For - pløje med andres kalv gør jeg sandelig ikke. Og så meget tror jeg dog er tydeligt for ethvert upartisk øje at jeg kan lidt mere end "skrive en tålelig hånd".

I den tro at jeg har sagt nok i denne anledning, vil jeg slutte med det fromme ønske at det dog engang måtte gefalde folk der sandsynligvis kun har så nyttige beskæftigelser at lade de militære være med fred. Ufornærmet skal - i det mindste jeg - aldrig komme nogen for nær, men angriber man uden årsag en stand, hvoraf jeg har den ære at være et medlem, så skal jeg aldrig undlade at vise at der blandt disse såkaldte udannede mennesker findes folk der er i stand til at slå fornærmeren med sine egne våben, skønt pennefejde ellers er en ting jeg har stor afsky for.

(Politivennen nr. 353. Løverdagen den 5te Oktober 1822, s. 5705-5712).