Når en begået handling der fortjener lovens straf og alle velsindedes afsky bekendtgøres offentligt, såsom det i sidste Politivennen omtalte kvindeoverfald på en velklædt og velskabt dame, så synes anmelderen at man ikke - for at forebygge mulig fejltagelse af personen - bør genere sig ved at nævne udådskvindens navn, så meget mindre som faktum er bevisligt. Da nu sådant er forbigået og omstændighederne ved dette optrin således oplyste at den i hver henseende i høj grad agtværdige madame Henrichsen fra hvem alt slags pøbelagtighed upåtvivleligt er fjernet, af mange der er uvidende om sagens sande sammenhæng - er blevet anset for gerningskvinden skønt hun slet ikke er enke, men fordi overfaldet sket i nærheden af hendes butik, så finder anmelderen som har lokalkendskab om tildragelsen og tror at man altid bør fremdrage sandheden, det for ufravigelig pligt at bekendtgøre at det slet ikke ar madame Henrichsen, men enken efter afdøde slagtermester Lødel i Adelgade, som viste denne skændige adfærd for hvilken hun sandsynligvis allerede er draget til ansvar for vedkommende domstol.
Om en værdig eller uværdig kærlighedslabyrint i hvilken smertefuld jalousi almindeligvis finder sted havde lokket denne - for tilbøjelighed til morskab bekendte - kvinde så langt fra sit hjem hvor hun absolut må have vigtigere sysler, tør anmelderen ikke bestemt afgøre. Men ingen kan forbyde ham at tro hvad han vil.
E. Jessen.
(Politivennen nr. 345. Løverdagen den 10de August 1822, s. 5593-5595).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar