Helsingøer.

er unægteligt i alle henseender den skønneste købstad på Sjælland, og den der ikke i en tid af 10 år har været der, hvilket var tilfælde med indsenderen, vil finde at denne smukke by har fået mange skønne og væsentlige forandringer og forskønnelser.

Ser man Marienlysts have og park, så finder man at den betydeligt har vundet i forskønnelse ved nye og smagfuldt anlæg. I byen er anlagt et smukt slagtertorv, og der er til byens forsynelse med fornødenheder truffet gode og hensigtsmæssige foranstaltninger. Toldboden har fået større plads og er omgivet med et fast stengærde. Og man venter snart at tænke på den længe omtale havn. Byen har et skønt og smagfuldt teater. Betragter man øresundstoldkammer, den classenske bygnig, hospitalet, skydebanen, den nye kirkegård, den smukke St. Olai Kirke etc. etc. så finder man alt i en stor og smagfuld stil, og alting vidner om Helsingørs fordums velstand, handel og skibsfart. Kun en ting fandt indsenderen heraf aldeles ikke svarende til alle de andre gode og skønne indretninger. Og denne er den indre plads på toldboden hvor de våde varer opbevaredes.

I denne gård fandt indsenderen nogle 100 fade og foustager rom, vin og brændevin under åben himmel, udsat for den brændende solhede. Ejerne til disse varer står i fare for at et fad spiritus ved solheden, stiger og springer, og dobbelt voveligt er det at sådanne varer skal henligge på denne plads som egentlig kun skulle være bestemt til opbevaring af ankre, jern og skibsredskaber. I påkommende ulykkelig ildebrandstilfælde er hele byen udsat for fare. For betragter man de mange bindingsværkshuse og rønner der omgiver denne plads, så må man gyse ved tanken om en opkommende ild. Toldboden med hele dens vareoplag, samt skibene i den nuvræende snævre havn var udsat for den største fare hvis ilden angreb den spiritus der opbevares i denne bindingsværksbygning. Var jeg en af byens købmænd, ville jeg i sandhed ikke have mine varer henlagt på denne plads, uden at de var forsikrede i brandkassen, i tilfælde af at forsikring kunne fås til det. En by som Helsingør hvis indbyggere ene og alene skal leve af handel og skibsfart, bør have sådanne indretninger som kan være handelen og skibsfarten til gavn og nytte, og købmandens varer må være betryggede for fare. Et pakhus til opbevaring af her omtalte varer var altså en af de højst nødvendigste og gavnligste indretninger. Indsenderen tror at et sådant pakhus godt kunne bygges på broen ved toldboden hvor nu er opfyldt, og hvis vedkommende der ville ansøge om at få en så uundværlige bygning, tror indsenderen ikke at ansøgningen ville finde mange vanskeligheder, da byen højligt trænger til sådan for handelen så nødvendig bygning, og byen derved mindre blev udsat for fare i påkommende ildsvåde.

(Politivennen nr. 450. Løverdagen den 14de August 1824, s. 9067-9070)