Det er næsten utroligt så vidt som dårskaben går i vore dage. Derpå haves nu atter et kraftigt eksempel i den abderiske beundring som ydedes trommeslageren Koch (ikke Kock). Sikkert har han aldrig været på Elba eller været regimentstambour (tambourmajor) hos kejser Napoleon, ellers måtte han dog vel vide hvordan en sådan tambours mundering ser ud, og ikke overlade til den danske skrædder hos hvem han har ladet sy den, at indrette sådant efter eget behag! Hvad smukt kan den monotone pergamentbrummen (for hans trommer er anderledes indrettede end almindeligt, og ikke af kalveskind, men som man har sagt mig, med en resonans i som letter hans hvirvler) har for ører der er vant til at høre sand musik? Og hvor nedværdigende for en militær, hvor væmmeligt for tilskuerne at se et menneske hænge ved benene, for ikke at tale om det bajdseri at kaste trommestokkene fra sig m.m. som kun højst kan more fruentimmer og børn. Dog, det er sandt!
Det har jo i nyere tider været vore damers kosteligte fornøjelse at se på henrettelser, føleligt må det også være dem en sant forlystelse at betragte et ved benene ophængt mandfolk med et rødblåt ansigt, en naturlig følge af blodets synken til hovedet. Deraf kommer det da også at man blandt det smukke køn hører så mange lovtaler over denne tambour. Men skulle ikke mændene, til hvad klasse de end hører, have bedre forstand? Jeg skulle meget fejle om det latterlige bifald der er ydet denne trommeslager, ikke kan anses som et bidrag til vor hovedstads karakteristik i psykologisk henseende. Indsenderen kan aldeles ikke indse at han har noget fortrin for de andre markskrigere som hver sommer hjemsøger os. På Hamborger Berg nøjedes han med styvere, her tog han meget højere betaling, altså kunne han også give noget bort. Men dette var vel ikke meget mod hvad han skal have spillet bort. OVeralt ved man nok at sådanne gaver sjældent ydes i anden hensigt end for at få nogle forsvarere, hvilket da også er lykkedes trommeslageren. Kun måtte man ønske at forsvaret havde været lidt klogere end det her læste i sidste Politivennen. For det må alle le af, inklusive tambouren selv.
Det bedste er ellers at samme nummer af Politivennen indeholder en endnu drøjere anke over dette trommeslageruvæsen end det stykke som gav anledning til forsvaret. Om publikum vil anse de her fremsatte sandheder for en skarnbøtte, ved jeg ikke. Kun bedes forsvareren at spare alle lumpne hentydninger. For er hans kasse blot i halvt så god orden som vedkommendes, er det godt for ham selv. - Hvad det ord publikum angår, er det indført i sproget af Seidelin, og synes at være ganske passende til at betegne visse folk med.
(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9192-9195)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar